Hjerteblind – Julia Franck MIDDAGSFRUEN
Francks familieroman er en vigtig, men desværre også søvndyssende beretning om, hvordan en jødisk pige må opgive at være menneske for at overleve Nazityskland.
Citat
Stanken, dér var den igen, hendes hals snørede sig sammen, hun var ved at kaste op, hun sank og ville ikke trække vejret længere, ikke det mindste åndedrag. Et onde, den lugt, ikke ådsel, kun snavs, modbydeligt snavs. Hvordan kunne det være? De var kommet væk fra dem, fra kreaturvognene, de holdt bag dem, helt sikkert. Et nys. Hun vendte sig om. Neden for stammen, i den grube, som rodnettet, der ragede op i himlen, havde efterladt, krøb et menneske sammen. Hun åbnede munden, hun kunne ikke skrige. Hendes skræk sad så dybt, at der ikke kom en lyd ud af struben på hende. Manden havde dukket sig, han havde grene over sin krummede ryg, hovedet kunne ikke ses, han borede det ned i jorden, sikkert, fordi han håbede, at han forsvandt og ikke blev set. Han rystede så voldsomt, at de visne blade på grenene, som han havde dynget op over sig, raslede. Det knagede igen. Han havde tilsyneladende svært ved at holde sig i ro, så intet rørte ved ham og han ikke rørte ved noget.
Det er stærke sager, læseren bliver præsenteret for i Julia Francks solide slægtshistorie MIDDAGSFRUEN. Det er historien om en østtysk families forfald i det verdenskrigshærge(n)de Tyskland, og om hvor galt det kan gå, når mennesker under ekstremt pres tvinges til at lægge deres menneskelige side fra sig.
I den hjertegribende prolog efterlades den syvårige Peter af sin mor på en kold banegård lige inden Anden Verdenskrigs afslutning. I tre efterfølgende dele får vi den skrækkelige historie om, hvordan det dog kunne komme så vidt. De halvjødiske søstre Helene og Martha vokser op i et bogtrykkerhjem i den østtyske provinsby Bautzen. Moderen er sindslidende og er ude af stand til at føle kærlighed til andre mennesker. Faderen lider tyfusdøden efter at være blevet kvæstet under Første Verdenskrig.
Hos en rig tante i Berlin kan de to søskende for en stund leve tyvernes vilde bohemeliv. Men så bliver Martha syg af sit morfinmisbrug, og Helenes forlovede dør kort før deres bryllup, og hun tvinges til at gifte sig med en led satan af en nazist for at få fat på de arierpapirer, der kan redde hende fra kz-lejren. De får sønnen Peter, men undervejs har strabadserne tampet ethvert moderinstinkt ud af hende. Den engang så følsomme Helene er nu lige så følelseskold som sin mor.
I et interview fra oktober i år fortæller Julia Franck, at MIDDAGSFRUEN bygger på autentiske hændelser: Hendes egen far blev også efterladt på en togperron af sin mor efter Anden Verdenskrig. I tråd med den vendiske høstmyte om middagsfruen, der slår ihjel, hvis ikke man fortæller hende en historie, er Francks roman et forsøg på på terapeutisk vis at komme overens med sin indre middagsfrue.
Det har hun gjort så dygtigt, at MIDDAGSFRUEN – som forsiden ublu reklamerer med – i 2007 vandt Deutscher Buchpreis. Før man går helt i flitsbue af benovelse over dét, bør man dog bide mærke i, at Deutscher Buchpreis uddeles af Börsenverein des Deutschen Buchhandels, og at man derfor rimeligvis ikke kan forvente helt så stor litterær kvalitet, som hvis det havde været en regulær kritikerpris.
Det klinger måske lidt arti-farti-elitært, men ikke desto mindre er romanens første to tredjedele – trods forventningen om det modsatte – en ganske uspændende oplevelse. Autentisk eller ej, MIDDAGSFRUEN er jævnt kedelig både mht. karakteropbygning, komposition og psykologi. Handlingens elliptiske gentagelse af moderens ’hjerteblindhed’ (som romanen kalder det) i Helene er elegant, men forudsigelig. Og den fortælletekniske afspejling af protagonistens følelsesmæssige distance har den uheldige konsekvens, at man ikke rigtig magter at føle medlidenhed med nogen af de sørgelige skæbner, hvorfor personernes handlinger ofte fremstår umotiverede og uforståelige.
Det er trist, for MIDDAGSFRUEN er et vigtigt vidnesbyrd, som fortjener at blive fortalt, så det kryber helt ind under huden og bliver siddende.
