Heideggers laboratorium – DEN UNGE HEIDEGGER
Heideggers tidlige tekster er gennem den sidste årrække blevet genstand for fornyet interesse. Ny antologi viser hvorfor, men er bestemt ikke for nybegyndere.
Heideggers betydning for det 20 århundredes filosofi er indlysende. Flere filosoffer har udviklet store dele af deres filosofi enten i forlængelse af eller i opgør med (og i visse tilfælde begge dele) den tyske tænker. Indflydelsen skyldes, som redaktørerne også gør opmærksom på i antologiens forord, mest af alt hovedværket SEIN UND ZEIT. Det er her Heidegger gør sig endelig fri fra sin læremester – Husserl, og udtænker noget af den mest mageløse, mystiske og utilgængelige filosofi det forrige århundrede formåede at præstere.
Men der fandtes faktisk en Heidegger før SEIN UND SEIT, som er værd at beskæftige sig med. Dels fordi man i de tidlige skrifter, der strækker sig fra 1919 til 1923, kan ane hovedværkets centrale tanker i kim, og dels fordi den tidlige tænkning netop rummer elementer den senere Heidegger ikke synes at finde plads til. Antologien er således et forsøg på at favne begge disse sider i den tidlige tænkning, hvilket lykkedes ganske godt.
Centralt for den unge Heideggers tænkning står inspiration fra Husserl. Inspirationen er imidlertid langt fra umiddelbar overtagelse af husserlsk tankegods. Således er både Dan Zahavis, Søren Overgaards og Thomas Schwarz Wentzers artikler (bl.a.!) forsøg på at vise det tidlige faderopgør med Husserl.
En anden gennemgående inspirationskilde for den unge Heidegger er Aristoteles, som derfor ligeledes behandles indgående i flere af antologiens tekster. Jussi Backman viser i den forbindelse desuden Heideggers originale omgang med begreberne, ved en analyse af Heideggers omfortolkning og radikalisering af Aristoteles´ bevægelsesbegreb (kinesis), som i heideggersk optik belyser fundamentale dele af menneskets ontologiske struktur.
Af andre inspirationskilder antologien kortlægger, kan nævnes navne som Kierkegaard, Paulus og Luther. Disse mangfoldige inspirationskilder er alle sammen essentielle for at forstå Heideggers (den unges såvel som den ældres) omfattende tankeverden. Det er i dette tidlige, med redaktørernes ord, laboratorium, Heidegger langsomt finder sit filosofiske ståsted. Det er derfor ganske sigende at selv samme redaktører kalder deres introducerende artikel for VEJE – IKKE VÆRKER: DEN UNGE HEIDEGGERS SKRIFTER. Vejene går så både frem mod hovedværket SEIN UND ZEIT, men også i utallige forgreninger ud i det tyvende århundredes filosofi.
Oprindeligt stammer antologiens bidrag fra en international konference afholdt i København i 2002, der bar titlen DEN UNGE HEIDEGGER. Sålede er bidragene ikke forfattet med henblik på en let, pædagogisk indførelse i den unge Heideggers tankeverden. At kalde bogen for en introduktion ville i det hele taget være for meget af det gode, og den kan derfor ikke anbefales til folk, der vil beskæftige sig med Heidegger for første gang. Har man derimod et vist forhåndskendskab til værensfilosoffen, bidrager antologien ikke bare til en forståelse af Heideggers filosofi, men også til en påmindelse om hvor mangfoldig, kompliceret og perspektivrig denne filosofi er.
