Hjernens utilregnelige maskineri – Virginia Woolf BØLGERNE
Tanker har det med at flyde og svømme efter en lovmæssighed, der ikke sådan lige er til at regne ud. Det prøver Virginia Woolf heller ikke på i BØLGERNE, der netop er genudgivet i Rosinantes klassikerserie – hun tager derimod læseren med på en sejltur.
Citat
Og nu spørger jeg; ’Hvem er jeg?’ Jeg har talt om Bernard, Neville, Susan, Rhoda og Louis. Er jeg dem alle sammen? Er jeg én og særskilt? Det ved jeg ikke. Vi sad sammen her. Men nu er Percival død, og Rhoda er død; vi er delt; vi er her ikke. Alligevel kan jeg ikke finde nogen forhindring, som adskiller os. Der er ingen skillelinje mellem dem og mig. Mens jeg talte, følte jeg: ’Jeg er Dem’. Den forskel, vi gør så meget ud af, den identitet, vi passer og plejer så febrilsk, blev overvundet.
BØLGERNE fortæller om de seks kostskolekammerater Bernard, Neville, Rhoda, Louis, Jinny og Susan. Vi har nærmest at gøre med et traditionelt romanforløb, hvor vennernes livslinjer tegnes fra den tidlige barndom til alderdom. En syvende ven, Percival, introduceres, men vi hører kun om ham gennem de andre karakterer. Alle har de et forskelligt – om end nært – forhold til vennen, og han får en slags prismefunktion, i og med kammeratgruppens homogenitet, såvel som divergens, belyses igennem de forskellige fortællinger om ham. Han er kendetegnet ved sit fravær – stum og kort ind i fortællingen også død – men han er samtidig den, romanen spænder sine temaer ud over: forholdet mellem jeget og gruppen, mellem det ustabile og konstante ved selvet, mellem menneskelig diskontinuitet og kontinuitet.
BØLGERNE består af ni dele, der hver især indledes med et kort, lyrisk afsnit, som beskriver solens bevægelse fra solopgang til solnedgang, sådan at dagens cyklus kommer til at danne en stram ramme for de seks venners livscyklus. Alt derimellem er imidlertid mere løst. Her er det ikke stringens, der er prægende, men en strøm af stemmer og sanseobservationer, som udgår fra de seks karakterer og som gør det uklart, hvad der er bevidsthedsstrøm, og hvad der er ydre virkelighed. Stemmeskift markeres kun utydeligt i forbifarten, og det er ikke nemt – og i virkeligheden heller ikke frugtbart – at adskille hændelser eller personer fra hinanden. Woolf beskriver, hvordan mennesket har en ubehjælpelig trang til at afgrænse og definere sig selv, men også hvordan et sådant forsøg er umuligt, idet man sammensættes og indfiltres med dem og det, man omgiver sig med.
Virginia Woolf skulle efter sigende have kaldt BØLGERNE for et ’Play-Poem’, og navnet må siges i høj grad at være rammende. Romanen, der udkom på engelsk i 1931, er meget eksperimenterende i dens associative formsprog – det i tiden så populære stream-of-consciousness-modus – og skriver sig nærmest trodsigt op imod det traditionelle, lineære narrativ. Ligesom blandt andre James Joyce var Woolf optaget af at portrættere menneskets indre tankeprocesser mere end skabe meningsfulde sammenhænge, og hun forsøgte, ved at nedfælde teksten ’umedieret’, at give læseren indtrykket af at komme helt ind i hovedet på karaktererne. Sproget er for formfuldendt og smukt til, at denne effekt opnås – måske især med vores ’moderne’ øjne – men af samme årsag er det svært ikke at lade sig besnære. Ordene forfører og fører en med.
Forfatterinden Anne Lise Marstrand-Jørgensen har leveret forordet til romanen. En lettere rodet læsevejledning, der forsøger at give et rids af både romanens temaer, forfatterens liv og den litteraturhistoriske kontekst. Det er svært at hitte rundt i og kun lidet oplysende – hvorfor denne kedelige og fortærskede biografiske data? – men til gengæld udviser det en personlig begejstring, der ikke kan undgå at smitte.
Læs BØLGERNE, fordi det er et hovedværk i verdenslitteraturen. Læs den, fordi den er lærerig og sigende om sin tid. Men mest af alt, læs den, fordi du bliver taget ud at sejle på et forførende smukt – om end strømfuldt – hav.
