Af | 18. februar 2011

Højt at flyve – Albert Camus FALDET

På en snusket bar i en af Amsterdams gyder begynder forsvarsadvokaten Jean-Baptiste Clamences monolog fremført for en replikløs tilhører. Beskrivelsen af denne samtale udmønter sig i en fabel om sandhed, skyld og eksistensens ulidelige meningsløshed i lyset af Anden Verdenskrig – og simpelthen i en god og medrivende roman. 

Citat

Tidligere havde jeg kun ordet frihed i munden. Jeg smurte det på brødet ved morgenmaden, jeg tyggede på det hele dagen, det gav mig en liflig frisk ånde, når jeg var sammen med andre. Det var mit afgørende våben, når man sagde mig imod, jeg brugte det til at tjene mit begær og min magt. Jeg mumlede det i sengen, i mine veninders sovende øre, og det hjalp mig til at holde på dem. Jeg sneg det… Nå, nu løber det af med mig, og jeg har bevæget mig for langt ud. Jeg har trods alt også kunnet bruge friheden på en mere uegennyttig måde, ja, oven i købet, lidt naivt, ikke sandt, forsvaret denet par gange, vistnok uden at gå så vidt som til at dø for den, men dog løbe en vis risiko. […] Jeg vidste ikke, at frihed ikke er nogen belønning, ingen medaljeoverrækkelse, man fejrer med champagne. Heller ikke nogen gave for øvrigt, ikke nogen æske chokolade, der kalder mundvandet frem. Åh, nej! Det er tværtimod et pligtarbejde, et ensomt og udmattende marathonløb.

FALDET centrerer sig om sin hovedpersons styrtdyk fra et udsvævende liv på første klasse i Paris med succes i retssalene og hos de franske kvinder til en omstrejfende tilværelse ved Amsterdams kanaler, der i FALDET sammenlignes med helvedets cirkler i Dantes DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIE. Jean-Baptiste Clamences bekendelser om sit lastefulde liv er dog ikke stilet til Gud, ’for Gud er ikke længere på mode’, men i stedet til den tavse dialogpartner. Så selvom Clamences talestrøm er fuld af spørgsmål, gives der ingen svar.

Clamence er udadtil et ualmindeligt godt menneske, der følger gamle damer over vejen, behandler kvinder med stor ærbødighed og altid roser sine venner. Det dobbeltmoralske hovedmotiv for hans gerninger er dog, viser det sig, udelukkende at opnå andres anerkendelse.

Temaet om den hykleriske diskrepans mellem menneskets selvopfattelse og realiteterne fylder meget i FALDET. Dette kommer til udtryk i det juridiske embedes relativering af sandheden i forsvarstalen, men også især i monologens stil. Noget af det absolut bedste ved denne bog er de onelinere, der er præget af herlige absurditeter à la ’Der er altid grunde til at slå et menneske ihjel. Omvendt er det umuligt at finde grunde til at lade et menneske leve’. Hans Peter Lunds oversættelse fungerer upåklageligt.

Vendepunktet i romanen finder sted, da Clamence en sen aften krydser en bro over Seinen og hører et skrig og en krop ramme vandet. På trods af sine høje tanker om sin egen moral, reagerer han ikke. Fra da af hjemsøges han af en grufuld latter, der driver ham ud i en eksistentiel krise, og som til sidst får ham til at flygte til Amsterdam.

Efterkrigskonteksten taget i betragtning kan man nok fremlæse et billede på den passivitet, Europas befolkning udviste i forhold til Holocaust, som fik de stolte civilisationers selvopfattelse til at krakelere. Man kan også bare nyde beskrivelserne af Clamences krumspring for at undgå den tyngende skyld, som til sidst bringer ham ud i halv-religiøse febervildelser, hvor man bliver i tvivl om hele den selvflekterende samtale foregår i hans egen fantasi.

FALDET er således et indblik i en personlighed, der ikke så meget er skildret med psykologisk realisme, men snarere er et filosofisk eksperiment, der skal fremstille og teste etiske dilemmaer i den menneskelige eksistens. Romanen kan dog ikke reduceres til en pointe om, at Guds død efterlader mennesket i frit fald og evigt syndende på grund en irreducibel dobbeltmoral. Den er meget mere end det. Der er tale om en klassiker fuld af gys, spænding, humor og dyb, deprimerende alvor, som absolut ikke kun er for gymnasieelever, der skal undervises i eksistentialismens grundbegreber. 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også