Hov, vi glemmer helt opklaringsarbejdet – Sara Blædel HÆVNENS GUDINDE
Privatlivet skygger for opklaringsarbejdet i Blædels femte roman om kriminalassistent Louise Rick, øv.
Citat
Det første slag rammer den hjemløses kindben, allerede da døren ind til kælderen smækker hult efter dem. Og så kommer de ellers, slagene. Uophørligt hamrer de ned over ham. Hverken dagslys eller lyde når derind, hvor flokken af unge trækker sammen i en kreds om deres offer, men to skarpe loftspærer afslører, at bødlerne bærer masker, som bankrøvere. Kun øjnene er fri.
En gruppe af unge mænd varmer op til en aften i byen, med en såkaldt Faces of Death-film, hvor et offer bliver banket ihjel, mens voldsforbryderne filmer overfaldet. Samme aften bryder de unge mænd ind til en 7. klasses fødselsdagsfest og gennembanker fødselsdagsbarnets mor. Da datteren løber efter hjælp, bliver hun kørt over og dør. Sara Blædel fortsætter således med at gøre os opmærksomme på internettets skyggesider.
I KALD MIG PRINSESSE, den anden bog i serien, blev muligheden for at møde en psykopat gennem internetdating uhyggeligt levendegjort, i HÆVNENS GUDINDE peger en snusfornuftig finger på den voldskultur, der kører alt for hurtigt på internettets informationsmotorvej. I virkelighedens verden er den største fare ved internetdating formentlig at komme til at kede sig ihjel, ligesom autenticiteten af diverse snuff- og Faces of Death-film er stærkt betvivlet.
Dette skriver jeg, fordi Blædel i efterskriften understreger, at selvom HÆVNENS GUDINDE er ren fiktion, så kunne alt i romanen have fundet sted i virkeligheden. Men hvorfor egentlig bekymre sig om det? Der er så meget, der kunne være sandt. Tværtimod synes forpligtigelsen til virkeligheden at spænde ben for, at det plot, der flere gange tages tilløb til, for alvor kommer i gang.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at opklaringsarbejdet i den grad står i skyggen af Louises privatliv og beskrivelsen af moderens forståelige sammenbrud efter datterens død. Og ved at de forskellige spor, der er lagt ud i romanen, antyder en større sammenhæng og en mere vidtrækkende historie end den, der til sidst bliver leveret. Selve krimidelen af romanen virker derfor mærkelig uforløst. For eksempel bliver der aldrig for alvor samlet op på den Faces of Death-film som drengene ser i starten, hvormed den voldsomme intro ligner ren chokeffekt og kun spiller en lille birolle i opklaringsarbejdet.
Blædels virkelige styrke ligger til gengæld i personbeskrivelserne. Hendes portræt af den sørgende moder er troværdigt og fungerer godt. Det samme gælder for hovedpersonen Louise, der igennem de nu fem krimier i serien, er blevet en mere og mere interessant person. Louise har taget Jonas på 12 år til sig som plejesøn, efter hans far blev dræbt i forrige roman ALDRIG MERE FRI. Det giver unægtelig Louise et mere interessant privatliv end i de tidligere romaner, hvor singleliv og venskabet til journalisten Camilla har fyldt meget. I det hele taget må man sige, at Blædel bliver bedre for hver bog, hendes karakterer vokser, plottet er mere interessant, og der er knapt så meget tomgang som tidligere, selvom der stadig er meget dobbeltkonfekt og oplysninger der gentages i en uendelighed.
Blædels fokus er i femikrimiens ånd mere på privatliv og moralske dilemmaer, end på hårdkogt kriminalitet. Det er der som sådan ikke noget galt med, tværtimod og især ikke når det er her, forfatteren er bedst. Men det er alligevel ærgerligt, at der ikke er en bedre balance mellem krimi- og privatlivsdelen, jeg savner mere plot, mere spænding og mindre venstrehånds opklaringsarbejde. Der står trods alt krimi på forsiden.
