Hippier, borgerdyr og kældermennesker – Audur Jónsdóttir DEM I KÆLDEREN
En intim middag for fire udvikler sig til en regulær farce i den tragikomiske ende i denne alt i alt fine islandske roman om familiefejder, ungdomsoprøret og nutidens ligegyldighedskultur.
Citat
”KLARA!” Svenni banker på døren. ”Hold nu op med din private familiefest på toilettet. Luk op!”
”Klara, kom nu med drengen og tal med os!” beordrer mormor.
”Lad mig lige tale med Klara,” siger far friskfyragtigt.
”Giv mig lige Klara,” beder mor.
”Klara”, hvisker Nonni.
”Kom nu ud, Klara!” råber Svenni.
”Hvor er Klara?” spørger Elin.
”Der er en mand, der gerne vil tale med Klara,” meddeler Boggi taktfuldt.
”Klara,” siger Bardi, da hun lukker badeværelsesdøren efter sig, katten gnubber sig op ad hans ben. ”Jeg forstyrrer vel ikke dit fine middagsselskab?” Han tager en slurk af en øldåse uden at flytte blikket fra hende.
Klara er 30 år og har en karriere og en lækker lejlighed at fornøje sig med. Alligevel bruger hun det meste af tiden på tungsindige refleksioner over tilværelsens tomhed og på at deprimere sig selv over nyhedsindslag og dokumentarfilm om alverdens dårligdomme. Heldigvis kan hun trøste sig ved kæresten og marketingchefen Svenni – et ’islandsk handyr’ af en mand, der er så dejligt selvsikker, at Klara ikke tør andet end beundre ham. Han ynder at invitere venner til middag og lave moderigtig mad ligesom de unge kokke fra fjernsynet, og det er til sådan et middagsselskab, at DEM I KÆLDEREN foregår.
Der er noget enormt trivielt og uinteressant over Klara og Svennis polerede, men indholdsfattige tilværelse, og langt hen ad vejen er det eneste, der forhindrer læseren i at drætte om af kedsomhed, Klaras drømmende erindringsbilleder fra hendes aparte opvækst. Men aftenen tager en dramatisk drejning, og så går DEM I KÆLDEREN faktisk hen og bliver et meget spændende bekendtskab, selvom handlingens troværdighed i samme omgang går i opløsning.
Klaras utålelige familie har for vane at trænge sig på i tide og utide, og den har ikke tænkt sig at lade hende og Svenni underholde gæster i fred. Først kommer Klaras søster forbi og parkerer sin søn, så hun selv kan gå ud og dyrke sin forkærlighed for sprut og stoffer. Senere bryder deres alkoholiserede hippieforældre middagsfreden, telefonen kimer uafbrudt, og porno- og grillmadsfetichisten Bardi, som bor i kælderen, står heller ikke af vejen for at blande sig. Klara bliver fanget i turbulensen og indser midt i forvirringen, at hun bliver nødt til at lægge sit liv om – en omlægning der starter hos Bardi i kælderen.
Der, hvor romanen er mest vedkommende, er i skildringen af konfrontationen mellem 68’er-generationen og nutidens unge eller unge voksne. Klara beundrer sine forældres generation for dens formål og vilje til at forandre verden. ’Jeg kan bedre lide dem end os’, hævder hun, men erkender samtidig, at hun er ’mere sin mor og far end de selv nogensinde har været’. Mere end i skænderierne mellem Klara og Svenni og hendes forældre foregår generationskonflikten i Klaras indre.
DEM I KÆLDEREN bærer præg af at være Jónsdóttirs debut som voksenbogsforfatter, og den har et par klare svagheder. Den har en uheldig tendens til at udpensle pointerne, og af og til må man desuden krumme tæer over uelegante indfald som denne sammenstilling af Klara og den smukke barndomsveninde Fjóla:
– Hun var en smuk og tom porcelænskop, mens Klara stillede sig tilfreds med at være et klinket lerkrus, fyldt med gourmetkaffe.
Der går lidt teenagedagbog i den, og selvom det sine steder egentlig er meget charmerende, er det oftere en torn i øjet på læseren. Men Jónsdóttirs sprælske og fantasifulde skrivestil, hendes flair for fyndige detaljer og hendes beundringsværdige evne til at skildre menneskesindets finere nuancer gør romanen til en opsigtsvækkende debut fra islændingen, som i øvrigt allerede er på trapperne med en opfølger.
