Hjem er ikke her – Julie Sten-Knudsen HJEM ER EN RETNING
Meget fine ord og gode sætninger danner tilsammen en utrolig flot og læsværdig digtsamling fra debutanten Julie Sten-Knudsen.
Digt
GRÅ BY
For at kunne kikke
ind må du gå
ud. Stuerne fuldt
oplyst af gult
elektrisk lys
midt på dagen. Krystallysekroner
og samlerkunst, silkebetrukne
sart rosa sofaer. Blege
forblæste statsborgere råber
ind i mobiltelefonerne:
Det må du selv ligge og rode med.
…
Jeg holder meget at titlen på Julie Sten-Knudsens debutdigtsamling HJEM ER EN RETNING. Det lyder godt, og det lyder rigtigt, men præcis hvad det betyder, er jeg ikke sikker på. Måske er det denne usikkerhed overfor udsagnet, der er så dragende? At hjem er en retning, må betyde at hjem ikke er et sted, en retning er ikke engang en bevægelse. Kik i den retning, manden pegede i den retning, men fortsætter du i den modsatte retning fjerner du dig yderligere fra målet. Og det er så den anden side af betydningen, at hjemmet bliver målet, måske for tankerne, for eftersøgningen, ja for afsøgningen.
Og sådan kunne man med et analysesprog tale om Sten-Knudsens digte, de er en afsøgning af begrebet hjem. Hvad var det Jesper Klein sagde i reklamerne for mæglerfirmaet HOME? ’Hjemme er der, hvor man kan kradse sig, når det klør’, noget i den stil, med henvisning til at hjemmet og det private, eller som hos Sten-Knudsen identiteten, er begreber, der er tæt forbundne. Derfor starter det første digt i HJEM ER EN RETNING også meget selvcentreret ’jeg piller navle’ og fortsætter med en række løst forbundne udsagn der tilsammen tegner konturerne af en identitet: ’Jeg spiser gerne/ mad der knaser’, ’Jeg holder af/ at sove længe og at spilde/ min tid’, ’Jeg er ikke særlig/ hårdkogt’ og så videre.
Midt i denne opremsning træder sætningerne ’Jeg interesserer mig for/ at nå frem til noget/ vigtigt, noget der ikke/ vælter når man skubber/ til det’ frem som en – tror jeg – programerklæring for digtsamlingen. Hvad udgør et hjem, en identitet? Digtene gennemløber både konkreter: et ar på fingeren, murstenene der holder huset oprejst, steder der har været besøgt eller beboet, og abstrakter: en brudt kærlighed ’Du vidste alt/ om mig. Nu ved du ikke engang/ at jeg står her på broen’ (av!), minder fra en barndom, tid, sprog og den slags.
Digtsamlingen er en meget, meget fin debut, ja, eller den er en meget, meget fin digtsamling. Digtene bevæger sig ned af siderne i lange lige rækker, med korte sætninger der griber hinanden og skubber betydningen fremad, som i digtet ’Forveksling’:
– Det samme mareridt/ igen og igen, jeg vil ikke/ vil ikke være hendes ven. Vågner/ i en fremmed mands/ beskidte sengetøj, nøgen/ som en afvist/ asylansøger i et andet menneskes/ vold. Vinduet står åbent.
Enkelte digte i anden del skejer mere ud, men stemningen er den samme, fortalt af et lidt nostalgisk, let melankolsk og ganske opmærksomt jeg. Igennem de fire dele, der holder på digtene, sættes der stille og roligt ord på den længsel, man kan føle efter at finde frem til noget, der er vigtigt, noget der ikke vælter, når man trykker sig imod det.
