Heidegger revisited – HEIDEGGER I RELIEF – PERSPEKTIVER PÅ VÆREN OG TID
For to år siden udkom den tyske filosof Martin Heideggers hovedværk på dansk. I en antologi diskuteres værket nu. Det er der kommet en rigtig fornuftig og saglig bog ud af.
Citat
Hvis den største gave, en filosof kan give i arv, består i det, som aftegner sig ved grænsen af det, han har tænkt, og aftegner sig netop i kraft af, hvad han har tænkt, så må man også forsøge at finde grænsen for Heideggers tænkning. Sådan en læsning af Heidegger, altså den som orienterer sig efter ’das Ungedachte’ hos Heidegger selv, er det, jeg kalder venstreheideggerianisme. Behøver jeg tilføje, at jeg opfatter det som den eneste rimelige læsning? […] Filosofiens læser må orientere sig efter det utænkte, hvis tænkningen skal have en aktiv appel for ham og ikke bare være ’tankegods’, man kan lære udenad.
(fra Søren Gosvig Olesens bidrag)
Martin Heidegger er en af det 20. århundredes største tænkere, hvilket ikke mindst kan ses i den enorme indflydelse, hans filosofi har haft i store dele af Europa, f.eks. hos Hannah Arendt, Jacques Derrida og Gianni Vattimo, helt til i dag. En del af hans originalitet ligger i hans brug af sproget, hvor man som læser af og til synes at befinde sig i dunkel mystik eller grænseløs kreativitet. Det er en filosofi, der har meget at byde på, men som også stiller store krav.
I 2007 blev hans (principielt stærkt uoversættelige!) hovedværk, VÆREN OG TID, oversat til dansk. Udgivelsen havde et solidt efterskrift på næsten 100 sider, som læsere af værket kunne bruge som forståelsesbaggrund til teksten. Samme år udkom Rune Fritz Nicolaisens store indføring, AT VÆRE UNDERVEJS. Når vi nu har både oversættelse og et par fine indføringer, er tiden derfor moden til HEIDEGGER I RELIEF, som den nye antologi hedder, og som ser på Heideggers hovedværk fra forskellige vinkler.
VÆREN OG TID rummer et hav af temaer, og HEIDEGGER I RELIEF berører langt fra dem alle, men de, som bliver undersøgt, bliver undersøgt med en generel grundighed. Antologien inddrager både den danske heideggerelev Løgstrup, noget så eksotisk som en ’gnostisk’ læsning af værket og en fremragende diskussion af Heideggers metodiske overvejelser.
Hvis HEIDEGGER I RELIEF alligevel kan siges at have en mere overordnet fokus, skyldes det, atVÆREN OG TIDS forhold til etik tages op i hele fire af de ni bidrag. Günter Figal nævner, at det, der gør bogen så mærkværdig, som den er, netop er sammentænkningen af fænomenologi, ontologi og etik, der ændrer begrebernes betydning afgørende. Thomas Schwarz Wentzer viser den aristoteliske etiks store betydning for VÆREN OG TID, noget lignende er Rune Fritz Nicolaisens ærinde, og endelig fokuserer Morten Sørensen Thaning på den kritik af VÆREN OG TID, der med bl.a. Gadamer påpeger, at Heidegger etisk set mangler en forståelse for den medmenneskelige dialogs betydning. Der er en spændende filosofisk pointe i at vise, at selvom et værk på overfladen undlader enhver tale om etik, alligevel i en vis grad kan være grundlæggende etisk rodfæstet.
Det mest sprælske bidrag står Søren Gosvig Olesen for. Det handler om, hvordan vi forvalter arven fra Heidegger. Idéen er her i tråd med Heideggers egen tænkning, der gang på gang pointerer, at det er spørgsmålet og ikke svaret, der er det interessante i filosofien – og hos Heidegger.
HEIDEGGER I RELIEF er med til at slå denne irriterende sandhed fast. Bogen er nok ikke for deciderede begyndere, alligevel kan HEIDEGGER I RELIEF klargøre enkle tematikker, som man som tørre pletter i et sumpet terræn kan træde på i jagten på forståelse af VÆREN OG TID.
