Af | 25. april 2014

Horror og skabsfeminisme – Karen Blixen GENGÆLDELSENS VEJE

Med en lethed der er uvant i Karen Blixens forfatterskab, er GENGÆLDELSENS VEJE lettere fordøjelig end de fleste andre af baronessens værker. Resultatet er uhyggeligt godt. 

Citat

Saaledes gik det til, at de unge Piger to Maaneder efter deres Fødselsdag, i en lille Pension i London, som Lucan kendte fra før i Tiden, bandt deres Hatte paa for at begynde en lang Pilgrimsfærd. Det var i Juli. Lucan saa, at Zosine, der aldrig havde boet i London paa denne Aarstid, var bleg af Heden. Hun selv følte sig ved Synet af de fattige og triste Omgivelser paa forunderlig Vis skyldig eller skamfuld overfor sin Veninde, som om det var hende, der havde lokket Zosine herind.

I slutningen af 2013 udkom GENGÆLDELSENS VEJE i en ny tekstkritisk og kommenteret udgave i en serie af videnskabelige genudgivelser af Karen Blixens forfatterskab. Det er den eneste reelle roman fra Blixens hånd. Og foruden DEN AFRIKANSKE FARM er det det mest læste værk af den kanoniserede forfatterinde. Da den udkom i 1944 var det under det franskklignende synonym Pierre Andrézel, og først 12 år efter vedkendte Karen Blixen sig værket. Som hun selv kaldte for sit illegitime barn.

Et kendetegn ved Karen Blixens forfatterskab er det uhyre smukke, men også let tunge sprog. Og hendes værkers betydning ligger gerne godt skjult bag et hegn af metaforer.  I den henseende adskiller GENGÆLDELSES VEJE sig fra det øvrige forfatterskab. Uden at give afkald på det typiske blixenske billedesprog er romanen umiddelbart lettere fordøjelig med en høj underholdningsværdi skabt af gys og kærlighed.

Forfatterinden har udtalt, at den er skrevet for morskabs skyld, i den ellers alvorlige tid under 2. Verdenskrig. Over de tre afsnit, ‘to veninder’, ‘Sainte-Barbe’ og ‘Rosa bliver hævnet’ følger en alvidende fortæller de to veninder og sjælesøstre Lucan og Zosine.  Som unge skolepiger var de slyngveninder, men blev siden skilt ad, indtil skæbnen vil, at de genfinder hinanden på deres fælles 18-års fødselsdag.

Ved romanens begyndelse kommer nylig forældreløse Lucan til Zosines rigmandshus for at finde trøst. Men trygheden og lykken varer kort, da også Zosine snart må se sig bankerot og adskilt fra sine forældre. Sammen begiver de to piger sig ud på en færd og ender hos Pastor Pennhallow i Sainte-Barbe, Frankrig. Men Pastoren, der først synes at være Guds gave til de to piger, viser sig siden at være djævlens sendebud. Og gennem læsningen vokser uhyggen, indtil skrækken når mareridtslignende højder.

Det bliver en kamp mellem det gode og det onde eller ‘dydens kamp mod skurkagtigheden’. Krydret med en god bunke kærlighed fra et teenagehjerte. For ingen bog om to engelske skønjomfruer uden kærlighed. Skal romanen sammenlignes med andre klassikere, befinder den sig både i Jane Austens pubertære frøkners mest hyperventilerende øjeblikke, og i de mørkeste kroge fra Edgar Allan Poes rædselskabinetter.

Det er førstetrykket af romanen, der udgør tekstgrundlaget i denne udgivelse, der foruden den egentlige roman indeholder et kort forord, tres siders tekstkommentarer og et betragteligt efterskrift. Tekstkommentarerne er overflødige for den almene læser, men højst sandsynligt et brugbart redskab for såvel den semantiske som historiske læsning. Derimod ligger der en god portion underholdning i efterskriftet. Samtidig med at det åbner for nogle af de mange finurligheder, der slynger sig om forfatterinden, herunder hendes lemfældige omgang med et havfuld af temaer.  Og i den forbindelse er det en skattekiste for den skoleelev, der har kastet sig over Karen Blixen, hendes forfatterskab og i særdeleshed nærværende roman.

Er man ikke bange for en gotisk gyser i romantisk forklædning, med temaer der strækker sig fra feminisme til krigsteori, er GENGÆLDELSENS VEJE højst anbefalingsværdig. Og er man tilmed nysgerrig af sind og har interesse som en nørd, er denne nyeste udgave en guldbarre til bogreolen.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også