Hjerter må ikke lukke sig – Geir Gulliksen HISTORIE OM ET ÆGTESKAB
Gulliksen skriver med en særlig syngende rytme om det evigt aktuelle emne: Parforholdet. Bogen er et kammerspil om, hvordan et moderne menneske gebærder sig i det.
Citat
Hun blev mødt med en så lyttende hengivenhed, mange måtte leve uden den, mange ønskede sig den. Hun havde levet med den ømhed og omsorg så længe, hun var blevet vant til den, var måske blevet forkælet af den, ville nogen have sagt, eller måske begyndte hun bare at blive træt af den. Hun var ved at bevæge sig videre, ud af vores verden, den som hun og jeg havde sammen, ind i noget andet. Men hun vidste det ikke endnu, at jeg ikke kunne nå hende. What a waste, hun ville smide det hele væk.
Rørt til tårer lukker jeg bogen i. Det er længe siden, jeg er blevet så berørt af en tekst, at jeg har følt mig nærmest befalet til at holde fast i det, jeg har kært. Jeg skynder mig hjem for at holde om min kæreste.
Det rørende opstår i Jon og Timmys kærlighedsforhold. De er begge gift, men møder hinanden, som folk nu engang møder hinanden: Timmy var børnelægen, der tilså Jons datter. De to begynder at se hinanden, de bliver forelskede, føler sig uovervindelige og heldige og lykkelige. De bliver skilt fra deres respektive ægtefæller for at forfølge det liv, der nu er deres.
De aftaler at dele alt. Alle samtaler, alle tanker, alle små uundgåelige begærlige blikke mod andre: ‘Og hun kunne lide det der skete mellem os når hun fortalte mig om andre mænd som hun havde set på, eller som havde set på hende’. Begæret til andre bliver central i deres seksuelle spil, de er ikke hinanden utro, men de gennemlever muligheden sammen verbalt. Ofte. Og det bliver skæbnesvangert, da én mand bliver så central for Timmys begær, at hun langsomt glider væk fra sit forhold til Jon.
– Vi ville leve sammen, ikke i hver vores adskilte kvinde- eller mandeverden. Vi ville være hinandens fortrolige, vi ville have de bedste og mest intime samtaler med hinanden, ikke med andre tilfældige venner. Og det klarede vi. Vi klarede det lige til fortroligheden fik hende til at betro sig om noget hun burde have holdt for sig selv.
Det er Jon, der ser tilbage på sit forliste parforhold. Deres forhold var så rosenrødt, så perfekt, både i deres egne og omverdenens øjne, at skilsmissen var utænkelig. Det er derfor, han sætter sig for at undersøge, hvad der gik galt.
Jon er bogens jegfortæller, der prøver at formidle historien om sit ødelagte parforhold ved at sætte sig i Timmys sted. Hun har ofte fokaliseringen. Jeg’et kan tage ting på forskud, han ved mere end læseren, og det bruger han som våben mod læserens blottede følelser, læserens sympati for Jon og Timmy som par. Vi bliver indhyllet i både hans og Timmys følelsesliv med sætninger som ‘hun syntes allerede dårligt om…’ og ‘det var også typisk, allerede’. Det er, som om jeg’et varmer op til fremtidige hændelser. Og den synsvinkel bidrager i høj grad til intensiteten. For Jon virker til at være ovenpå situationen, han har styr på den. Han fortæller Timmy, at hun er tiltrukket af ‘Handsken’ (som Jon kalder Timmys nye ven), før hun selv får muligheden. ‘Det var en slags vittighed mellem os,’ forklarer Jon, ‘vi gjorde hans tilstedeværelse til noget vi delte’. Men da de så endelig har sex, Timmy og Handsken, kan Jon ikke mærke det. Han har mistet taget i Timmy, mistet forbindelsen til hendes følelsesliv. Og det er dér, læsningen bliver ubærlig, fordi jeg får så ondt af Jon, og fordi jeg ved, hvad der kommer til at ske, det har jeg’et sørget for: Jon fortsætter legen, men Timmy er ikke med længere. Hun har flyttet sig, uden ham, flyttet sig væk fra det liv, der var deres.
Jon og Timmy er moderne egoister. Jon er hjemmeskrivende journalist, tager sig af madlavning, opvask og børneliv, mens Timmy er læge, forsker i nye projekter, løber og står på ski. De er begge glimrende billeder på det selvcentrerede individ, der sætter ‘mig’ før ‘vi’. Jons overbevisning om, at han skal lade Timmy fuldende sig selv alene fungerer nemlig ikke som en god gerning, han opmuntrer kun til hendes egoistiske færden, hvilket kun gør afstanden mellem dem større. Altså er han medskyldig. Det er meget befriende, at Jons planer ikke fungerer efter hensigten, for den selvcentrerede tilgang til livet kan være utrolig kvalm at læse om. HISTORIE OM ET ÆGTESKAB er nu langt fra kvalm læsning: Det virker, som om Gulliksen selv prøver at stille spørgsmålet om, hvad der egentlig er galt med at tage hensyn til hinanden, og tænke i ‘vi’ i stedet.
Kammerspillet i HISTORIE OM ET ÆGTESKAB rørte mig, sproget er let, dansende og ubesværet, og Gulliksens beskrivelse af et parforhold i krise virker som en manual over what not to do. Alene af den grund er den anbefalelsesværdig. Jeg håber at bogen vil forfølge mig længe endnu.
