Af | 28. august 2019

Om at høre Ursula Andkjær Olsen læse Edith Södergran – Verdenslitteratur på Rungstedlund

Da Ursula Andkjær Olsen læste Edith Södergrans digte op, indfandt der sig flimmer og følelsesskinnen i rummet. Sammen skabte de to forfattere en åbning, hvor alt kunne strømme ud fra.

Den 17. august 2019 afholdt Det Danske Akademi og Karen Blixen Museet Verdenslitteratur på Rungstedlund. LitteraturNu’s skribent, Amanda Grimsbo Roswall, skriver her om sin oplevelse med eventet.

Da Ursula Andkjær Olsen trådte op på den lille forhøjning foran deltagernes stolerækker, indtog hun rummet med en let flakken. Håret var på karakteristisk vis sat op på toppen af hovedet, så lokker af brune krøller faldt tilfældigt ned som serpentiner. Hun havde en mønstret kjole på ud over en sort langærmet bluse i bomuld. Al stoffet gjorde hende større, tror jeg, eller det med hendes krop blev udflydende, ikke til at få hold på. Der var problemer med lydudstyret, og museets personale måtte igen – sådan var det med alle oplæserne – træde til for at filtre ledninger ud og sætte den lille boks for enden af ledningerne til rette på Andkjær Olsens kjole. Jeg tror, hun kom den i lommen.

Andkjær Olsen gjorde noget, som jeg havde ønsket, hun ville. Hun fortalte kort om den forfatter, hun ville læse op af, og hvad hun syntes, forfatteren kunne. Edith Södergran var en finlandsk-svensk forfatter, hun døde af tuberkulose i 1933, meget ung. ”Södergran formår at lade følelserne skinne,” sagde Andkjær Olsen. Det er helt rigtigt, tænkte jeg, Södergrans digte er ikke-forstilte, de giver los med lykke, eufori, desperation, fortvivlelse. Andkjær Olsen bemærker hvordan det opleves som en befrielse at opholde sig i følelsen i en verden, der er optaget af processer. Hun siger:  ”Södergran føler det, der skal føles, også når det ikke er socialt acceptabelt.”

Den slags følelsesoversvømmelse – når følelserne skinner uden mådehold og bliver blændende – skaber Andkjær Olsen selv i sin seneste bog, som har fået genrebetegnelsen ”Roman+Spejl”. KRISEHÆFTERNE (2017) er en heftig størrelse, så mørk og samtidig luftig, med billedsiden af Sophia Kalkau, og sine usammenhængende, in medias res-ramblende ytringer fra Pandora, som er hævntørstig, vredere end vred. Kalkaus blåsorte musling åbner sig som mørke vinger på de første sider af første del, ”Pandora Blue Blox”, hvorefter Pandora begynder med: ”Jeg, Pandora, åbner, og det kommer ud.” Nu skal alt det mørke skinne. Fra Andkjær Olsens tekst og Kalkaus billeder skinner den socialt uacceptable vrede.

Vreden og hævnen kommer frem som drømme i KRISEHÆFTERNE. Når der står drømme fornemmer jeg, at det handler om bevidsthedsstykker, som ikke er underlagt kronologi og indholdsmæssig sammenhæng. De kommer bare væltende, som drømme har det med at gøre, og det optager læseren frygtsomt, for måske findes drømmene for skarpt på kanten af bevidstheden, eller et sted i en andens bevidsthed, der er så yderliggående, at det kunne være alles bevidsthed. Pandora-figuren er en del af det fælles bevidsthedsvæv, fordi det er hende, der bar navnene på alt det onde ud i verden. Det onde var der alligevel, og Pandora blev i myten dæmoniseret, fordi hun pegede på noget, der allerede fandtes. I KRISEHÆFTERNE bliver Pandora inspireret af Södergran. Det er hende, der har lært hende at drømme om hævnen:

‘Jeg har den her plan, at hævne mig i drømme. Det er noget jeg længe har villet, noget jeg skulle tage hul på, nu sker det, Edith Södergran gav mig idéen, hun hjælper mig, hun skriver det i Underet, at drømme om hævn, to gange den samme drøm og så, så sker det virkelig! Kniven og blodet.’

Södergran hjælper Pandora til at tage hul på hævnen. Södergran er, ligesom Pandora, den, der åbner. For hvad? For det onde og ærgerlige, det smukke, det gode, smerten. Andkjær Olsen er beslægtet med de to, det er den samme kvinde, der åbner munden, skaber et sprog for det uhyggeligt selvkørende ved bevidstheden, de hulrum, som ingen ved, hvad de skal kalde eller hvad indeholder.

Under taget på Rungstedlund læste Andkjær Olsen op af Södergran, og sagde, at vi måtte stoppe hende, når tiden var gået. Hendes udgave af Södergrans samlede digte i dansk oversættelse var en stor grøn bog med et billede på forsiden. Den så brugt ud og var fyldt med gule sedler. Sedlerne skulle vise, at her var der noget at lægge mærke til; Andkjær Olsen er altså ikke en læser, der sætter æselører. Men hvordan hun fandt de digte, hun ville læse for os mellem alle de gule sedler er svært at gennemskue. Der var ikke noget system eller program, digtene kom bare med lidt heftig bladren som mellemrum.

Der var tre, jeg lagde særligt mærke til. Det var ”Stjernerne”, ”Livet” og ”Triumf at være til”. Jeg kender de her digte og de kender mig. Jeg kender dem og stadig er de helt anderledes, når de ikke bliver læst op af min indre stemme, måske for hurtigt, men i stedet blev læst op af Andkjær Olsen. Hun læste på en måde, så hun måtte snappe efter vejret. Det tilføjede digtene en hakkende stakåndethed, som var helt passende. Det er nemlig digte, som man må være i kontakt med og læse igen og igen indtil man er så tæt på, at man begynder at slikke sidernes overflade. Jeg vil gerne have de ord, de skal være i mig, det er den følelse Södergrans digte fylder mig med. Jeg kan spørge pænt eller råbe af dem for at få dem til at nærme sig mig. Det er ligegyldigt, jeg vil være lige det, der skal til for de digte.

Andkjær Olsen flimrede med digtene. Hun havde styr på sit flimmer, så jeg var tryg i at være i det rum, hun åbnede omkring Södergrans digte. Sammen med digtene skabte hendes stemme, tilstedeværelse og lydanlæggets ekkoagtige rungen en særlig resonans. Der er noget, der rammer rent, flere elementer på samme tid, og giver den rigtige følelse af bred og glat tilfredshed.

Jeg lukkede mig selv inde i det rum, Andkjær Olsen skabte omkring ”Stjernerne”. Hun læste digtet:

‘Når natten kommer
står jeg på trappen og lytter,
stjernerne sværmer i haven
og jeg står i mørket.
Hør, en stjerne faldt klingende!
Gå ikke ud i græsset på bare fødder;
min have er fuld af skår.’

Jeg ser mig selv som drøm, der hvæser “av”, når stjernerne på græsset i haven er faldet ned, netop så jeg kan træde i dem med bare fødder og bløde. Så må jeg sætte mig ned på trappestenen for møjsommeligt at pille stjernestykkerne ud en efter en, og uden at skære fingrene. De klirrer stille, når jeg lader dem falde ned på fliserne.

Verdenslitteratur på Rungstedlund foregik d. 17. august 2019. Oplæsningsrækken var arrangeret i af Karen Blixen Museet og Det Danske Akademi, som har hjemme på Rungstedlund. Ud over Ursula Andkjær Olsen læste Astrid Saalbach, Ida Jessen, Pia Juul, Per Øhrgaard, Søren Ulrik Thomsen og Anne-Marie Mai op af udenlandske værker. Det næste litterære event på Rungstedlund foregår d. 10. oktober 2019, og er om økopoesi og koblingen mellem litteratur og natur.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur, Reportage,

Læs også