Houellebecqs biltab
Hvorfor kører dumme svin i BMW? Hvorfor begynder Michel Houellebecqs forfatterskab med tabet af en bil?
Man skal være et dumt svin for at købe en BMW
I Klaus Rifbjergs DEN KRONISKE USKYLD skal Fru Junkersen på landet sammen med datteren Helle, helten Tore og fortælleren Janus, og sidstnævnte tænker: ”Så skulle jeg sidde i forsædet sammen med Fru Junkersen og race op ad Strandvejen i den grå B. M. W.” (s. 113).
I Pablo Llambías’ DEN DAG VI BLEV FRIE optræder et ”varekatalog for blinde”, hvor forbrugssamfundets goder, især bilerne, afkodes med skræmmende sikkerhed og om netop BMW’en hedder det i konklusionen:
– BMW står for guldkæder, bordeaux jakkesæt, store steaks og almindelig vanrøgt af familien, samt alle andre mennesker. Man skal med andre ord være et dumt svin for at købe en BMW. (s. 210)
Tore er ikke i stand til aflæse bilmærker så præcist som fortællerne i nutidens romaner. Derfor må han betale dyrt for at finde ud af, hvor dumt et svin Fru Junkersen er.
Houellebecqs biler
Biler betyder meget, og de fylder mere og mere i moderne litteratur. En af de forfattere, der meget markant bruger biler i sine romaner, er franskmanden Michelle Houellebecq. Fire af hans bøger er oversat til dansk og de har også herhjemme vakt megen opsigt. Ikke for brugen af biler, men for deres overskridelse af stort set alle tabuer. Houellebecq er blevet tidens litterære enfant terrible, og hans beskrivelser af den vestlige verden er ofte morsomme, men først og fremmest ubehagelige. De tegner et billede af et samfund uden andre værdier end sex og penge, befolket af mennesker uden nogen glæde ved livet.
Der har ikke været skrevet meget om bilerne hos Houellebecq, men når man først har fået øje på dem, truer de med at stjæle hele billedet. Bruger man dem som indgang til en analyse af forfatterskabet, viser det sig endvidere, at de er knyttet særdeles tæt sammen med de overordnede spørgsmål om tab af identitet, tabuer og værdier.
Bilerne er et naturligt sted at begynde, for det gør Houellebecq selv. Hans første roman hedder UDVIDELSE AF KAMPZONEN og på første side er fortælleren til fest. Han bliver fuld og falder i søvn. Da han vågner, er hans bilnøgler væk. To dage senere tager han tilbage til kvarteret for at finde bilen, en Peugeot 104, men han bliver ”gradvist overvældet af en slags ligegyldighed over for biler og materielle ting” (s. 9). Han finder ud af, at han egentlig aldrig bruger bilen, han tager som regel metroen:
– Alligevel var det først, da jeg nåede frem til Avenue Ferdinand-Buisson, at jeg fik den idé, at jeg ville melde den stjålet. Der bliver stjålet mange biler i vores dage, især i forstæderne; historien ville hurtigt blive forstået og accepteret af både forsikringsselskabet og kollegerne på kontoret. Hvordan skulle jeg egentlig kunne indrømme, at jeg bare havde mistet den? Jeg ville jo blive til grin, opfattet som unormal eller latterlig; det var højst uklogt. At lave sjov med den slags er ilde set; det er den slags, der skaber ens omdømme, får venskaber til at opstå og forgå. Jeg kender livet, jeg er vant til det. At indrømme, at man har mistet sin bil, svarer stort set til at slette sig selv af det sociale landkort; det var afgjort bedre at lade, som om den var stjålet.
At miste sin bil er det samme som at miste sig selv, og det er, hvad fortælleren fra dette punkt gør. Biltabet er en udmeldelse af den verden, han hidtil har levet i. Et farvel til de normer og værdier han kender. Det fritstiller ham fuldstændig, men isolerer også og bogen slutter sigende med en cykeltur ud i ensomheden.
Din nabo er en bil
Sociologen Henrik Dahl har skrevet en bog med titlen HVIS DIN NABO VAR EN BIL, men man kan godt stryge ’hvis’: Din nabo er en bil. Når man i dag sælger mærkevarer lyder det faste mantra netop, at man sælger identitet. I litteraturen karakteriseres folk også ofte ved deres bil.
Houellebecq lægger sig direkte på linje med Llambías: Folk i dyre biler er dumme svin. I ELEMENTARPARTIKLER er hovedpersonerne Michel og Bruno vokset op uden deres forældre. Brunos far kører Mercedes (s. 46), deres fælles mor Porsche (s. 61) og forældrene har aldrig gidet tage sig af deres børn. I UDVIDELSE AF KAMPZONEN hedder det et sted:
– For det meste hader jeg tandlæger, jeg betragter dem som i bund og grund ondskabsfulde væsner, hvis eneste formål med livet er at trække så mange tænder som muligt ud for at købe Mercedeser med soltag. (s. 91)
Hvis sex og penge er de eneste bud på værdier i det tomrum, Houellebecq beskriver, skal bilen signalere begge dele. Houellebecqs hovedpersoner har ikke succes på disse områder, og de kører næsten aldrig i bil, men det beskrives i stedet pertentligt, hvordan de benytter tog, busser, fly etc.
For Bruno og Michel i ELEMENTARPARTIKLER er de bedste minder fra barndommen knyttet sammen med cykler (s. 31 og 50). Bruno mindes fx:
– Han selv, fire år gammel, der drøner gennem den mørke gang på sin trehjulede cykel, hen mod altanens lysende åbning. Det var sandsynligvis på dette tidspunkt, han oplevede sin største jordiske lykke. (s. 39)
Først i Houellebecqs seneste bog, MULIGHEDEN AF EN Ø, deltager hovedpersonen Daniel i spillet om penge, succes og biler. Han køber en Bentley efter et råd fra sin kæreste: ”Du har kassen, men du viser det ikke nok. Du skal fyre nogle penge af” (s. 38). Senere skifter han Bentley’en ud med en Mercedes 600 SL. Det er en cabriolet og Daniel satser på, at de er ”bedre at score chicks i” (s. 80).
Potensforlænger og kastration
Selv om biler hos Houellebecq udtrykker økonomisk styrke, fører de store biler dog ikke til den anden af de tilbageværende værdier: Sex. Daniel samler ikke nogle piger op i sin Mercedes, i hvert fald ikke uden at betale for det.
Når man tager i betragtning, hvor meget bilerne fylder hos Houellebecq og sammenholder det med det mere berømte faktum, at der også er særdeles mange detaljerede sexscener i hans bøger, kunne man tro, at bare en enkelt af disse udspiller sig i en bil. Men det er ikke tilfældet. Bilejerne forsøger med de store biler at sende signaler om en tilsvarende potens, men de har ikke noget at have det i.
I UDVIDELSE AF KAMPZONEN kædes bilen dog alligevel sammen med det mandlige kønsorgan. Fortælleren overvejer at kastrere sig selv, men gør det ikke. Ideen om en udvidelse af kampzonen viser sig at være uudførlig. Det vil ikke gøre nogen forskel at skære sin pik af eller slå andre ihjel, det vil ikke flytte spillet ind på nye baner. Alt hvad fortælleren kan gøre er at stille sig selv helt udenfor de zoner, de andre kæmper i, og det har han allerede gjort ved den indledende manøvre med at opgive sin bil. Det var den egentlige kastration.
ELEMENTARPARTIKLER begynder ved Michels afskedsreception, hvor deltagerne mest venter på en undskyldning for at styrte ”ud til deres biler” (s. 11). Efter receptionen følges Michel med en kvindelig kollega over parkeringspladsen. Han kører Toyota, hun Golf, præciseres det, og det antydes at noget kan ske mellem dem, men de stiger blot ind i hver deres bil:
– Da de var færdige med at tage afsked, blev han siddende i bilen i fem, forekom det ham, lange minutter. Hvorfor kørte kvinden ikke? Sad hun og onanerede, mens hun hørte Brahms? (s. 12)
Igen begynder Houellebecq bogen ved bilerne, og igen gives der afkald på noget. Denne gang jobbet, ikke bilen, men Michel stiller sig dermed udenfor på samme måde som fortælleren i UDVIDELSE AF KAMPZONEN. Bilen åbner ikke for et seksuelt møde mellem Michel og kollegaen, allerhøjst kan den udnyttes til et ensomt surrogat for dette og understreger derved tabet af seksualitet og kærlighed.
Først mod slutningen kører Michel igen i bil. Da man en dag finder bilen forladt ved de irske klipper, antages det, at han har begået selvmord (s. 290). For dem der finder bilen, er det at opgive sin bil at dø.
Mens den almindelig antagelse i de vestlige samfund er, at biler er udtryk for økonomisk og seksuel succes, viser de sig i Houellebecqs bøger at dække over tab i alle afskygninger. Hans hovedpersoner når den konklusion, at værditabet er fuldstændigt: Også penge og sex er tomme værdier og det eneste absolutte er døden. Ved at fraskrive sig bilerne forsøger de at indfri den isolation, de altid har følt og derved nå frem til et egentligt liv, hvor de selv kan sætte værdierne. Men det lykkes aldrig. Der kommer altid en bil i vejen, døden indhenter alle.
Biler er død
I UDVIDELSE AF KAMPZONEN arbejder Michel sammen med Raphaël, der i det seksuelle værdisystem er en ren taber. Michel benytter sig af Raphaëls desperation og manipulerer ham ud for at slå en smuk pige og hendes elsker ihjel. De unge kører på en scooter, Raphaël og Michel i førstnævntes bil:
– Bilen fulgte smidigt kystvejen, foran i billygternes skær holdt pigen om livet på sin partner. Efter en tids stilhed fortsatte jeg:
”Vi kan også køre dem over for en sikkerheds skyld”. (s. 100)
Da de unge er steget af scooteren drager Raphaël efter dem med en kniv. Michel bliver:
– Jeg tog nogle slurke whisky, så satte jeg mig ind bag rattet og kørte bilen frem mod havet. Det var lidt uforsigtigt, men bilens motor spandt så blidt, næsten lydløst; indhyllet i den blide nat. Jeg havde frygtelig meget lyst til at køre ud i havet. (s. 101)
Raphaël kommer tilbage og kører væk uden Michel. På vej til Paris dør han: ”Hans 205 GTI ramte frontalt en lastbil, der var skredet ud midt på vejen. Han døde på stedet lige før daggry” (s. 101).
Bilen bruges også i ELEMENTARPARTIKLER til adskillelse, afsked og i sidste instans døden. Da Michels far fjerner ham fra moderen understreges det, at de kører væk i bilen (s. 29). Da Bruno to gange mister kvinder han har haft et forhold til, føres de i begge tilfælde væk i ambulancer: ”Ambulancen satte afsted med hylende sirener. Således sluttede Brunos første kærlighedshistorie” (s. 149). Anden gang tænker Bruno for sit eget vedkommende, at ”det letteste ville have været at køre ind i et træ…” (s. 239). I stedet kører han til porten af en psykiatrisk klinik.
I MULIGHEDEN AF EN Ø føler Daniel til sidst kun kærlighed til sin hund, men også den dør: ”Han lå langt ude i vejkanten, lastbilen måtte have gjort et sving for at køre ham over” (s. 285).
Biltab
Houellebecqs forfatterskab begynder med et biltab. Et biltab vil sige, at man mister sin bil, men samtidig angiver ordet, hvordan bilerne hos Houellebecq netop er forbundet med tab: Tab af arbejde, tab af grænser og normer, tab af seksualitet, tab af de få elskede, tab af sig selv.
Samtidig er bilen kulturelt blevet tillagt så meget betydning, at i en verden der har tabt hele sit værdigrundlag, er det at være uden bil at være uden for spillet om de erstatningsværdier, der kæmpes om: Sex og penge. Bilen skal signalere succes i denne kamp, men bilen betyder reelt kun ét: Døden, det ultimative tab.
At eje en bil er at trække tabet ud, et langvarigt og smerteligt selvbedrag, hvor man kun næres af tanken om, at de andre lider endnu mere. Derfor er det så fristende for Houellebecqs personer at fraskrive sig bilen og selv bestemme, hvornår tabet indtræffer.
Houellebecqs analyse af de vestlige samfund kan være svær at afvise. Hvad brænder de unge i Paris’ forstæder fx af, når de skal udtrykke deres afmagt og vrede over for det samfund, de kun formelt er en del af? Biler, naturligvis.
