Har den tekst en retning? – FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI 2012
Åh ja, den gode gamle afsender og modtager. Hvor stor en betydning bør de to størrelser have, og i hvor høj udstrækning formår en tekst rettet mod sig selv at påvirke sin læser? I FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI strækker de bedste tekster sig udover deres egne grænser og afdækker et isbjergsindhold, der kun lige rager op af skriftens hav.
Digt
Man bærer et smykke om halsen
Samtidig ser man i TV et billede
Af en hest der rides frem
I et reality-show
Ikke for at deltage
Men for at en deltager skal ankomme*
Stolen foran det sorgfulde blik
Jordbrugerne foran deres markers spejl(Andreas Pedersen: 2)
Antologien åbner med det bedste bidrag i mine øjne. Andreas Pedersen lader bondekonen Lilian agere hovedperson gennem et digts få og rammende sætninger. Lyrikken emmer af modvillighed og en tung, statisk fornemmelse, hvor markarbejderens mørke stilles som modvægt til en moderne kapitalisme. Det lyder måske mærkeligt, men det fungerer godt og er både nyskabende og vellykket – og sine steder humoristisk. Det nyskabende er kombinationen af et både levende, robust og organisk sprog og en fortælling, der kun viser sine yderste isbjergsrundinger og lader resten af sit indhold stå gemt. Hvor lyrik ofte forbliver enten form, malende beskrivelser og præcise billeder – eller en tilbagevisning mod den lyriske stemme selv – så formår Andreas Pedersen i både sine digte og i sit UDKAST at rumme enorm betydning i kompakte former.
I Caroline Albertine Minors noget fortænkte førstebidrag synes fortællingens indhold uelegant at spænde ben for sproget. Replikkerne mellem en udvekslingsstuderende og hendes roommate synes unaturlige. I den efterfølgende MOLA MOLA flyder de passive og beskrivende stykker bedre, og flere febervildelselseslignende drømmescenarier og skyggespil efterlader læseren ret omtumlet, men langt bedre sprogligt forløst. I TRE TEKSTER hersker en detaljefiksering, der gør, at visse sætninger og beskrivelser fremstår vellykkede, mens andre er forcerede – og det overordnede indtryk er, at teksten frem for at være et samlet hele, består af en række løsrevede udstikkere, der aldrig fortættes til egentlig tekst.
Samme unaturlige replikker tegner Johanne Engel Aaen i sin FRAGMENTER AF EN FORESTILLING, og på trods af det disede omrids af et dysfunktionelt parforhold, kan det være svært til fulde at få øje på et egentligt indhold. Pernille Abd-El Dayems tekster er langt hen ad vejen også en hæftelse ved sproget selv. De mange beskrivelser synes mindre at formidle noget om den søster, som teksten ellers vender tilbage til, og mere lægge sig til rette i et semantisk studie. Sproget besidder visse steder en tyngde, der til tider næsten fremstår patetisk og som kun lige strejfer den adskillelse, som synes at lægge til grund for flere af teksterne. Alt i alt efterlades læseren ikke med et fuldendt billede af, hvad teksten er, og hvad den vil. Det er synd, når man ellers kan ane så meget sprogligt talent i både Johanne Engel Aaen og Pernille Abd-El Dayems tekster.
Også Ursula Scavenius antyder begivenheder, der langt hen ad vejen forbliver usagte, men man får dog et billede af en graviditet, infektion og tilbageskuende betragtninger. Sproget er her både flydende og voldsomt som en blodstyrtning, og de forskellige stykker hæftes sammen med gennemgående fugleunger og brug af semikolon. Med tiden træder en fortælling frem og afdækker nødvendigheden af den aggressive semiotik. Fortælleren Agnes bevæger sig i omgivelser fuld af vold, attentater, ulykker og raceudryddelser og reagerer – eller måske mere præcist: reagerer ikke – på sine omgivelser ved at producere tung symbolik, indtil tekstens måske egentlige omdrejningspunkt, en familiær krise, udfoldes.
På mange måder starter og slutter FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI med sine to bedste bidragsydere. Spørgsmålet drejer sig i sidste ende om, hvorvidt en tekst skal rumme en intention, så den i sin rækken sig ud mod læseren overskrider sin egen form og efterlader læseren med en flig af et indhold? Jeg synes … ja.
1 kommentar