HHHJERNE! – Jacob Rask Nielsen EXODUS – BIND 3


I weekenden var det 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag hvor proletariatet fra hele Københavnsområdet i langsom zombiegang strømmer til Fælledparken, bevæbnet med ølkasser og megafoner. Derfor var det passende, at sidste del af Jacob Rask Nielsens zombietegneserie EXODUS udkom netop den 1. maj.

Eller sidste del er nu så meget sagt, der var mange bolde i luften da bind 2 sluttede, og bind 3 giver en tilfredsstillende, men dog meget åben slutning, så mon ikke der kommer nogle flere?

Det kan man i hvert fald håbe, for EXODUS er en yderst underholdende serie. I historien følger vi Hassan, Bernt og Viola som alle befinder sig på et hotel i København, da de døde begynder at vågne i Rigshospitalets lighus, og borgerkrig bryder ud.

Hassan er receptionist på hotellet og gyserentusiast, Bernt er hotellets kok og gammel knivkaster, og den højgravide Viola er den ene af hotellets to gæster – den anden gæst, Hr. Ecuador, får spist sit ansigt af de indtrængende zombier. De tre dræber i hobetal af indtrængende zombier, i blodige kæmpeblækklatter. Men de kan selvfølgelig ikke stoppe horden og ender til sidst på hotellets tag, uden nogen mulighed for flugt.

I bind 2 bliver de reddet væk fra taget af tre elitesoldater i en helikopter, som dog hurtigt styrter. På jorden igen møder de de mystiske soldater fra afdeling 9, som muligvis har noget med zombieudbruddet at gøre. Soldaterne forbarmer sig over gruppen, da Viola besvimer, og stikker dem en jeep fyldt med våben.

I det tredje og foreløbigt sidste bind, skal det brogede trekløver bekæmpe det væsen, som står bag zombificeringen af København, som viser sig at være intet mindre end en titanisk dæmon fra dimension X-17. Hvordan det forløber, må man selv læse sig til.

EXODUS bruger kun to farver, sort og hvid, men dem formår Nielsen at udnytte til det maksimale. De lidt barnlige kartoffelmænd passer godt til den humoristiske zombiefortælling. Han formår desuden at udnytte sidens rum med sine store hvide og sorte farveflader. EXODUS er et hurtigt, men effektivt fix til den hjernehungrende læser. Køb den!

Skrevet af Christian Jess Mark

Christian Jess Mark (f.1979) er cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling. Han var chefredaktør på LitteraturNu fra 2007-2017.

Skriv til Christian

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *