Hero, we honor thee – Niels Frank NELLIES BOG
Niels Frank har søsat en fantastisk speedbåd, der skyder sig frem med en toptunet, supersprogsproducerende tusindtaktsmotor. NELLIES BOG er folkelig avantgarde på sit højeste.
Citat:
Jeg , sir Undskyd ! og gåe op på til Onkle Benn ved Rorret hvor at han styrt Bådden , nu er Lysne bleven meget småe inden på lands men vors Båd lækker i mørkret , og lysner . Jeg , sir så til Onkle Benn sir , Jeg , Dét da , de Piger dér De da Flot ! eller DEJLIG . Han sir Pass Nu På Du ! ! Jeg , sir ; Pas På , Han sir Pas på , Jeg , sir ; Hvorfor ? Han sir , Dét er de jo Hukker’s ! ! Jeg , sir så nu så også Hukker’s . Han sir så Ja Pass På . 500 Dollar Hukker’s . Jeg , sir så 500 Dollar ! Så sir han ; Ja 500 Dollar Hukker’s
Det er meget svært at svare på, hvem Nellie egentlig er. Om han eller hun er mand eller kvinde, fremgår ikke med glasklar tydelighed (personligt hælder jeg til, at Nellie er en dreng med et pigenavn). Vi ved dog, at han er glad for film, kaffeslabberas, lagkage, sin Onkle Benn og tante Hellen, og at hans forældre er døde.
Rent biografisk er det også rigeligt, for Nellie er først og fremmest en stemme, som rabler derudad på en helt smadret syntaks og en retstavning, der er så ringe, at den nærmest går i minus. Den kan ikke forklares, men må læses (højt):
– Godav sir , Jeg , Godav , iggen. Vilde du ha Kafeslapperas ? Nej . Vi går rundtom i huset hvor at vi bor i Køknet i Stunen i den anden Stuen i Gangen i Onkles Kontor i Badværelset i det andet Badværelset i Soværelset og det annet i Garaggen i Haven i Forhavn og Baghavn og Terrarsen . Vilde du ha Kafeslapperas på Terrasen ? Nej.
NELLIES BOG handler ikke rigtig om noget, selvom den nærmest rene udsigelse er hægtet op på en historie om en forsvunden kusine, som Nellie leder efter på tværs af et udvisket USA og et absurd sammensat Mexico, for til sidst at vende hjem til sin døende onkel.
Nellies stemme er hovedsagen, fornemmer man. Den er så insisterende til stede, at man under læsningen mere lytter end læser. Man kan tydeligt høre, at Nellie taler klingende jysk, at han intelligensmæssigt nærmest er at sammenligne med en sinke, men samtidig også, at alt hvad han siger, sitrer med det talte sprogs følelse. Der er så heftig en musikalitet i det sprog, at det er en forkromet drøm at læse. Nellie er en maskine, der producerer skrift i et halsstarrigt tempo, og med en sikker sans for at smadre sproget konstruktivt i den forstand, at den forvredne tekst åbner op for ordene og ødelægger deres fastlåste betydninger og systemer.
Det ligger lige for at sammenligne Nellie med hovedpersonerne i Samuel Becketts mærkelige trilogi, MOLLOY, MALLONE DØR og DEN UNÆVNELIGE, hvor subjektet gradvist udviskes for til sidst at blive totalt oversvømmet af idiotens ustoppelige dåresprog. Når Nellie omtaler sig selv, er hans ’jeg’ omhegnet af kommaer og mellemrum ( , Jeg , ) og dermed afskærmet fra den omkringflydende øvrigtekst. Men den rabiate franskmand Louis-Ferdinand Céline må også fremhæves som en skyggeforfatter i det bibliotek, der har gjort Nellie mulig.
Mod slutningen af sit forfatterskab nærmede Céline sig et ideal om at fremskrive det talte sprogs følelse igennem det skrevne. Dette kunne ikke lade sig gøre med transskription og 1:1 gengivelse af samtaler. Tværtimod måtte det talte transponeres til skrift, så det fremstod med mundtlighedens følelse og klingede rent på en læsers indre skærm, men stadig var litterært bearbejdet. Om Frank har læst den sene Céline, ved jeg ikke, men jeg finder helt klart i NELLIES BOG en sanselighed, der peger i samme retning. Man er som læser nødt til delvist at demontere sin normale læsepraksis og i stedet lytte og føle sig frem.
NELLIES BOG er vel nok et avantgardistisk sprogprojekt, men det er også folkeligt på omtrent samme måde som Per Højholt eksempelvis var det med GITTES MONOLOGER. Det vil sige primært i kraft af sin humor og sin genkendelighed. Avantgarden bliver hurtigt tung og selvhøjtidelig, hvis den glemmer at lade folk grine, og heldigvis er det et af Franks bogs mest tydelige særpræg, at den også er ustyrligt sjov at læse.
Til sidst skal forlaget også have tak for, at de for en gangs skyld har taget sig sammen til at producere et bogobjekt, man kan være bekendt at sidde med i hånden. Der er virkelig kræset for detaljen, lige fra sidetallets fremtoning i en skæv, rød skrivemaskineskrift, til det fine lille postkort på bagflappens inderside, hvor et smukt skib majestætisk kløver vandene over indskriften: ’Hero, we honor thee, keeping safe your memory’. Kort sagt en perfekt indpakning til en skrift, der gør netop dette; konserverer en stemme, som i hvert fald vil blive hos mig længe efter endt læsning.
En retstavning som er så dårlig at den nærmest går i minus.
Jeg har ikke tid til den slags, for jeg er ved at læse Moby Dick.
Og dog, inspireret af Celine, måske, talesprogsagtigt skriftsprog, det lyder spændende alligevel, så det må blive næste projekt. Efter Melville …..