Af | 13. oktober 2011

Hjem til Østrig – Joseph Roth RADETZKYMARCH

Tag med på tidsrejse til før verden gik af lave.

Citat

Han traf den gamle i køkkenet til hans tjenestebolig, siddende i skjorteærmer ved det blankhøvlede bord, hvorpå der lå et mørkeblåt lommetørklæde med røde borter foran en stor kop dampende, vellugtende kaffe. Den knudrede, rødbrune stok hang på bordkanten og gyngede svagt. En rynket læderpung lå fuldt proppet med trevlet røgtobak halvt åben ved siden af den lange pibe af hvidt, gulligt tilrøget kridt. Dens farve stod godt til faderens mægtige, hvide overskæg.

’Jeg elskede dette fædrelands dyder og fortrin, og i dag, hvor det er dødt og borte, elsker jeg endda dets fejl og svagheder’. Sådan skrev Joseph Roth i et forord til RADETZKYMARCH, der udkom i 1932. Dette Roths hovedværk er blevet kaldt et erindringens forvandlingsspejl, og det, der driver forvandlingen, er nostalgi. Den omskaber fejl og svagheder til dyder og fortrin. Nostalgi betyder ’længsel efter at vende hjem’, og det er netop hvad Joseph Roth gjorde – han længtes hjem til sit fædreland, det østrig-ungarske dobbeltmonarki, som han med rædsel havde set styrte i grus ved Første Verdenskrigs afslutning. Men hvad er det så, han længes efter? Ja, det kan siges med ét ord, det er det overnationale.

Roths samfundsideal er karakteriseret ved at være netop overnationalt, hvormed Roth mente tolerant, mangfoldigt, dannet. I fortællingen KEJSERENS BUSTE fra 1935 beskriver han det overnationale ved hjælp af en metafor: Østrig er et hus med mange værelser med plads til alle slags mennesker. Dette overnationale ideal så Roth realiseret i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, som netop gik under på grund af den fremvindende nationalisme. For Roth ville nationalismen uvægerlig munde ud i barbari – man forstår, hvorfor Imre Kertész har sagt, at Roth bedre end nogen anden forstod, hvad dobbeltmonarkiets sammenbrud ville føre til af nationalistisk had, kulminerende selvfølgelig i nazismen. Roths nostalgi voksede begribeligvis kun i takt med, at den forhadte nationalsocialisme voksede sig stadig stærkere i hans samtid.

RADETZKYMARCH handler om tre generationer af slægten Trotta. Under slaget ved Solferino i 1859 redder Joseph Trotta Kejserens liv, hvorefter han adles og eleverer til et socialt trin, hvor han – som egentlig er en bonderøv fra Sipolje i Slovenien – aldrig finder sig til rette. Josephs søn, Franz, bliver jurist, mens hans søn, Carl Joseph, igen træder ind i hæren. Carl Joseph er romanens egentlige hovedperson, og vi følger ham, mens det mægtige monarki går mod sin undergang. Handlingen slutter dog, inden dets endelige fald, nemlig da Kejser Franz Joseph dør i 1916.

Noget af det fine – og der er meget! – ved RADETZKYMARCH er, at den aldrig forfalder til blot at være et nostalgisk partsindlæg for en forestillet lykkelig fortid, hvilket man kunne kritisere hans senere og stadig mere idiosynkratiske værker for. Hans portræt af dobbeltmonarkiet i RADETZKYMARCH har således også blik for det usigeligt sejge bureaukrati, der gjorde enhver form for spontanitet og glæde mellem mennesker til et brud på formerne. Tonen i romanen er således præget af både patos og ironi. Dens hovedattraktion er de livlige og billedskabende beskrivelser af denne sunkne verden af i går.

Det er godt, at Forlaget Rosinante genudgiver denne klassiker i mellemkrigstidens europæiske litteratur. Der er dog ikke tale om en nyoversættelse, blot en revideret version af Soffy Topsøes gamle fra 1933. Oversættelsen er sådan set udmærket. Det samme er revisionen, som reelt er en modernisering – for eksempel er originalens ’Knaster’, som før hed ’kanaster’, nu blevet til ’røgtobak’. Det giver god mening. Til gengæld er det en pinlig fejl, når der i kolofonen står, at romanen er oversat fra fransk. Det ville klæde vores danske sprog med en nyoversættelse af dette sprudlende og kloge romanværk.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også