Himmelgru – Roberto Bolaño FJERN STJERNE
Kapløbet mellem angst og fascination er tæt gennem hele Roberto Bolaños sprællevende fortælling om digterbødlen Carlos Wieder fra 70’ernes Chile.
Citat
Ibacache forsøger i sit arbejdsværelses ensomhed at fiksere billedet af Wieder. Han forsøger i en tour de force for sin hukommelse at forstå Wieders stemme, ånd, hans ansigt skimtet i en lang nats telefonsamtale, men lider nederlag, et bragende nederlag, der kan ses i hans notater, i hans prosastil, der går fra kæk til docerende (almindeligt hos de latinamerikanske artikelskribenter) og fra docerende til melankolsk, rådvild.
Kan man andet end elske en mand, der skriver latinske digte om døden med røgskrift på himlen over Chiles provinsbyer? Du ville nok sige nej. Men hvis han så samtidig er ansvarlig for snigmord og forsvindinger under diktatoren Augusto Pinochet er spørgsmålet pludselig sværere at svare på. I FJERN STJERNE kæmper Bolaños navnløse fortæller med fascinationen, mens han beretter om sine egne private minder fra møder med bødlen og forsøgene på at opspore ham efter diktaturets fald.
Jagten på Carlos Wieders sjæl begynder i de ungprætentiøse venstreorienterede litteraturklubber i Salvador Allendes Chile. Her kendes han som Alberto Ruiz-Tagle, der præsenterer sig selv som ‘selvlært’ uden at specificere i hvad. Pirrende, ikke sandt? Under Pinochet udvikler Wieder sit talent for pilotpoesi og forsvinder i øvrigt længere og længere ind i diktaturets hemmelige verden. Derfra tabes sporet, og han dukker kun op i glimt efter diktaturets fald, hvorefter eftersøgningerne begynder.
Efter fortælleren selv mister al kontakt med Wieder, causerer Bolaño sig adræt gennem vidneberetninger og rene spekulationer om hans færden. Wieders gang på jord flimrer som en luftspejling i Atacamaørkenen eller hans egen røgpoesi.
Bolaño spejler lystigt retsvæsenets forsøg på at finde frem til personen Carlos Wieder med fortællerens forsøg på at definere ham. Et usagt – omend absurd – ledemotiv: hvis man blot kunne give Wieders poesi en genre eller sætte hans kunst i bås, ville mystikken forsvinde og manden blive fundet og ført for retten. Ligesom den fysiske jagt leder til forskellige lande med blindgyder og falske spor, går jagten på hans væsen gennem mange facetter af chilensk og europæisk litteratur. Er han postmoderne? Er han surrealist eller måske superrealist?
Wieders temaer er tunge: død, skyld, fædreland, men hans poetiske ånd er let og flakkende. Samtidig er det fortællerens tese, at han først er digter – siden morder. Wieders spor strækker sig gennem flere kontinenter, adskillige underjordiske kunstgrupper og tarvelige kulørte udgivelser. Hans mest karakteristiske værker er – ligesom han selv, synes det – immaterielle: Røgen efter en flyvemaskine, to kommunistiske tvillingesøstre, der forsvandt, en fotoudstilling i en privat lejlighed i Santiago.
FJERN STJERNE er let at læse, men sværere at fordøje. Forført af fortællerens kværulerende, insisterende lige-ud-ad-landevejen gennemgang af højst mærkværdige og uforklarlige hændelser kan man som læser gå virtuel søvngang gennem bogens kapitler. Et sted efter diktaturets afslutning, hvor Wieders excesser antager mytisk karakter, blev det klart for mig at jeg måtte stoppe op, begynde forfra og tygge sætningerne ordentligt igennem.
En thriller, et litterært portræt eller et fortænkt bevidsthedsstrøm? Det er i hvertfald en oplevelse, som varmt kan anbefales.
