Henført af en øreflip uden hul – Mikkel Thykier FANCULO CREPA
Der findes nydelser, som ikke er genitale; en summen i fingerspidserne, for eksempel, kan føles diskret og overvældende på samme tid i FANCULO CREPA, Mikkel Thykiers fascinerende essay- og digtsamling.
Citat
Sådan er det: For mig handler sex (…) om at være fuldstændig raseret, ødelagt, og knap nok kunne bevæge sig, en tilstand, hvor hvert berøringspunkt mellem huden og verden er opsvulmet og ømt, og at selv i den tilstand er der én, der synes, det er værd at bøje sig over mig og med et kys helt konkret fylder mine lunger med ilt igen.
‘Du må nøjes med det her: et brev af lutter begyndelser.’ Sådan indleder Mikkel Thykier sin korrespondance med Gertrud Hellbrand om hendes roman VINTHUNDEN. Korrespondancen udgør én af de essayistiske tekster, som FANCULO CREPA er sammensat af, kun adskilt af korte prosadigte. Det er klart essayene, jeg er mest optaget af: deres smidige måde at udstikke og følge en tankes overraskende og vildtvoksende forgreninger. Deres originale læsninger af ikke bare forskellige værker, men nærmest hele forfatterskaber (især modpolerne Morti Vizkis og Niels Franks), er simpelthen utrolige. Ikke som udførlige og sammenhængende fremstillinger, snarere som en samling personlige læsenoter præget af undren og spørgsmål frem for sandhedsfulde svar. Læser: Det her er lutter begyndelser, dem må du nøjes med. Læsningen bliver ikke fattigere af den grund, tværtimod.
Når Mikkel Thykiers notater er formuleret som spørgsmål, vel at mærke spørgsmål til ham selv, skyldes det måske, at seksualiteten, bogens egentlige omdrejningspunkt, for ham at se har en undvigende karakter, som er beslægtet med en bestemt generthed. Noterne vidner om en ret vovet læsning, der ikke bare sætter materialet i spil, men også på spil – og i den forbindelse producerer selvbevidste misforståelser, mest fordi de giver plads til dét mig, alting tager afsæt i, til Mikkel Thykiers private blik eller ligefrem puls: ‘det hjerte, der er mit. Lad det banke.’ Det vil sige: til hans helt særlige stil og det temperament, som den er farvet af.
Temperamentet kommer nok allerkraftigst til udtryk i Thykiers kritik af Niels Franks forfatterskab. Den minder om et overgreb. Men hvad betyder det, at man som læser gøres til vidne eller gidsel i den sammenhæng? Når Thykier skriver, hvordan hans små kritiske nedslag udspringer af et vedvarende ubehag, slår det mig: måske gælder det om at udsætte læseren for et lignende ubehag, ikke som noget afledt og sekundært, men som en særdeles subjektivt følt følelse. For ubehageligt er det ord, der bedst beskriver, hvordan det føles at læse Thykiers skamløse ydmygelse og degradering af Franks klichéfulde forestillinger om (homoseksuel) maskulinitet – så hellere en seksuel orientering, der handler mindre om pik, penetration og udløsning end om berøring og uperforeret hud: “En øreflip uden hul, uden gennembrydning, er bare smukkere. Vanddråbeagtig.”
Indimellem bryder nogle nydelsesfulde småbilleder, sensuelle scener eller situationer ind i essayenes mere saglige passager. Hør bare her: ‘(…)at skrive ud fra erindringer, fornemmelser, de indtryk, læsning har gjort på mig, og langsomt omringe dem eller lade mig blive omringet af dem, det er – ikke den eneste mulighed for mig – men den bedste. Det er alligevel minderne, indtrykkene, der bæres med mig videre i livet, mælkebøttefnug, der svæver i vinden og lader en spinkel spore af kærlighed tilbage, tæt på en drengs læber.’
Det er sådan, man må forstå sensibiliteten: den findes i de mest subtile og minimale sansninger, i dét som kun lige akkurat lader sig registrere, som for eksempel et mælkebøttefnugs flygtige berøring af en drengs læber; den kræver et ‘mig’, som er parat til at krænge sig selv ud mod verden og den andens krop, træde ind i et resonansrum mellem indre og ydre, dig og mig, og blive bevæget på en så gennemgribende måde, at grænserne gøres urolige, vibrerer, og alting udvider sig, mens den hele, harmoniske krop og dens konturer næsten forsvinder. Det er dén erfaring, erfaringen af en radikal form for intimitet, som de forskellige teksters ‘mig’ funderer over og samtidig forsøger at miste sig selv i. I den forstand er sensibiliteten forbundet med en decideret selvudslettende kraft, som muligvis kommer til syne i de indmonterede sort-hvide fotografier af en skikkelse, der fremstår diffus og udflydende.
‘I mig er jeg død’, skriver Thykier et sted som et forsøg på at formulere en ny udsigelsesposition, der adskiller sig drastisk fra det traditionelle ‘jegs’ selvfremstilling. Og der er vitterligt intet subjekt, som handler ud fra nogen suveræn individualitet, i Fanculo Crepa, kun et magtesløst ‘mig’, der konstant bliver overtaget af noget andet, udleveret til ‘dig’, så at sige.
Tag imod den, Thykiers selvudlevering. Den er virkelig umagen værd.
