Hør selv Hørslev – Mouritz/Hørslev Projektet SÅ ER DET SAGT
På en strittende plade krydser digter Lone Hørslev og musiker Mads Mouritz pen med guitar.
I 1984 satte Lars HUG eftertrykkeligt strøm til Søren Ulrik Thomsens digtsamling CITYSLANG, og helt fantastisk er det stadigvæk at høre HUG knække affekteret over i stemmen, mens han udstøder rastløsheden af tungen: ”Vi væntaar på noohnen i århhæævis”. 12 år senere debuterede Nikolaj Nørlund på dansk med tyste og akkurat ligeså selvsmagende sange baseret på afsnittet ”Navnløs” i Michael Strunges digtsamling VERDENSSØN.
Det er sådan ca. dén arv Lone Hørslev og Mads Mouritz tager op. Arven er ikke stor, men tung nok alligevel. I modsætning til de to forgængere, der satte musik til færdig og selvstændigt udgivet tekst, er ord og musik hos H&M skabt samtidig og med pladen som fælles mål. Der er ikke tale om oversættelse fra litteratur til musik, men derimod om sange lavet af en musiker og en digter. Det forhold giver sig udtryk i flere rigtig sangagtige sange, hvor Mouritz’ aspirerende, støvede stemme samt hans næse for melodiøse småbrokker smelter friktionsløst sammen med Hørslevs tekst. Det er ren værditilførsel, at høre den latente musik i Hørslevs lyrik blive ekspliciteret på så fornem vis.
Højdepunkter er HÅBETS ALLÈ og ikke mindst PÅ ET KONTOR, hvor en simpel trommemaskine, en rullende basgang, en synthesizer og en akustisk guitar tilsammen strikker en cirkulerende og dansabel lydflade sammen. Denne lavmælte, men dog rytmisk inciterende musik klikker perfekt sammen med tekstens distancerede beskrivelse af et hun og et du, der snakker om forlist kærlighed – måske/måske ikke deres egen.
Når pladens instrumentering er begrænset til (mestendels) akustisk guitar og selve melodien derfor er nødt til at fylde mere, får vi lov at møde Mouritz/Hørslev Projektet som bedst. Her er Mouritz’ uimodsigelige musikalitet velanbragt og Hørslevs ligefremme og imødekommende prosa-lyrik får fremvist sit klingende særkende.
Sådan er det i den indledende FESTSANG med sin melankolske og alt andet end festlige bedrøvelse; sådan er det i sommerens hit LILLE KROKODILLE med sine søde og rimede kærlighedserklæringer. Typisk Hørslev er kærligheden som pladevat alt imens hø rimes på dø:
– Du er en lille krokodille fyldt med hø.
Du er en dukke fyldt med pladevat.
Du er en hund der ikke kan gø, en kærlighed der ikke vil dø
bliv hos mig bare en enkelt nat.
Det, der ikke lykkes, er pladens afsøgninger uden for det spor af lavmælt americana, som befærdes så hjemmevant. På DEN ANDEN KVINDE, der skulle være forblevet i Hørslevs nye digtsamling LIGE MIG, læser Mouritz op med en ubehjælpelig messende stemme, der er alt for afsøgende til at få fat i noget som helst – og til slut kommer der gudhjælpemig en operasopran forbi. Helt galt går det i SE PÅ MIG, hvis elektropunkede udtryk Mouritz tydeligvis ikke magter. Samtidig finder Hørslevs tekst slet ikke den ro, der er nødvendig. Og når vi er ved det, så lyder den pseudo-mediterende EN FLYVER som Sting på en dårlig dag i 1989.
Man må give Mouritz og Hørslev, at de stovt nysgerrigt har forsøgt at gelejde deres fælles projekt ud i uvant terræn, men man må samtidig konstatere, at de gør det bedst i den bløde afdeling. Her får Mouritz’ flotte stemme og Hørslevs kantede tekster den plads, de fortjener.
________________________________________________
Bonus: Hør fire sange fra albummet lige her.
