No highs, no lows – Ditte Steensballe ANDRE MENNESKER
Ni kølige fra kassen i novelledebut, der får dig til at føle som var du tilbage i halvfemserne.
Ditte Steensballe har tidligere haft sit navn på digtsamlingerne UNDER NATTENS SØVN og KUFFERT, men forsøger sig nu udi novellegenren med 9 korte af slagsen i ANDRE MENNESKER. Typen er den kølige psykologiske slags, som får en til at tænke på slutningen af sidste årtusind, hvor en stribe dygtige kvindelige forfattere sad tungt på dansk litteraturs fedtreducerede flæsk.
ANDRE MENNESKER peger først og fremmest tilbage på den æra, men også videre bagud mod sådan en som Peter Seeberg og dennes evner til at skildre netop bipersoner, eller det der hos Steensballe er ”andre mennesker”. Menneskerne vi møder hos Steensballe er alle (med en enkelt novelles undtagelse) beskrevet gennem førstepersonsfortællere. Fortællere, der vistnok for det meste er kvinder, men en enkelt gang helt sikkert en mand. Stemmerne synes ret ens og det betyder at novellerne kommer til at fremstå lidt vel genkendelige. Hvor novellernes gæstelister er et spraglet mix af nationaliteter, aldre og sociale tilhørsforhold, er deres værter svære at skelne fra hinanden.
Teksterne bærer præg af en udtalt lyst til at undersøge hvad mennesket er for en størrelse. Helt udtalt er det i ”Nedenunder”, hvor hovedpersonen har fundet et hul i gulvet hvorigennem hun kan høre samtalerne fra en psykologs konsultation. Resultatet bliver naturligvis, som i samtlige af novellerne, at det snarere bliver den iagttagende jeg-fortæller, der beskrives, end det er de egentlige ”andre mennesker”. At vi alle er ”andre mennesker” for ”andre mennesker” synes at være den umiddelbare, men nemme, konklusion.
Novellernes tjekkede coolness står i grel kontrast til handlingernes ganske dramatiske omdrejningspunkter, der tæller sværvægtere som psykisk sygdom, skilsmisse, uønsket graviditet, demens og søns nedstikning af fader. Resultatet bliver en lidt rigeligt tydelig udstilling af MTV-generationens fortærskede mantra ”No highs, no lows”. En stilistisk slægtning i isdronningen Helle Helles beskrivelser af daglig trummerum – hvidvinsmiddage og sidespring, der ikke bliver opdaget – er så forbandet meget mere foruroligende og velfungerende nakkehårsrejsende end den lidt for chokfikserede kølighed, vi finder i Steensballes tematisk overvægtige noveller.
Samlingens bedste tekst er den ene uden førstepersonsfortæller. I ”Lidt om Charles og Ingrid. Og Wagner” beskrives i en bittersød tone et ældre ægtepar og deres hverdag der bl.a. drejer sig omkring Charles’ besættelse af komponisten Wagner og Ingrids afsky mod selvsamme. Ægteskabets klaustrofobiske hygge udlægges tilstrækkeligt solidarisk med hovedpersonerne, til at man helt frydes over de tos små skænderier og jubler når de tager på deres bilture til Sverige, hvor Charles ”med dødsforagten begravet i baghovedet og et stort smil på læberne” klatrer i fjelde. Ægteparrets psykologi udfoldes langt bedre end de tidligere mødte jegers, og den mere hverdagsagtige tematik løftes hvor de øvrige novellers ellers tilsyneladende større dramaer i stedet blev til banaliteter.
Ditte Steensballes noveller er svære at sætte fingre på. Sprogligt og kompositionsmæssigt er de velfungerende små noveller, men det er som om der ikke er satset nok; som om det hele er kørt lidt for sikkert hjem. Der er så afgjort et potentiale i novelledebutanten, men som det er nu, er ANDRE MENNESKER hverken rigtig god eller rigtig dårlig. Den er bare sådan lidt midt imellem.
