Højholt er ikke en støvsuger – Morten Søndergaard SHOW-BIX & PER HØJHOLTS MEDIEBEVIDSTE PRAKSIS
Morten Søndergaard dokumenterer i ny bog Per Højholts glemte eksperimenter uden for bogmediet omkring 1970. Show-Bix var navnet. Mediet var budskabet.
Citat
Rundkredse, omkredse, omkredsning, cirkulation, cirkel, Chr II, Rundt på gulvet, Rundtenom, Enebærbusk, kredse, kredsninger, omringet, rundt i ring, Ring i ring, rundttur, Kørom, Koldskål, 4. politikreds. Århus amt, omgang m. opera, musik etc. omgangsform, omgangskredse
Fra Per Højholts noter til stykket Omringning
Per Højholt er den kloge gigant i nyere dansk litteraturhistorie. En god tommelfingerregel siger, at uanset hvilken bog man åbner, så har Højholt været der og afsløret alt. I en ny bog føjer lektor i interaktiv mediekunst ved Aalborg Universitet Morten Søndergaard et nyt og hidtil upåagtet område til Højholts virke, nemlig det kortvarige sideprojekt Show-Bix, som Højholt bedrev i årene omkring 1970. Bogen er et bearbejdet udtræk af Søndergaards Ph.D.-afhandling RUMPUNKTERINGER (2007), som igen tog afsæt i en enestående Højholt-udstilling på Museet for Samtidskunst (2004), hvor jo blandt meget andet Christian Yde Frostholms animering/filmatisering af Turbo, TURBO PÅ ORDET, blev vist. Nej, Søndergaards bog er ikke ligefrem hastet igennem.
Show-Bix var et band (eller mere kedeligt: en kunstnergruppe) bestående af Poul Ib Henriksen og Gunner Møller Petersen udover Højholt selv. Fra hver sin kunstdisciplin sammenføjede de visuel kunst, elektronisk musik og litteratur i et tværdisciplinært udtryk, der gjorde udfoldet brug af båndoptagere, radio, TV, dias, film, videoprojektion og teatralske virkemidler. Søndergaard gennemgår minutiøst arkivalier og sparsommme reminiscenser fra disse såkaldte shows, der blev opført ganske få gange for ganske få mennesker.
Søndergaard kalder Show-Bix’s smeltedigel af et kunstprojekt for ‘mediebevidsthedens praksis’ eller i bogens afslutning ‘en kunstpraksis i mediets tegn’ og adresserer dermed forehavendets optagethed af nye medier og deres muligheder. Vi befinder os et sted mellem performance og installation med spæde surroundsound-effekter, roterende diasfremviser og kunstnerne i funktionærroller iført uniform og pandelamper.
I et regulært visuelt overskudsgilde tilvejebringer SHOW BIX & PER HØJHOLTS MEDIEBEVIDSTE PRAKSIS skitser, tegninger, partiturer, rekvisitter og fotos brugt ved forestillingerne. Søndergaard insisterer på at gøre disse sekundære spin-offs til det egentlige. De fremstilles som en slags overleverede relikvier, der korresponderer med fortidens live-forestillinger. Tydeligt er det i hvert fald, at omgangen med improvisation og vilkårlighed i Show-Bix-udtrykket er nøje skemalagt og efterrationaliseret. Kaos viser sig at være kontrol, og så kender man sin Højholt.
Søndergaard bruger sine akademiske kræfter på at fundere over betingelserne for denne tilgang til kunstværket gennem sporadiske dokumenter og rekvisitter. Over lange stræk bliver det bogens egentlige ærinde. Det er selve ‘muligheden for at forholde sig frit og kommunikerende til stykkerne/produktionerne, og den måde de blev til på, der skal bevares.’
Det er et prisværdigt arbejde, som Søndergaard har begået, og det er åbenlyst lykkedes at hæve hidtil underbelyste positioner i Højholts værk op til overfladen. Søndergaard foreslår flere forbindelseslinjer ud og ind af Højholts forfatterskab, bl.a til Højholts turnévirksomhed med GITTES MONOLOGER, hvor mange af Show-Bix-ambitionerne blev realiseret. I modsætning til Show-Bix fik Højholt nu et reelt publikum.
Alligevel synes jeg nok, at Søndergaard oversælger Show-Bix’s betydning, ikke blot for Højholts forfatterskab, som der refereres vel løseligt til, men også i forhold til samtidens kunst. Man får et indtryk af, at Show-Bix var helt alene om at ville bryde grænser i 1960’erne. Dertil opstår der også en mængde mere eller mindre upræcise koblinger i Højholts forfatterskab og i litteraturhistorien som sådan, idet Søndergaard er benhårdt orienteret mod sit mediefokus og mod, at Show-Bix skal være centrum.
Endelig er der noget med Søndergaards metaforbrug. ‘Højholt er en støvsuger’, lyder det ganske kvikt men også forvrøvlet. Søndergaard er specielt glad for verbet punktere, som bruges til at italesætte det forhold, at et etableret værdisæt angiveligt tømmes for selvsamme værdi i og med Højholts/Show-Bix’s greb. Fint nok, men i Søndergaards ekstensive brug af punkteringer (forstadskvinder, kunstens ramme, modernismen er blandt ofrene), kommer selve billedet og dets duelighed til at fylde vel meget i forhold til dét, metaforen skulle sige noget om. Ikke mindst i forhold til hovedpersonens eftermæle kunne man godt have forventet en helt stram snor i metaforen.
