Har dansk comedy genopfundet sig selv eller er det gamle hvide mænd på nye flasker?
LitteraturNu’s anmelder fandt sig ved et tilfælde til UP-festivalens prisuddeling en søndag aften – den danske comedy-branches forsøg på en genopfindelse efter arven fra ZULU og Funny Business Inc. Det var egentlig blot for underholdningen, men oplevelsen blev så interessant – selv for en litterat, der ikke har beskæftiget sig med dansk comedy siden han var hashrygende teenager – at det fortjente en refleksion. For komikerne bliver ofte efterladt ude i kulden, når det kommer til den danske kunstbranche. Og er det egentlig velfortjent?
Kan du huske Thomas Hartmann? Ham, der skrev halvdelen af Anders Matthesens jokes dengang Anders Matthesen stadig var sjov, og var sådan lidt den tænkende mands komiker imens Jonathan Spang stadig legede skuespiller? Personligt havde jeg glemt ham, indtil han går på scenen til UP-festivalens prisuddelingsshow, og nærmest øjeblikkeligt glemmer, hvad han skal sige, går af scenen for at tjekke sine noter og vender tilbage med et undskyldende grin. Det bliver ikke den eneste gang på aftenen, hvor produktionen glipper. Hartmann formår på et tidspunkt at fortælle en halv joke, før Michael Schøt løber på scenen og hvisker til ham, at der lige er et videoindslag først. Der er flere gange forvirring om, hvem der skal have mikrofonen, når priserne faktisk skal præsenteres. Og der er generelt lidt en følelse af, at hvor tabet af TV2 ZULU som dansk comedy’s storsponsor måske har givet komikerne magten tilbage, kunne de godt have brugt i det mindste at beholde producerholdet.
Og så tænker du måske, at det lyder som begyndelsen på en hård anmeldelse. Men det er faktisk ikke sådan ment. For jeg må indrømme, at allerede fra første gang, Thomas Hartmann roder lidt rundt i værtsrollen, er jeg bundcharmeret. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at hvis jeg havde været en virkelig smart producer, så havde jeg selv skrevet den glemte joke og det undskyldende grin ind i aftenens manus. Det producerer en helt klar følelse i rummet af, at vi ikke længere er til pomp og pragt med ZULU Comedy Galla og en lukket branche af store navne, men til et rigtigt show med rigtige mennesker, og en branche som vi allesammen godt må få del af. Kort sagt knuser det illusionen om en uopnåelig kendisgalla og åbner rummet helt op.
Hartmann’s åbningsmonolog, der inkluderer en i hvert fald fem minutter lang roast af ham selv, til ham selv, leveret til en dukke i menneskestørrelse og Thomas Hartmann-kostume, lægger ikke fingrene imellem; emnet er at være afdanket, underbooket og forglemt komiker, der pludselig skal beværte et show for alle dem, hvis karriere faktisk gik den rigtige vej, og hvis jokes man ofte hyres til at skrive. Det er sjovt! Og igen, omfavnende – du kan sagtens være kendt komiker og både underbetalt og bitter. Livet er ikke nødvendigvis glamourøst, bare fordi du udgav DVDer i 00’erne.
Dette er ikke for at sige, at jeg er charmeret fra start til slut. Faktisk ender UP-uddelingen med at blive en meget blandet oplevelse. Jeg overraskes positivt, for straks at måtte vende mig om til min sidemakker og hviske ’’Mener de virkelig det dér?’’ Det er for eksempel tilfældet, da ingen ringere end flodhesten Dolph pludselig vandrer ind på scenen bevæbnet med sin legendariske kølle og i et kostume der tydeligvis ikke er vasket siden 2010. Der er ingen introduktion og ingen kontekst. Der er bare et så syret og så pludseligt throwback, at det faktisk er virkelig sjovt. Så går der cirka et minut før Dolph har beklaget sig over, at man ikke må kalde Melvin Kakooza neger længere, og så var det ikke så sjovt alligevel. Han jages af scenen af en person i et næsehornskostume, som jeg i pausen informeres om har noget at gøre med et Heino Hansen-show, og vi er videre.
Øjeblikket med Dolph er meget sigende for, hvordan denne anmelder oplevede UP-uddelingen. Showet er en svært håndgribelig kombination af uafhængigt gåpåmod fra en branche, der har besluttet sig for at tage sin skæbne i egne hænder, koste hvad det vil, et udtryk om et ærligt ønske om at diversificere og åbne selvsamme branche, og så en ret ucharmerende forelskelse i det gamle, det overståede, det indspiste og det hængerøvsagtige. Hvor meget, der end bliver talt om at åbne scenen op for nye talenter, kommer man ikke udenom, at det stadig uvægerligt er de nogle-og-fyrre-årige hvide mænd, der regerer. De har mikrofonen, de uddeler priserne, de bestemmer indslagene (der som med ovenstående Dolph-besøg ofte er noget bedagede) og de får taletiden. Værre end det står det til i et lignende øjeblik – nemlig ved uddelingen af årets talent-pris.
For da årets nominerede til talentprisen kaldes op på scenen, er jeg positivt overrasket. Der er faktisk diversitet at se, både på køn og etnicitet. Fedt nok. At en hvid fyr, Anders Jessen, så vinder er jeg selvfølgelig ikke bitter over – jeg må gå ud fra, at han var den dygtigste iblandt. Den illusion holder jeg fast i indtil han faktisk går på scenen i showets anden halvdel.
Og jeg vil starte med at sige, at jeg er sikker på, at Jessen sikkert var både uforberedt, overvældet og nervøs. Det er fair nok. Men han leverer til gengæld i den nervøsitet en jokerække, som jeg vitterligt kunne se Uffe Holm lave i 1999. Det er noget med at have en ’’eksotisk kæreste’’ (fordi hun har en thailandsk mor. Haha!) Moren har et fjollet navn (fordi hun er thai, forstås. Haha!) Der er noget med bordtennis-bolde i fisser (fordi Thailand. Haha!) Og så noget med at han fandeme ikke skal date en veganer. Det er virkelig, virkelig pinligt. Og jeg nægter simpelthen at tro på, at den slags kedelige, kreativitetsforladte og nedladende drengerøvshumor er repræsentativ for talentmassen i dansk comedy. Eller, det vil sige, det håber jeg virkelig ikke den er.
I den anden ende af spektret har vi et indslag, hvor Mikkel Rask og Mikkel Klint Thorius roaster Amazon-programmet Roasted, som de begge har medvirket i, den ene på skærmen og den anden på manus. Indspist? Ja. Det er komikere, der driller andre komikere over et TV-program som ingen har set. Men det er fedt nok, faktisk. Festen er til for branchen, ikke for ZULUs seere hjemme i stuerne. Det er komikernes fest, og det respekterer jeg. Og så leverer Rask simpelthen en række af jokes, der er så lede, så sylespidse og så velsammenskruede at jeg her, dagen derpå, stadig har ondt i mavemusklerne. Det er ikke en overdrivelse at sige, at dette ret offentligt ukendte navn er den sjoveste på scenen den aften. Og det klæder også showet, at én af dem, der ofte står i baggrunden for Nørgaarderne, Warbergerne og Schøterne får lov at spille lidt med musklerne.
Det er allerede svært at anmelde comedy – ligesom det ødelægger enhver joke at forklare dens punchline, har anmelder-blikket det med at udslette humor. Og hvor står man så som læser? Endnu sværere er det så måske at anmelde en prisuddeling til gode for en række comedy-shows, man ikke har set. Så lad os måske kalde dette en refleksion nærmere end en anmeldelse. For hvad er dansk comedy egentlig i dag? Og kan vi stole på komikernes egne hyperoptimistiske udlægninger af scenens tilstand?
Grundlæggende vil jeg sige, at mit indtryk efter UP-uddelingen er, at branchen har både charmen og viljen i orden. De vil gerne en bedre, mere kritisk, mere uafhængig og mere åben scene. Men jeg ved simpelthen ikke om de har værktøjerne eller den internt rettede magtkritik til at skabe den. Om man kan være den branche, der lader ny diversitet blomstre op, samtidig med at man ikke kan give slip på folk som Uffe Holm og Brian Mørk, hvis blotte tilstedeværelse bliver en slags gatekeeping i sig selv. Samtidig med at man stadig ikke kan komme igennem fem minutter uden en joke om, at man sgu ikke må sige noget længere (på grund af woke!) Der er adskillige opfordringer på scenen fra branchens topfolk om, at flere nye talenter skal komme til. At de skal lave længere shows. At de er velkomne. Men der er en mistænkelig mangel på refleksion over, hvad der skal til fra selvsamme topfolk for at facilitere den udvikling, de ønsker sig. At de godt kunne risikere at skulle kappe en tå og skære en hæl, før det lader sig gøre. For elefanten i rummet er måske i virkeligheden, at det jo kræver at de giver mikrofonen videre. Og det er alligevel meget at bede en komiker om.
