Højt at falde – Peter Højrup ISLAND
Utroligt at så spontant hårdtslående og flydende skrift kan eksistere midt i en tjæregrød af omklamrende depression over alting. Heldigvis kan den sagtens det i Peter Højrups ISLAND.
Citat
Jeg åndede ud og ud, men fik ingen ny luft ind, alt imens min ærgrelse over, at jeg ikke kunne skrive det, jeg ville og måtte skrive, piblede ud af mig i samme rasende tempo, som forestillingen om øen og det kæmpeværk, det ville blive, hvordan det ville forandre alt, ikke kun for mig men for dansk litteratur, ja, for litteraturen i det hele taget, et helt igennem revolutionerende værk som osv. osv., og jeg åndede ud og ud, mens frustrationskvælerslangen klemte om mig, så min ånde, der, mens den stadig var i mine lunger, var et rent og lysende storhedsvanvid, blev sort og flydende som tjære og klæbede til mine læber og hang i lange uforløste tråde, der gjorde mit hoved, der før havde været så let og fuldt af ideer, tungt. Nu vil jeg gerne dø, havde jeg tænkt, og den sorte slim tyngede mig, trak mig ned mod jorden, så jeg smeltede sammen med den sø af desperation, mit mesterværk havde klemt ud af mig, endnu inden jeg havde skrevet et ord af det.
Det føles som at være i selskab med en depressiv hund, der med ujævne mellemrum ryster vand ud af pelsen i hidsige rusk, mens den lader en blafrende glædestunge oversavle sine omgivelser. Peter Højrups første roman (han har skrevet mange andre ting end romaner) ISLAND forsøger at lukke sig om sig selv, men det kan den slet ikke finde ud af. I stedet sprænger den konstant i luften, som den vulkanklump af en eruptiv ø, der lægger navn til udgivelsen.
Visse begivenheder og steder synes at tjene som fortøjningspæle; indersiden af et halvkuldsejlet forhold, uddelingen af en monstrøs litteraturpris, en desperat flyrejse til Island, forfatteren Jennifers selvmord og forfatterhovedpersonens berusende dans med et urealiseret digt, som bare skal hedde Ø. Imellem disse fikspunkter svæver et spindelvæv af intensiteter og strømninger, der tilsammen snor sig til en voldsom og uroligt accelererende tekst.
Der er et væsentligt transformationspotentiale i bogen, som konstant skifter karakter og flyder ud i et saligt ridt på helvedesheste. Pludselig er vi et helt andet sted, og små indskydelser får lov at vokse sig helt forgrenede, associationshastigheden stiger, de røde lamper blinker, galop, galop, men det er bare fedt, og man læser videre, forpustet, men glad over midt i al den sortbejdsede skidenhed at finde noget så tindrende, glitrende mystisk, og man befamler denne tekst, som Gollum sin ring, som von And sine penge, dykker i den og lader sig falde med ned i tankens styrt mod jorden, før man i et ryk, et spjæt vågner op og hiver luft.
Med et udtryk lånt fra romanen, kommer minimalistiske romaner til at virke som ordbøger i deres præcision over for denne skrift, som lader det hele hænge ud. Men det er ikke kun styrt og ordgejl – selvom det jo kan være godt nok. Der er også en bekymring at spore, en beklemmelse ved litteraturens vilkår, ved selve den skabende handlings betingelser. Det er ikke sat op som en reel overvejelse, men mere som spørgsmål: Kan litteraturen redde os, betyder den noget, og hvis ja, hvad? Det er simple spørgsmål, som jeg ikke håber, nogen svarer på foreløbig. I hvert fald ikke på anden måde end Højrups egen, nemlig at producere, at skrive god litteratur, der negerer den selv samme pølsefabrik, som den postulerer sig en del af.
Men selv om forlagene er sæbefabrikker, litteraturen en død hest, parforholdet forlist, svømmer der altså stadig guldglinsende sæler rundt og gør ISLAND til en ufrivilligt upbeat bog. Og så i så lækkert et omslag! Rikke Villadsen har tegnet en flyvinge og skraveret bogflapperne i gråt. Det er minimalt, det er afdæmpet, og det er et helt perfekt kontrapunkt til Højrups stejlt styrtende vildskab.
Forfatteren og forlaget må være begejstrede for denne anmeldelse, fordi den som bogen bruger sproget så mest mulig mening kan vrides ud af det.
Rart at man ikke behøver at være excentriker som Celine eller Bukowski for at sætte fut i anmelderens hjerte.