Af | 15. januar 2010

Ham der Gud – Svend Åge Madsen MANGE SÆRE TING FOR

Finurligheder i kø. Madsens roman omkalfatrer på begavet og humoristisk vis den populære krypto-krimi.

Citat

Godt, så godtager jeg den forklaring. Når du siger det, må det jo passe. Du kan ikke skrive. Men hvorfor henvender du dig lige præcis til mig, en hjerteflimrende parpirtilsviner? Jeg har jo sagt vidt og bredt at jeg ikke tror på dig. Jeg har, synes jeg i al beskedenhed, faktisk fremlagt de klareste og bedste beviser på at du ikke kan eksistere. Ja, selvfølgelig ændrer det på situationen at du står lige foran mig. Men indtil da, mener jeg, er der ikke mange der har argumenteret meget præcisere imod troen på dig.

Aarhus, naturligvis, Store Torv en mandag morgen oven på festugen, hvor alt ånder fred og ro og spritdunstende tømmermænd. Et par skraldemænd går og rydder op, og et midaldrende turistpar står og beundrer byens domkirke, da en bloddråbe fra oven pludselig rammer mandens dueblå vindjakke; spiddet på domkirkens spir hænger en mand og spræller. Svend Åge Madsens roman åbner tilsyneladende i bedste krimistil med et spektakulært mord.

Sprællemanden hedder Adam d’Eden og er en verdensberømt astronom, der tidligere har opdaget to såkaldte spejlplaneter, som har den egenskab, at de med et par tusind års forsinkelse viser, hvad der er sket på jorden. Adam d’Eden har med andre ord set, hvem evangeliernes Jesus i virkeligheden var (ikke ligefrem en nice guy), og tilmed optaget det hele på video. Forskellige mennesker vil, af forskellige grunde, naturligvis gerne have fingre i disse bånd, og den vilde jagt løber nu gennem bogens 96 korte kapitler.

Fortællingen skifter synsvinkel fra kapitel til kapitel, men afbrydes også af faktabokse, der, lige så drilsk som pædagogisk, uddyber fænomener som ”Spejlplanet” og ”Syndefald”. Samtidig har vi en rammefortælling, hvor Madsens alter ego Alian Sandme forhandler med Gud (se citatboksen), der har fået brug for et forsvarsskrift, efter at de nye afsløringer om den enbårne søn er fremkommet. Det er dette skrift, som læseren nu sidder med. Med andre ord: Man befinder sig ikke i en krimi, der på skrømt er blevet garneret med lidt billig religiøs mystik, men er kastet i kløerne på Madsens genuint monstrøse og humoristiske romanmaskineri.

De har vitterligt mange sære ting for i Aarhus, og at redegøre for resten af handlingen er en uoverkommelig opgave. Her befinder sig blandt andet en selvfed, tysk teolog, der drømmer om at blive den femte evangelist, en genial iransk astronom, en dansk biolog, der forsøger at påvise gulerødders frie vilje, en indisk sprogforsker og selvfølgelig også, til at opklare mordgåden, en politidame – der dog heller ikke er blottet for filosofiske anfægtelser. Kort sagt et utal af personer, der, forsynet med hver deres syrede teorier om sproget, sandheden, tiden og verdens sammenhæng som sådan, i løbet af romanen bliver stadig mere komplekst sammenvævet gennem et utal af usandsynlige sammentræf.

’Det er jo ikke Mig givet at skabe mennesker af kød og blod,’ siger Alian Sandme på et tidspunkt til Gud med en vis ironi, men ordene er lige såvel stilet til læseren: Her skal du ikke forvente en udpenslende og sandsynlighedskalkuleret realisme.

Selvom MANGE SÆRE TING FOR, som andre Madsen-romaner, ikke giver læseren mange mennesker af kød og blod at spejle sig i, er den heller ikke en af dem, hvor man udmattes af hele konstruktionen. Selvom finurlighederne står i kø, fungerer bogen stadig som helstøbt spændingsroman. Men først og fremmest morer man sig og fascineres af fortællingernes fletværk. Romanen bliver ikke et forsvarskrift for (den gammeldaws) Gud, men nok for mennesket med dets mange sære fortællinger – måske han slet ikke er så interessant ham der Gud, for som det bemærkes et sted, er han den, som ingen historie har.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også