Hestevæddeløb og skoleskyderier – Clemens Meyer NATTEN, LYSENE, VOLDEN
Sammenlægningen af Clemens Meyers to bøger er en hvirvlende fortælling om fortabte eksistenser i det genforenede Tyskland. Man er som læser fuldt forvisset om, at der for hver af disse skæbner ingen lykkelig slutning er at finde. Det er direkte deprimerende. På en fascinerende måde.
Citat
’Om jeg er alene?’ Jeg skærer en grimasse i spejlet og siger: ’Ikke lige nu, men snart,’ og da døren går op, og en fyr står bag mig, vender jeg mig om, tager kvælertag på ham med venstre hånd, trykker ham op mod væggen og presser hans hoved ind mod fliserne. ’Du holder fingrene fra hende, dit røvhul, du holder bare nallerne væk.’ Han vil sige noget, men jeg holder så hårdt om hans hals, at han ikke kan få en lyd frem, og jeg lægger højre hånd mod hans mund og trykker hans hoved endnu hårdere ind mod væggen. ’Du holder dig væk, ‘ hvæser jeg i hans øre, ’du holder dine lortefingre for dig selv.’ Nu er han helt stille, helt ubevægelig, han trækker vejret hurtigt, og jeg kan mærke hans ånde på min hånd. Jeg vender mig om, og ser på ham i spejlet. Han er bleg, tavs. ’Undskyld’, siger jeg, ’du har ikke noget med det at gøre, røvhul.’
Efter den store succes med Meyers debutroman DENGANG VI DRØMTE har forlaget People’s Press valgt at samle dele af forfatterens to andre udgivelser på tysk, nemlig DIE NACHT, DIE LICHTER (2008) og GEWALTEN (2010), i én veloversat dansk bog. Det er lidt ærgerligt at skulle læse uddrag og ikke kunne få hele læseoplevelsen ved hver udgivelse med, for det fortjener de faktisk. Springet fra noveller, eller ’stories’ som Meyer selv kalder dem, i bogens første del til dagbogsformen i anden del er for stort og skaber mere irritation, end det tilføjer udgivelsen noget godt.
Det værende sagt, så er begge dele af NATTEN, LYSENE, VOLDEN fantastisk godt skrevet. Handlingen foregår i et vanvittigt fortælletempo, og som læser bliver man forpustet bare af at læse med, som i f.eks. novellerne ’Jeg er her stadig’ og ’Der kommer et skib’. Forfatteren springer avanceret mellem tid og sted, men holder kyndigt historierne stramme. Blandt andet på den måde holder han læseren til ilden og klinet til siderne.
Jeg havde dog følelsen af at skulle tage mig sammen, hver gang jeg løftede bogen for at læse videre, og sad med en klump i maven, som ikke forsvandt, før bogen var slut. Meyer beskriver i sine fortællinger mennesker på bunden af samfundet, og det er tydeligt, at ingen af dem har en chance for succes i deres bestræbelser på at løfte sig. Vi møder i bogens første del fattigdom, illegal indvandring, pædofili, trækkerdrenge, alderdom, ludomani i form af hestevæddeløb, racisme og vold. Masser af vold. Og altid ender det galt for de stakkels mennesker, som bor i tidligere DDR-byer og ikke har kunnet finde en plads i den nye sociale rangorden efter murens fald.
I anden del af bogen GEWALTEN er det, som om alle tilbageværende tabuer skal vendes, inden Meyer er helt færdig med os. Blandt andet i form af kapitlet ’German Amok’, som omhandler skoleskyderier – set fra gerningsmandens perspektiv. Læseren får i dette kapitel et indblik i forfatterens andet jegs forskruede, selvudleverende tankegang, og vi følger hans refleksioner i dagbogsform i et dundrende ridt gennem voldsfantasier og på togture gennem Tyskland.
Netop den førnævnte klump i maven viser for mig, at bogen virker. Den efterlader ikke sin læser ligegyldigt halvinteresseret, men prikker der, hvor det gør mest ondt. De mennesker og tanker, som Meyer ikke er bange for at kaste direkte i ansigtet på os, er alle skæbner, man kan identificere sig med. En moderne form for socialrealisme måske. Man genkender stilen fra hans debutroman, og det fungerer fandens godt.
Et par af figurerne fra den første del af bogen går igen i den næste. F.eks. hunden Piet, som er blevet gammel og svag, og manden Rolf, der virker som forfatterens alter ego. Desuden bliver motivet ’at rejse’ samt den rodløshed som hører til, understreget i begge dele af udgivelsen.
Forlæggeren har måske blandt andet i ovenstående, set en rød tråd, der sikkert har været én af grundene til, at ville sætte de to bøger sammen. Det fungerer bare ikke helt og ærgrer som sagt mere end godt er, når begge titler agerer bedst for sig selv. Men hvis man går ind til læseoplevelsen med dette in mente, er Meyers bog virkelig forrygende i al sin fordærvede forrykthed.
Denne anmelder glæder sig voldsomt til forfatterens næste roman, som er sat til at udkomme i Tyskland til efteråret.
