Hjemsøgt – Taichi Yamada SKYGGELANDET
Sætter man ’intelligent’ foran ordet ’spøgelseshistorie’, har man betegnelsen for en udbredt genre i japansk litteratur. Hvor potent en genre det kan være, demonstreres i denne lille roman, som ikke er specielt uhyggelig. Men den er uhyggeligt god.
Citat
Jeg vidste, at jeg havde fået en slags depression, og at jeg var nødt til at gøre noget ved det. Jeg måtte se at komme videre med mit nye liv. Man kunne ikke synke lavere end at forære sig selv et slips.
Jeg stoppede brat op, som om jeg havde fået øje på et eller andet. Nedgangen til Ginza Station lå lige foran mig.
Jeg stod foran trappen til undergrundsbanen, og over den hang der et skilt, hvor de to retninger var angivet: Til Shibuya og Omote Sando – til Asakusa og Ueno.
‘Asakusa’. Det var det ord, der havde fået mig til at stoppe. Det syntes evigheder siden, jeg sidst havde set navnet på den bydel.
Jeg var født i Asakusa.
Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at japanerne gemmer på en sand guldgrube af usædvanlige litterære værker af høj karat. Nu har endnu en guldklump fundet vej til det danske bogmarked. Taichi Yamadas SKYGGELANDET er en bizar historie om familiære spøgelser med en suveræn skildring af en midaldrende mands ensomhed som drivkraft.
Yamada slipper nok ikke for at blive sammenlignet med nobelprisaspiranten Haruki Murakami, for ligesom mange af Murakamis værker beskæftiger SKYGGELANDET sig med det overnaturliges indtrængen i hverdagslivet. Men hvor Murakami gerne dvæler ved detaljerne, er Yamada væsentligt mindre åbenmundet. Hans profession som manuskriptforfatter smitter af på romanens stil, der er lækkert koncis og koncentreret. Det ser man allerede i de prosaiske indledningssætninger:
– Jeg havde forladt kone og barn og boede i en toværelses lejlighed, der ellers havde tjent som mit kontor. Jeg levede af at skrive tv-serier, så jeg tilbragte megen tid alene i lejligheden.
Den jordnære fortæller er den 47-årige Harada, som uden rigtig at ville vide af det er på vej ned i ensomhedens mørke dyb. Men da han fejrer sin fødselsdag ved at købe et slips til sig selv, indser han pludselig, at han må lægge sit liv om. For man kan vel ikke synke meget lavere end at forære sig selv et slips?
Harada tager til sit barndomskvarter, og så begynder der at ske mærkelige ting. Harada mistede som ung sine forældre i en ulykke, så overraskelsen er stor, da han møder en mand, der ligner hans far på en prik. Det hele bliver ikke mindre underligt af, at mandens kone ligner Haradas mor, og at de tager imod ham, som var han deres søn. Hos ægteparret finder Harada kærlighed og omsorg, og da han samtidig indleder et forhold til den hjertevarme Kei, virker det til, han har fået bugt med ensomheden. Men noget er ikke, som det skal være. Harada taber sig voldsomt, mister kulør – begynder at ligne et spøgelse, og det bliver tilsyneladende værre, hver gang han søger hjem til sine forældre, eller hvem de nu er. Harada må tage afsked, men det viser sig ikke at være så let.
Haradas eneboertilværelse i en mennesketom kontorbygning midt i Tokyos uendelige bilstøj gør sit til at skabe en uhyggelig ramme om fortællingen, men det er ikke gyset, der er i højsædet i SKYGGELANDET. Yamada koncentrerer sig om skildringen af Haradas indre kamp, hvor stolthed og selvtilstrækkelighed pludselig overvældes af fortrængte behov for at hengive sig til andre mennesker. Det er ganske enkelt forrygende smukt fortalt og leveret med en sjældent set præcision og finfølelse.
Yamada formår desuden at holde spøgelsesgådens løsning på behørig afstand af læseren, og man gætter lystigt løs, mens man suser igennem romanens 150 sider. At Yamada til sidst i romanen begiver sig ud i en mindre elegant gyserafslutning er en noget uforståelig disposition og en ridse i lakken i et ellers umådelig velpoleret værk. Men der skal meget mere til at forpurre det gode indtryk, SKYGGELANDET gør. Den er et gyldent eksempel på, at spøgelseshistorier kan andet end blot forskrække nervøse sjæle.
