Hængebønder og dårlige løbere – Bent Larsen ÅBNINGSSPILLET I SKAK
Bent Larsens bog om de indledende faser i skakspillet er en solid og velskrevet grundbog, der i sine bedste passager læner sig op ad konceptuel poesi.
Citat
Selv om det i en lukket stilling er mindre alvorligt at være lidt bagefter med udviklingen, skal man dog ikke tillade sig for meget i den retning, da modstanderen i så fald ofte vil være i stand til med voldelige midler at åbne stillingen og således drage fordel af sit forspring. Undertiden vil han med fordel kunne ofre materiale for at opnå dette, i andre tilfælde vil han kunne nå sit mål ved skinofre og andre kombinatoriske rævestreger.
Bent Larsen er Danmarks berømteste skakspiller nogensinde. I 1960’erne og 1970’erne bevægede han sig hjemmevant i de højeste sfærer af den internationale skakelite, slog et utal af verdensmestre og spillede lige op med koryfæer som Bobby Fischer og Boris Spasskij. Han er kendt for en relativt uortodoks spillestil, der ofte ville lægge vægt på overraskelsesmomentet i en åbning eller en variation, modstanderen ikke havde forventet. En af disse åbninger er endda blevet døbt Larsen-åbningen. En smuk åbning med en tidlig bonde og en bidsk løber, der peger aggressivt mod kongefløjen. Larsen selv stoppede dog med at spille med den i 1970’erne, da overraskelsesmomentet var fordampet.
At Larsen altid var klar til at tage en chance i åbningsspillet, lyder måske ikke som det bedste fundament at bygge en teoribog om skakåbninger på, men det skinner ret tydeligt igennem helt fra starten af ÅBNINGSSPILLET I SKAK, at det netop er hans indgående kendskab til et hav af åbninger, der tillod ham at afvige fra dem.
Selvom bogen ikke er meget længere end de hundrede sider, er det utroligt kondenseret læsning. Forskellige varianter af de mest kendte åbninger med deres iboende styrker og svagheder optegnes med udgangspunkt i berømte partier, og det kan virkelig være spændende som en thriller, når en verdensmester får læsterlige bank på grund af en smal sprække forsvarspositionen. Skak er et brutalt spil, forstår man, og der er en sær pervers glæde ved at sidde og gennemspille disse mesterpartier på brættet foran én.
Store skakmestre vil sikkert mene, at en del af Larsens overvejelser er dybt forældede, men som lykkelig amatør, vil jeg stadig mene, man kan få en hel del ud af bogen. Den er relativt pædagogisk i sin opridsning af de grundlæggende principper bag bondestilling, udvikling af officerer osv., og selvom jeg personligt ikke kan mærke den helt store dominans på brættet efter endt læsning, taber jeg i det mindste ikke mine partier lige så hurtigt som før.
Samtidig bugner og glimter skakvokabularet overalt i bogen. Jeg elsker de udtryk! De er så præcise, så poetiske. At en bonde uden ordentlig beskyttelse i bunden er en hængebonde. At en løber lukket inde af bønder, der blokerer, er en dårlig løber, og at man som skakspiller, når man lader bønderne på a3 og h3 tage et skridt frem for at forsvare sig mod løberangreb, kan blive grebet af såkaldt ’randbondefeber’.
Sammen med de fantastisk instruktive partier, Larsen analyserer, gør hans lette og kække prosa ÅBNINGSSPILLET I SKAK til en fornøjelse at læse – også på et andet og saftigere niveau end det rent teoretiske. Larsen som forfatter taler inde fra skakspillet, og derfor kommer man også til at føle med de ulykkelige tabere, der får stillet deres springer på et åndssvagt felt i åbningsfasen. Det eneste, jeg kunne savne, var hvis Larsen kunne have udviklet lidt på de mere mytiske aspekter ved brikkernes dans hen over brættet. Han måtte gerne have slået nogle flere døre fri fra deres hængsler og gået videre i den æstetiske oplevelse, som et virkelig smukt parti også kan være. Jeg vil vide mere om tårnets knusende kraft, om løberens stikkende flankeangreb!
