Hamilton er tilbage! – Jan Guillou MADAME TERROR
Guillou præsenterer i MADAME TERROR læseren for et interessant tankeeksperiment: Hvad ville der ske med den mellemøstlige magtbalance, hvis palestinænserne blev udstyret med et våben, der for alvor kunne true Israel?
Langt oppe mod nord i den russiske polarvinter er et ejendommeligt og tophemmeligt projekt ved at blive færdiggjort. I døgndrift har en broget international skare arbejdet på at skabe et supervåben, der vil forrykke magtbalancen i Mellemøsten fuldstændigt. Engelske muslimer arbejder sammen med russiske ingeniører under ledelse af den palæstinensiske spionchef, Mouna al Husseini, om at skabe en ubåd af en hidtil uset teknologisk kaliber. Og projektet lykkes – med lige dele russisk goodwill og dybe palæstinensiske lommer – og så er banen ellers kridtet op, for hvem andre end Israel og dennes nære allierede USA kan være målet for missionen?
For at fuldkommengøre den internationale besætning har Mouna al Husseini alias Madame Terror brug for en ægte helt, en dekoreret flådeofficer, som der ikke går 12 af på dusinet. Ja, du har fuldstændig ret, kære læser, Carl Gustaf Gilbert Hamilton er tilbage! Et styks sofistikeret fuldblods morder gør med vanlig stoisk ro sin entré på storpolitikkens spegede scene efter at have henslæbt en del år som neohippie i Californien, da han mildest talt var uønsket i Sverige som det forståelige resultat af en hævngerrig blodrus. Det første, han gør som nyudnævnt chef for den palæstinensiske flåde, er at ansætte den del af Kursk-besætningen, der ikke var med på ubådens famøse sidste togt. Herfra sætter superubåden kursen mod Middelhavet og Israels flåde, og løjerne kan begynde. Hvordan den leg ender, det skal ikke afsløres her.
Det er et interessant eksperiment, Guillou udfører, for hvad ville der egentlig ske, hvis et våben af denne type forrykkede magtbalancen i Mellemøsten? Hvad sker der f.eks., hvis Iran får atomvåben? De diplomatiske kort vil i hvert fald blive blandet godt og grundigt, og det bliver de også i MADAME TERROR under kyndig ledelse af den gode admiral Hamilton.
Det er svært underholdende at følge svenskeren i ledtog med en halvt fordrukken russisk ubådskaptajn drive gæk med hele den amerikanske flåde, men i længden bliver det desværre også forudsigeligt. Guillous politiske ståsted skinner for tydeligt igennem, og tankeeksperimentet overtager styringen fra historien. Det går ud over realismen, og det går ud over nuancerne i forholdet mellem personerne og ikke mindst i konflikterne. MADAME TERROR svinger sig derfor ikke helt der op, hvor man egentlig havde håbet, at Hamiltons genkomst ville befinde sig, dertil går der simpelthen for meget politisk korrekt ”røver-og-soldater” i den. Til gengæld må man konstatere, at forfatteren er godt skåret for pennen, og at det alt andet lige er svært underholdende, så hvis Guillou får skruet lidt på knapperne, så er det bare at glæde sig til næste gang Hamilton dukker op til overfladen.
