Helgenkårede tåber – Ermanno Cavazzonni EKSEMPLARISKE IDIOTER
En ny(oversat) italiensk samling af småfortællinger omfavner det stupide.
Citat
For at leve har en enkelt idiot behov for mindst seks hektar jord, hvoraf en del skal være dækket af skov, en anden af eng, og der skal løbe en bæk eller i det mindste være en kilde, man kan drikke af. Om sommeren sidder idioten under træernes kølige skygge, helst i nærheden af bækken, og han udsætter sig kun for solens stråler, når ernæringsmæssige behov kræver det. Han har ofte høns omkring sig, for han omfatter dem med varme følelser. Så snart hanen finder et aks eller en orm på jorden og med en særlig galen kalder til samling, kommer idioten også farende og er ofte den hurtigste til at spise.
Ifølge Gustav Flaubert kræver det kun tre ting at få lykke og succes her i livet: stupiditet, egoisme og et godt helbred – med den vigtige tilføjelse, at uden stupiditeten er de andre to uden betydning!
Dette gælder dog på ingen måde for persongalleriet i Ermanno Cavazzonis EKSEMPLARISKE IDIOTER. Fjolserne i denne lille samling er stupide nok, men deres dage er præget af depression og ængstelse, og deres død er som regel brutal. De bærer rundt på vrangforestillinger – og det er ikke vejen til succes!
Vi hører bl.a. om den troende marxist Raffaello Pelagati, der forgæves søger at få anerkendt sin teori om, at Jesus kom til jorden med rumskib i følgeskab med de hellige tre konger, der – modsat Jesus, der i sin jordiske skikkelse blev ’borgerliggjort’ – således udgør kristendommens egentligt hellige kerne, om Doktor Dialisis altopslugende fodfetich, om familien Bassaninis søndagsudflugter, der altid ender i biluheld, og ikke mindst om en masse mere eller mindre vellykkede selvmord.
Cavazzoni har lavet en parodi på en kalender med historier om helgener – én historie per dag i en måned (plus en ekstra ’overtallig epilog’). I sit lille forord mere end antyder Cavazzoni, at vi alle er idioter, ja, at hele menneskeligheden bare bliver mere og mere idiotisk. Og hvem indrømmer ikke gerne at være lidt tåbelig nu og da?
Men Cavazzonis idioter er ikke elskelige tåber, men ulykkelige fantaster, hvis tanker uundgåeligt bliver til bekymringer, fordi de kun drejer sig om ét forehavende eller ét problem, som f.eks. hr. Vacondio, hvis halve liv ædes op af bekymringen over, at jordens rotation er ude af kontrol:
– Hvis der fandtes en Gud, sagde han, måtte han være en galning og en kyniker, som satte andres, det vil sige vores, liv på spil ved at lade os flintre af sted i næsten komplet mørke med 180.000 kilometer i timen i et trafikkaos af andre himmellegemer, der var slynget ud uden reglement, og hvor ingen anden undvigelsesmanøvre var mulig end at fortsætte ligeud med bind for øjnene og tørne sammen med det hele.
Cavazzoni skriver godt. Og idéen med at skrive en helgenkåring af idioterne og deres adfærd fejler – ligesom den groteske humor – ikke noget. Alligevel har den udprægede monotoni, der også ligger i de traditionelle helgenfortællinger, ikke kunnet undgås: en mand fast i troen må gå så grueligt meget igennem for til sidst at dø eller stå ensom tilbage – alene i besiddelse af forbindelsen med Gud, eller som vi ser hos Cavazzoni: med en sygeligt fiks idé!
Dette er sine steder lidt langtrukkent, men besidder også en portion barsk realisme, når man mindst venter det.
Så anbefalingen herfra må lyde lidt skødesløs: bladr og smålæs i EKSEMPLARISKE IDIOTER. Der gemmer sig nemlig et par mesterlige perler (f.eks. ’pyromaner’ og ’den realistiske romanforfatter’ og ’de fødte idioters republik’), som ethvert litterært dyr gerne sætter tænderne i. Selvom den overordnede idé både har fedtkanter og sener, der til tider gør den lidt svær at sluge.
