Historiehåndværkeren – Stephen King OM AT SKRIVE
Der er litteratur og Litteratur. Stephen King skriver ikke Litteratur. Det ved han godt. Og blandt andet derfor er OM AT SKRIVE en virkelig god bog om forfatterskabet.
Citat
Og jeg tror heller ikke på visse populære romanforfatteres påstand (selvom hun ikke er den eneste, tænker jeg på den afdøde Jacqueline Susann) om, at deres succes skyldes litterær værdi – at publikum forstår ægte storhed på måder, det småtskårne, jalousiplagede litterære establishment ikke kan. Den tanke er latterlig, et produkt af forfængelighed og usikkerhed.
Inden for skønlitteraturen er litteratur groft sagt alle værker af en nogenlunde kvalitet. Litteratur derimod – den med stort L – udgøres af et fåtal sande mesterværker. Genistreger med stort L. Stephen King har aldrig skrevet sådan et, men han har til gengæld skrevet en hel del udmærket litteratur og undervejs gjort sig en masse tanker derom. De vigtigste deler han med os i OM AT SKRIVE.
OM AT SKRIVE består af to uadskillelige beretninger. Én om Kings erfaringer med og principper i forhold til selve det at skrive romaner. Og én om en forfatters liv i og med litteraturen. Om Stephens lange kamp for at blive til Stephen King. Om hvordan King nær mister alt, først til stoffer og siden i et trafikuheld. Om hvordan kærligheden til sin metier bringer ham tilbage til livet. Og – nå ja – om en uforbeholden kærlighed til konen Tabby. For uden hendes uendelige overbærenhed og støtte var Stephen King aldrig blevet til.
Den oprindelige ide bag OM AT SKRIVE var, at den blot skulle være en bog om håndværket i det at skrive. Det er godt, at den ikke blev ved det. Ikke fordi der er noget i vejen med Kings råd og vejledning, men der findes simpelthen bedre bøger om skriveteknik.
King nævner selv THE ELEMENTS OF STYLE af William Strunk. Jeg vil tilføje Dwight Swains TECHNIQUES OF THE BESTSELLING WRITER. Det eneste område, hvor Kings bidrag er bedre end disse to, er i bogens mange pragmatiske råd til at komme igennem første udkast. Og så kan det i øvrigt nok berolige mangen en forfatterspire at vide, at selv Stephen King indimellem lider af skriveblokering.
Men bogen BLEV (u)heldigvis til mere end blot et skriveteknisk værk. Som følge af det nær fatale uheld i 1999, hvor King blev ramt af en varevogn – kort inde i første udkast til OM AT SKRIVE – fandt han vejen tilbage til livet via arbejdet med bogen. I kølvandet på ulykken, udviklede projektet sig til en slags meditation over livet med litteraturen samt en mulighed for King for selv at kaste dom over sit forfatterskab.
Den dom, King kaster, er bemærkelsesværdigt fri for forfængelighed eller svælgen i egen succes. Han bedømmer sig selv som en udmærket historiefortæller, og han er helt klar over, at litterær kvalitet og populær gennemslagskraft ikke er proportionale størrelser. Han hudfletter et par kendte bestseller-forfattere, og han forestiller sig, at der nok kun er Danielle Steele-romaner i helvede.
Højakademisk wannabelyrik, som er produktet af mangt et skrivekursus på universiteterne i USA, giver han heller intet for, men han har til gengæld næsegrus beundring for Faulknerne, Yeats’erne, og Shakespeare’rne, som han end ikke antyder, at han hører til iblandt. Kort sagt bilder King sig ikke ind, at hans bøger er stor kunst. De er godt håndværk – og det er han stolt af.
For selvom bogen egentlig er et memoir, er det metieren, der er sat i centrum. Hovedpersonen i Kings liv er ikke ham selv, men selve det at skrive. Det er det vigtigste (ud over familien – det skal han jo sige), og han forstår simpelthen ikke fabelagtige forfattere, der kun udgiver en enkelt bog i deres karrierer. For hvad bruger de så resten af tiden til? At fortælle en god historie er for King selve meningen med livet.
En sådan kærlighedshistorie mellem mand og hans værk er altså værd at læse – uanset hvilken mening man måtte have om Stephen King. Det vil nok endda overraske mangen en Kingkritiker, hvor enige de viser sig at være med King, hvis de bare giver ham chancen.
Tak til Hr. Ferdinand for genoptrykket, der giver alle os, der ikke læste den, da den udkom første gang i 2002, en chance til.
