Hård sex og lækker syntaks – Josefine Klougart HALLERNE
Kødklasket og andre af det voldelige begærs lyde og fagter bliver taget grundigt under behandling i HALLERNE. Det er smukt og grimt på én og samme tid.
Citat
Og hun er et hylster, da han sprøjter hendes indre vægge til. Betaler hende. Det tror manden. Bagefter kommer han alligevel i tvivl og lægger sin kind ved hendes skulder, kysser hendes hud en gang.
Så, min lille skat, hvæser han, så træt du er.
Og han lægger sig over i sin side af sengen, tager en bog med ovre fra reolen.
Han vil finde ud af, hvad det er for noget, Tusind og En Nat, alle de sorte bind med det ornamenterede skind.
Men så keder det ham.
Jeg skal ellers love for, at Josefine Klougart er blevet hurtigt voksen. Hvor hendes debut, STIGNINGER OG FALD fra 2009, var vidunderlige præcise sansede indtryk fra barndommen på Mols, handler den nye bog om anderledes voksne sager: begær og overgreb.
HALLERNE er, blandt flere andre ting, en spartansk indrettet lejlighed, hvor en mand og en kvinde har uhæmmet sex. Først ligner det et overlagt misbrug fra mandens side, men senere bliver det mindre tydeligt, i hvor høj grad kvinden er ufrivilligt underkastet dominansen. Er manden i virkeligheden den svage af de to? Er de måske skuespillere på en scene? Under alle omstændigheder går det voldsomt for sig i hallerne, og ikke en detalje af akterne i rummene, under lysstofrørernes knaldhårde belysning, undgår at blive holdt op og eksamineret under et endnu skarpere og mere brutalt gennemtrængende lys, nemlig Klougarts prosa.
Det er faktisk svært ikke at være begejstret for sproget i HALLERNE. Billederne melder sig i hastig følge, og ofte får de lov til at avle på hinanden. Bevis:
– Og sandalen falder ned langs stammen som noget tungt med hjørner og kanter, en bog kan det være, siderne hvirvler og er vinger, bogen en fugl, sandalerne en fugl, der falder.
Citatets pædagogisk tydelige sandal = bog = fugl er mere undtagelsen end reglen. Ofte er et komma nok til rykke billedet endnu et niveau væk fra realplanet. En særegen men ikke helt vilkårlig brug af kolon til at fremhæve og pausere giver teksten en egen ligesom vigtig mine, fx. ’Men så: vågner manden alligevel’. Dét er altså lækker syntaks.
Romanen er opbygget efter et svingdørskoncept. Konceptet er at læseren sidder fast i en svingdør, der på skift fører ham/hende ind i hallerne, herefter ud på gaden, på guidet rundtur blandt Københavns mange smukke bygninger og parker, tilbage i lejligheden til mere hårdhændet korpuleren, og, hvilken lettelse, ud i den friske luft igen. Der kan blive meget indeklemt i sådan en lejlighed. Men selv udenfor, i beskrivelserne af byen, kan man hele tiden fornemme den søde duft af råddenskab. På den måde balancerer og supplerer de to spor i romanen hinanden meget godt.
I HALLERNE hersker manden over kvinden, men den virkelige årsag til at hun må slave, bærer hun indeni sig selv:
– Kvindens underliv omfavner manden med en naiv sult … De er i ledtog, de to, kvindens krop og manden. Hun er på alle måder umyndig. Hun har ikke engang sin krop, allerede der er hun underlagt.
Manden, derimod, synes ikke at være belastet af en tilsvarende spaltning mellem krop og bevidsthed. Ifølge bagsideflappen udgør bogen en ’poetisk undersøgelse af et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde’. Poesien stiller sig her helt klart på kvindens side – hvilket jeg opfatter som en svaghed.
Trods kønslig partiskhed fortjener Klougarts bog ros for ret kompromisløst at gennemføre sit forehavende, at skildre begæret pinefuldt detaljeret. Det er udfordrende læsning, hvor sproget, trods sin lette skønhed, alligevel samler alt det grimme op der foregår. I HALLERNE er lyset aldrig slukket.
