Helt, helt tom indeni – Kathrine Assels SNYDEÆG
Der er for lidt æg og for meget snyd over denne ellers sprogligt potente debutroman.
Citat
Som de der hvide striber, flyene efterlader på himlen. I virkeligheden er der ingenting. Andet end hvidt. Og hvid er ikke engang en farve. Alt, hvad der er hvidt, er bare ingenting. Hun er ingenting. En tom skal. Et snydeæg. Sådan et, man udhulede som barn og vendte på hovedet, så ikke engang ens mor kunne se, at der ikke var noget indeni.
Du husker måske stadig den frydefulde leg, der gik ud på at narre nogen til at knalde en teske ned i en tom æggeskal, du havde vendt på hovedet? Det gør Kathrine Assels i hvert fald, for i hendes lyriske debutroman er SNYDEÆG både titel og hovedmetafor for protagonistens eksistentielle tomhed. En tomhed, der desværre også er betegnende for romanen selv.
Den 30-årige Anna Engelsød sørger over tabet af sin enæggede tvillingsøster, der faldt/sprang ud af et vindue som ung. Sorgen blander sig med skyldfølelsen over, at hun engang bortadopterede en baby, hun ikke turde beholde. Dybt traumatiseret som hun er, føler hun sig ansvarlig for søsterens død. I virkeligheden er det hende, der fortjente at miste livet dengang, for hun var altid den svage-ste.
Det er alt sammen meget tragisk, men man får dog et vist pep af de korte lyriske sætninger og saftige sprogbilleder. Anna Engelsøds tvangstanker får hende til at se æglæggende edderkopper, blodige fostre og parringslystne mænd overalt. Fjernsynsskærmen giver fri passage til liderlige stuntmænd, meteorologer og solbrune Marabouchokolade-Don Juan’er. Og i prologen er Anna Engelsød ’på vej ud i rummet’ i en rumsonde (som senere viser sig at være en MR-skanner). Bogens ti korte kapitler fungerer som en nedtælling til liftoff på bogens sidste side.
Bag tvangstankerne ligger drømmen om at vende tilbage til mors mave, om at starte på en frisk, gifte sig med en læge og genføde søsteren. Men da slige foreteelser ikke hører til blandt de nemmest udførlige, skal man måske i virkeligheden forstå dem som udtryk for et dødsønske. Det er da også en pointe, at man ikke før til allersidst ved, om Assels tæller ned til liv eller død.
Også sprogligt ser man Anna Engelsøds virkelighedsforvirring. En traumatisk samlejeerindring kommer fx visuelt til syne i gule ting. Det starter med sæd, æggeblomme og citronfromage, men da ‘gult’ også indholder ordet ‘lugt’, gallopperer associationerne pludselig af sted i en helt anden retning: betændelse, bræk, ost og gammel remoulade.
På samme måde er den grønne farve både i Engelsøds drøm om en læges frelsende kittel og i en Netto-reklame for sund italiensk mad. Candyflosslyserød er Engelsøds erindring om barndommens tryghed, mens den rene røde er angsten for fordærvede fostre, blodige indvolde og en brunstig ræv. Alle tanker og følelser får farve, form, smag og lugt. Kort sagt: Idealplan bliver realplan – i én stor, sproglig pærevælling.
Udover den frydefulde kvalme, som Assels sanselige sprog fremkalder, er der dog ikke meget at hente i SNYDEÆG. Det er tilsyneladende meningen, at læseren skal slå løs på romanen med sin forventningsfulde teske og more sig over analogien mellem hovedpersonens eksistentielle og romanens tekstuelle tomhed.
Det gør denne anmelder bare ikke. Morer sig altså. For det underlige univers, Assels bygger op i romanens første halvdel, mister charmen i de sidste kapitler (og især sidste sides P.S.), hvor bogen klasker sammen – helt i tråd med sit eget koncept. Historien er ganske enkelt for deprimerende. Man orker ikke den trivielle pointe, at virkeligheden ’i virkeligheden’ ikke er så lyserød, som den ser ud, eksistentiel sandhed eller ej.
Hellere et råddent æg end slet ingenting.
