Af | 3. marts 2010

Hip hip hype! – Lars Kepler HYPNOTISØREN

Hemlig nemlig-taktik fælder ikke Sveriges nyeste krimi-celebs, der i den grad leverer spændingsvaren.

Citat

Via spejlet i gangen ser Simone at der er én der står bøjet over Benjamins seng med en sprøjte i hånden. Tankerne farer gennem hendes hoved. Hun forsøger at forstå hvad det er der sker, hvad det er hun ser.
– Benjamin? siger hun med ængstelig stemme. – Hvad laver I? Må jeg komme ind?
Hun rømmer sig, træder et skridt nærmere, og pludselig giver benene efter under hende, hun famler med hånden hen over skænken, men kan ikke holde sig oppe. Hun ramler ned på gulvet, slår hovedet mod væggen og mærker hvordan smerten begynder at brænde i hovedbunden.
Hun forsøger at komme op, men kan ikke længere bevæge sig, har ingen kontakt med benene, ingen følelse i underkroppen. Hun har en underlig pirrende fornemmelse i brystet, og vejrtrækningen bliver tungere. Synet forsvinder i nogle sekunder og vender så sløret til bage.

Normalt er det plottet i en roman, man refererer til med betegnelsen whodunnit. Men i vore hæsblæsende krimi-tider, hvor det realistiske og autentiske er ophøjet til gud, er indholdet i en forbryderfortælling åbenbart ikke virkeligt nok. Og i tilfældet Lars Kepler kom whodunnit derfor til at dreje sig om, hvem forfatteren var. Hvem ligger på lur med blod og indvolde i pennen, og hvordan kommer man i kontakt med ham? I Information bragte man sågar en artikel med titlen: Danske spor i gåden om den svenske krimikonge.

Nå, men det hører alt sammen fortiden til. Katten er ude af krimi-sækken, og vi kan vende os mod værket, der faktisk har hvem-gjorde-det som et vigtigt element i plottet.

Kepler-parret har ikke skrevet en politisk eller samfundskritisk krimi, men spiller på den menneskelige psyke og de relationer, der i sidste ende gør os til mennesker eller umennesker.

– Nålen ryster på hovedet, og Joona tænker at nogen myrdede Katja Ek på en meget voldsom måde og med stort raseri. To timer senere kom han tilbage, vendte hende om på ryggen og skar hendes gamle kejsersnit op.

HYPNOTISØREN føles som den perfekte film i bogform og viser, at gamle trick som suspense og cliffhangers ikke har overskredet sidste salgsdato, hvis man formår at skrue op og ned i plottet på en elementært spændende måde. Og selv om det er set før, så virker det sgu, når den samme fatale dag fortælles fra mange forskellige synsvinkler igen og igen.

Mit eneste kritikpunkt er, at romanen på et tidspunkt bliver faretruende overlæsset med personer og tråde, der trækker store veksler på Hercule Poirot-evnerne. Man trættes kortvarigt, men det ændrer ikke ved, at man 98 procent af tiden er jävla godt underholdt og sluger siderne helt frem til the final show down, hvor der ikke er sparet på bide-negle-effekterne.

Kriminalkommisær Joona Linna, der skal være en gennemgående figur i de næste mange bind, foldes klogeligt nok ikke helt ud, og der er derfor masser af plads til ham og hans historie, der kun antydes hist og her i første bind. Men det altoverskyggende spørgsmål, man stiller sig efter endt læsning af Keplers thriller, er: Hvor i helvete skal jeg finde et lignede krimi-kick, mens jeg venter på andet bind?

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også