Hjerneskader i forstæderne – Christian Jungersen DU FORSVINDER
Man må give Christian Jungersen anerkendelse for ikke at have valgt det allermest oplagte emne for sin nye roman DU FORSVINDER. Hvem ville have forestillet sig, at man kunne skrive en rimelig interessant bestseller om hjerneskader i forstæderne?
Citat
Var Frederik sig selv for to et halv år siden da han kom hjem og havde købt en brugt orangerød Alfa Romeo? Vi havde aftalt at vi skulle have ny bil, men den bil? Så mange ekstra penge for stil og fart? Det havde vi ikke aftalt, og den var i den grad ikke ham – eller mig. Dengang havde ingen af os hørt om ’manglende impulskontrol’ som del af et ’orbitofrontalt syndrom’, og vi blev hurtigt glade for bilen. Endnu en gang kom vi til nogle måneder senere at synes Frederik havde gjort alting helt rigtigt.
Nej, vel? Gyldendal har vist heller ikke været for sikre i deres sag, hvorfor bogen er blevet markedsført som et etisk dilemma om, hvorvidt Frederik – hovedpersonen og Mias mand – kan drages til ansvar for det million(!)bedrageri, han begik imod sin gamle arbejdsplads, mens en svulst voksede frem i hans hjerne og ændrede hans personlighed. Det kan han ikke, kan jeg afsløre allerede her, fordi romanen gør det samme meget tidligt i fortællingen.
Men altså, Mia og Frederik har levet i et dårligt ægteskab i mange år. Frederik har engageret hele sit liv i sit arbejde og en række elskerinder, mens Mia, sulten efter kærlighed og en mening med livet, har brugt sin tid på at passe deres søn Niklas og indrette hjemmet. Indtil for tre år siden hvor Frederik pludselig begyndte at bruge tid sammen med sin familie og endelig blev den opmærksomme og spontane ægtemand, som Mia altid havde drømt om. Da Frederik får konstateret hjernesvulsten må Mia derfor modvilligt se i øjnene, at den elskelige ægtemand ikke kom tilbage til familien for hendes skyld, men fordi han var syg. Og det er romanens egentlige ærinde, nemlig Mias håndtering af Frederiks enorme svigt, både før og efter svulsten.
Romanen er ikke dokumentarisk, men hvert kapitel følges af en række billeder fra Mia og Frederiks hverdag. Deres ægteskabsbevis, deres hus, sønnens facebookprofil og udklip fra artikler og bøger, som Mia læser om hjerneskader. Billederne er nok tænkt som stemningsskabende tillæg til historien, men det dokumentariske islæt forvirrer også. Gør det overhovedet nogen forskel, om historien kunne være sand, eller om den er sand?
Og her er vi ved romanens akilleshæl, for selvfølgelig er den ikke sand. Ingen familier eller personer ville nogensinde opføre sig så stereotypt som Frederik og Mia. Det er kun i fiktionen (i bred forstand), at den slags personer har sin gang på jorden. Bogen er som DR-Dramas søndagsserier: der er aldrig nogen overraskelser i karakterenes handlingsmønstre eller noget syn på mennesker, der afviger fra hovedsporet.
Det har selvfølgelig den fordel, at vi let føler os hjemme i det fortalte univers, men samtidig den ulempe at man må sluge nogle ordentlige kameler for at acceptere historiens plot. Det er fx et grundpræmis i fortællingen, at mænd har en seksualitet, der er væsensforskellig fra kvinders og derfor er normale mænd som hovedregel deres koner utro. Er det virkelig Jungersens egen erfaring, eller er det bare en hovedløs gentagelse af en populærkulturel stereotyp?
Jeg tror, det er af samme grund, at jeg er lidt rådvild omkring vurderingen af romanen. Ja, jeg slugte den på et par dage, jeg var virkelig oprigtigt fanget af historien og det var virkelig interessant at blive klogere på psykiske lidelser, som vi åbenbart alle potentielt render rundt med. Men jo, jeg kedede mig også til sidst og hvor blev jeg træt af Mias karakter. Kunne hun dog bare en enkelt gang puste sig op til at være mere end en todimensional fiktion.
