I højere luftlag – Richard Bach JONATHAN LIVINGSTON HAVMÅGE
Børnebogsklassikeren fra 1970 er kommet i ny udgivelse. Et ekstra sidste kapitel understreger dens nyreligiøse flirten, men gør intet videre for historien.
Citat
‘Hver af os er i virkeligheden et billede på den store måge, en forestilling om frihed uden grænser,’ plejede Jonathan at sige om aftenen på stranden, ‘og præcisionsflyvning er et skridt fremad mod at udtrykke vores sande natur. Vi må skille os af med alt, hvad der begrænser os.’
Jonathan Livingston Havmåge kan flyve som ingen af de andre måger i hans flok. Når de andre følger fiskekuttere, er han langt ude over havet for at teste sine vingers kraft og bryde sin maksimalhastighed. Ulig resten af flokken, som bevæger sig på de nedre planer i den maslowske behovspyramide, er det gode liv for Jonathan selvrealisering og en dybere mening med tilstedeværelsen.
Han hører ikke til, udstødes og hentes op i en anden, højere dimension af de hvide måger, som med buddhistiske one-liners lærer ham, hvordan kroppen er et hylster, og hvordan man kan rejse i tid og rum.
– Chiang talte langsomt og betragtede den yngre måge yderst opmærksomt. ‘For at flyve så hurtigt som tanken, til hvor som helst det skal være,’ sagde han, ‘må du begynde med bevidstheden om, at du allerede er ankommet.’
Jonathan lærer alt, hvad læres kan, og beslutter sig for at vende tilbage til sin gamle flok for at oplyse den. Også de andre måger skal høre hvordan man opnår erkendelse og udnytter sit fulde potentiale. Kodeordet er kærlighed.
Mange kender og elsker den klassiske new-age børnefabel fra 1970. Bogen er lavet som en oplæring for barnet i troen på at være bestemt til mere i livet end bare at overleve. Med selvrealisering kan alle nå det frie, oplyste liv.
Med en blanding af flyveteknikerens connaisseur-blik og en buddhistisk eller nykristen livsanskuelse i grundtrin, fortæller forfatteren Richard Bach om mågens liv på vingerne. Til dette har fotografen Russel Munson taget en række levende sort-hvid-billeder, som har fulgt bogen siden første udgivelse. Så langt så godt.
I sig selv er det en sympatisk tanke at ville skrive om de større spørgsmål i livet. Det leder tankerne hen på andre store børnebøger, som f.eks. Astrid Lindgrens BRØDRENE LØVEHJERTE, som ikke er bange for at behandle temaer som livet efter døden og sorgbehandling . Man må således give credit til 70’ernes og vel også nutidens børnelitteratur for at turde tale om andet end kæledyr og småproblemer. Det kunne endda voksenlitteraturen til tider lære af.
Hele grunden til denne genudgivelse er dog en tilføjelse af et ca. 10 siders langt sidste kapitel. I dette behandles temaer som misbrug af religion og afgudsdyrkelse.
I efterordet fortæller forfatteren, hvorfor han følte det nødvendigt nu at udgive kapitlet, som har ligget i hans skuffe lige siden bogen første gang kom på markedet.
Hele historien kædes sammen med vores nutids overvågningssamfund, som ikke lader megen plads være tilbage til det frie liv. Den yngre forfatters stemme toner igennem til den nu ældre:
– ‘I dit enogvtyvende århundrede, som er begrænset af autoritet og ritualer, har det nu travlt med at kvæle friheden. Kan du ikke se det? Det har planer om at gøre jeres verden sikker, ikke fri.’
For tydeligt bliver bogen også i sidste kapitel en politisk kommentar. I det hele taget er det anken mod JONATHAN LIVINGSTON HAVMÅGE. Her er ikke rum til selv at kunne komme til nogen form for erkendelser eller tolkning. Bogens nyreligiøsitet og slet skjulte politiske dagsorden bliver simpelthen alt for meget.
Men vil man lære sit barn om selvrealisering, og er man med på Bachs præmisser, så er den nu 55 år gamle bestseller ikke værst. Med eller uden det sidste kapitel.
