Høje puder til sideliggere – Kristian Bang Foss DØDEN KØRER AUDI
Kristian Bang Foss’ velskrevne og absurdhumoristiske personportrætter, hvor to hovedpersoners naive og til tider urealistiske tilgang til verden gør det ubærligt at skulle vende sidste side, skriver sig på mange måder op ad en letfordøjelig triviallitteratur.
Citat
Det var i det øjeblik, jeg hørte Waldemar tale om at smutte i Aldi, at jeg landede med et brag. Jeg havde befundet mig i frit fald i et år. Det var et kulturchok, simpelthen. Det giver sig selv, at jeg havde handlet i Netto. Men fra Netto er der stadig en vej tilbage, Netto er noget alle kender, det er bare et sted, man køber billigt ind, med Aldi er det noget andet, det er håbløsheden inkarneret: Medisterpølsen, der lå i Aldis køledisk var svinetarm stoppet med en grå masse af desperation og angst, flæskerouladen var tristhed i skiver, kassedamen et billede på selvmord.
På mange måder har Bang Foss’ to seneste romaner, bestselleren STORMEN I ’99 (2008) og den nye DØDEN KØRER AUDI (2012), en del til fælles med den trivielle del af det litterære spektrum. Begge er de plotstyrede og skrevet i et underholdende sprog, hvor man ikke går i vejen for at henvende sig til læseren, male uforglemmelige og humoristiske billeder (som da kokken i et absurd øjeblik forgriber sig på en større mængde rå frikadellefars i STORMEN I ’99), men der holder sammenligningerne så også op.
For det første fordi Bang Foss’ persongalleri er så multispektret og velbeskrevet. Man får mildt sagt et nært forhold til de karakter, hans bog kredser om, og i tilfældet DØDEN KØRER AUDI er det særdeles prægnant. Og hvem er disse elskelige personer så? Asger bliver ad omveje handicaphjælper for den svært syge Waldemar, og sammen skaber de et univers med indforståede og ret morsomme dialoger om blandt andet høje puder til sideliggere, mens de begge forsøger at distrahere sig fra det, som står så skærende klart: At Waldemar er meget syg. De skaber en verden i deres rutiner, og den verden lukkes læseren ind i, så det næsten føles ubærligt at skulle ud af den igen. Ikke bare når handlingen udvikler sig, og døden i Audien haler ind på de to, men også da man vender sidste side, og der jo ikke er mere fortælling.
Waldemar har så mange lidelser, at han ikke kan holde styr på det, og hans hjemby – forstadsghettoen Stentofte – består udelukkende af destruktion, kaos og nedtur. De må væk, Asger og Waldemar, der er ikke andet at gøre end at flygte. Om så det er til en healer i Marokko, hvor Waldemar vil gøre et sidste forsøg på at blive helbredt. På vejen støder de ind i et franskbosat dansk kollektiv med adskillige mere eller mindre elskelige kunstnertyper, hvor især den drikfældige og sojabønneundertrykte Thorkild skiller sig ud. Naturligvis hersker de bløde værdier sammen med idealistiske og kunstneriske luftkasteller, og den kreative klasses miljø viser sig med tiden næsten lige så kvælende som Stentoftes trøstesløse beton.
For det andet fordi Kristian Bang Foss’ sprog – som i STORMEN I ’99 – er fuldstændigt lettilgængeligt og elegant og glidende let. Beskrivelserne af Stentofte, hvor det højeste, man kan opnå er en invalidepension, er voldsomt rammende for ethvert forstadsbarn, og den sociale mudderpøl af grå Aldi-medister, hærværk og opgivenhed fungerer som effektfuldt afsæt for den eskapisme, som vores to hovedpersoner først skaber i deres interne begrebsverden og siden hen gennemfører rent fysisk med deres rejse væk mod noget andet, Marokko og den umulige frelse.
Døden er vel i virkeligheden den egentlige hovedperson i Bang Foss’ roman. Bevidstheden om, at vi bærer døden med os i alt, vi foretager os, og at vi – som der står i slutningen af bogen – ’(…) i hvert åndedrag, vi tager, indoptager dem, der er døde før os’. Og i sidste ende det naturlige i, at vi alle skal dø. For ærlig talt – hvem kan løbe fra døden, når DØDEN KØRER AUDI?
