Højrøvet Harlequin – Iselin C. Hermann DOMINO
På DOMINOs bagside bliver der ikke lagt skjul på romanens omdrejningspunkter; ægteskab, utroskab, bedrag og længsel. De ord kan sagtens blive til stor kunst, som hos Tolstoj, Bergman eller Leonard Cohen. Det er desværre ikke tilfældet her.
Citat
”Nej, han må have en dobbeltgænger. Det kan ikke passe, at den mand, hun tilfældigt er stødt ind i og har set adskillige gange, senest her til morgen da hun havne fulgt børnene til tennis, er der igen. Nu på stige. Stadig i cottoncoat.
Det betyder ulykke at gå under en stige (hendes replik).
Så kravl under (hans).
Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde (ham igen).”
DOMINO foregår i Paris – forelskelsens by. Her møder vi en række mennesker, som lader sig styre af drift eller forelskelse. F.eks. forfatteren Toqué, som lever med sin hustru på den ene side af gaden, men må aflægge besøg hos sin elskerinde, barpigen Rose, og deres fælles barn på den anden side af gaden. Rose er mild, dum og forelsket, mens Toqué er liderlig, men også godt træt af affæren. Så ofte må Rose nøjes med at få romantikken serveret i Harlekin-hæfter og i flasken.
Eller fotografen Sabatine, hvis mand er kunstmaler og efterhånden mere interesseret i sine værker end i Sabatine. Så da hun en dag bliver ”set” af en anden mand, kaster hun sig i armene på ham, selvom han måske ikke fortæller sandheden om, hvem han er. Efter en rum tid viser det sig (selvfølglig), at personerne er forbundet, og en forviklingshistorie ruller sig ud.
Problemet er bare, at personerne og deres passioner ikke ruller sig ud. De forbliver helt stive i betrækket. Forfatteren disker ellers op med et utal af metaforer for personernes sindstilstande. F.eks. denne her:
– Hårde opbremsninger og harmonikasammenstød giver kvalme: I hendes underbevidsthed er et vogntog lastet med lyst, sorg, spænding, løgn, længsel og skam kollideret med trafik i den modkørende bane, hvor bilerne af følgende mærker er involveret: Forvirring, Fornuft (med anhænger), Forelskelse, samt dobbeltdækkeren jeg kunne-ikke-gøre-for-det. De sårede er endnu ikke optalt og ansvaret ikke fordelt.
I sig selv er denne metafor sjov og tankevækkende. Men sat ind i en roman, hvor det er altafgørende, at man kan indleve sig i personerne, er den alt for kunstig. Resultatet er selvfølgelig, at personerne også fremstår kunstige. Især når klichéerne får så frit spil som i DOMINO.
Plottet i historier om kærlighed og utroskab har altid en vis drivkraft. Får de hinanden? Hvornår går hun fra det dumme svin? Det har DOMINO også. Men tidligere har Iselin C. Hermann vist, at hun kan skrive kærlighedshistorier, hvor personerne er drivkraft i sig selv, fordi de er spændende og levende. F.eks. i debutromanen PRIORITAIRE. Det aspekt mangler desværre i DOMINO. Her spænder sproget og klichéerne ben for indlevelsen, og det hele falder til jorden. Måske skulle man læse et Harlequin-hæfte i stedet?
