Humor og normalitetskritik – Interview med Stine Pilgaard
Stine Pilgaards anden roman, LEJLIGHEDSSANGE, er ligesom forfatterne selv en sammensat størrelse, hvor humor og normalitetskritik eksisterer side om side.
Det var lidt før jul, og Stine Pilgaard var netop flyttet i andelslejlighed i Københavns Nordvestkvarter sammen med sin kæreste. Hun var nysgerrig efter at lære folk fra opgangen at kende og indgå i det nye fællesskab, som var andelsforeningen. Den første mulighed, der bød sig, var den årlige julehygge for hele foreningen. Da det unge par ankom til arrangementet, blev de straks af den venlige nabo, der lagde hus til hyggen, introduceret til en kasse med juleudklædning – og Stine Pilgaard var ikke sen til at vælge et stykke bemærkelsesværdig hovedbeklædning.
Et gigantisk gevir med bjælder og glitrende snefnug fangede mit blik. Jeg satte det langsomt på hovedet og fandt en rød plastiknæse. Du så på mig uden at bevæge en muskel i dit ansigt. Vi gik ind i stuen, og lidt efter indfandt de andre fra opgangen sig i små grupper. Mie havde travlt med at lave gløgg, vinduerne duggede, og hun tog nissehuen af. Ingen blev introduceret til bunken af nissetøj, det var, som om hun havde glemt det. Det raslede i bjælderne, hver gang jeg bevægede mit hoved. Naboerne lod, som om jeg ikke var klædt ud som Rudolf, mens de præsenterede sig og fortalte, hvilken lejlighed de boede i. [side 11-12]
Sådan lyder beskrivelsen af den famøse julehygge, hvor ivrigheden efter at falde ind ikke helt bar frugt, først for Stine Pilgaard og sidenhen for hovedpersonen i hendes anden roman, LEJLIGHEDSSANGE, der udkom for nylig. Situationen som i første omgang blot var godt stof til en underholdende anekdote, viste sig også at indeholde en almengyldighed, hun kunne bruge i romanen:
’Det var selvfølgelig mega sjovt bagefter, men jeg kunne også se, at det var en spændende situation, fordi jeg kom og prøvede at gøre alt for passe ind i et fællesskab og så alligevel endte med at stå og virke helt underlig’.
LEJLIGHEDSSANGE er i første omgang skrevet som små selvstændige tekster, der først senere i forløbet blev skrevet sammen til en fortælling om beboerne i en andelsforening på Trøjborg i Aarhus. Stine Pilgaards egen erfaring med at flytte fra et kollektiv og ind i en andelsforening, endte nemlig med at være til så stor inspiration for hende, at hun valgte at lade hele romanen udspille sig inden for rammerne af den danske boligejerform, hvor fællesskabet er forpligtende, og alle har en stemme.
’Andelsforeningen er en god kulisse rent skriveteknisk, fordi der er så mange fællesområder. Og det passede samtidig med, at jeg godt kunne have mange karakterer, og at de godt kunne være forskellige’, fortæller Stine Pilgaard fra sit arbejdshjørne i den andelslejlighed, hun deler med sin kæreste, forfatteren Daniel Dalgaard.
Ekskæresten Aarhus
Modsat andelsforeningen, der ret sent i processen blev defineret som kulisse, vidste Stine Pilgaard fra begyndelsen, at fødebyen Aarhus skulle være den geografiske location. Det besluttede hun allerede, lettere trodsigt, med sin første roman, MIN MOR SIGER fra 2012.
’Jeg kan rigtig godt lide København, og jeg følger mig meget hjemme her, men det værste ved københavnere er, at de tror, København er lig med Danmark. Steder har en betydning, og det er bare en stor del af mig, at jeg er fra Aarhus’, siger hun og udtaler byens navn med den karakteristiske østjyske rundhed, hvor ordets to stavelser næsten bliver til én.
Stine Pilgaard tilbragte sine første 25 år i byen, hvor hun voksede op i forstaden Vejlby-Risskov og senere læste nordisk og medievidenskab på universitet, inden hun i 2008 flyttede til København for at gå på Forfatterskolen. Selvom Aarhus stadig er forbundet med en følelse af hjemlighed, er hun alligevel begyndt at trække lidt i land på den tidligere ret skråsikre udmelding – og hun tør ikke love, at den næste bog bliver endnu en Aarhus-roman.
’Jeg føler mig alligevel lidt fremmed, når jeg kommer til Aarhus – for så er der kommet nye bygninger og nye busruter. Det er lidt ligesom en ekskæreste, man elsker, men ikke rigtig kan finde rundt i’.
Forfatter per definition
Efter succesen med debutroman fik Stine Pilgaard via legater mulighed for at skrive endnu en roman. Dermed fulgte en intimiderende bevidstgørelse af selve skriveprocessen, som med den første roman mere havde været en nebengesjæft. Nu skulle hun pludselig være fuldtidsforfatter og udleve livsdrømmen om at skrive.
’Efter MIN MOR SIGER begyndte folk at spørge mig, om jeg var i gang med noget nyt. Jeg havde jo kun skrevet én bog, og det var svært for mig at se sig selv som forfatter. Den titel har jeg jo gerne villet have, siden jeg var barn – og det gav noget præstationsangst, da folk pludselig begyndte at tage mig alvorligt og tale til mig, som om jeg var forfatter’, siger Stine Pilgaard og fortsætter:
’Altså, det har ikke været en kæmpe krise, men det har da fyldt meget at skulle finde ud af, hvem jeg er som forfatter. Gennem de forskellige anmeldelser og analyser følte jeg mig pludselig ret defineret som forfatter – og så kan det være svært at finde ud af, hvad der egentlig er mig. Jeg håber, det er et to’er problem’.
Det tog Stine Pilgaard cirka to år at skrive bogen, hvoraf den vanskeligste del var selve redigerings- og sammenskrivningsfasen. Hun endte i sidste øjeblik med at udskyde udgivelsen, da hun indså, at indholdet var struktureret forkert. Til gengæld oplevede hun det langt mindre besværligt at skrive de mange personhistorier til romanens kulørte galleri af karakterer.
De to sider
I LEJLIGHEDSSANGE møder man bl.a. den på overfladen kyniske kirurg, Elizabeth; det ældre lesbiske par, Mormor og Ruth og det enerverende kærestepar, Lasse og Louise – og ikke mindst den unavngivne hovedperson, som er det filter, alle karakterer opleves igennem. Hun er ligesom Stine Pilgaard selv en ung kvinde, der lever af at skrive – godt nok lejlighedssange og horoskoper – og så er hun lige flyttet i andelslejlighed med sin kæreste.
De mange karakterer agerer og udfolder sig især i interaktioner med hovedpersonen, til møder, generalforsamlinger og arbejdsdage i andelsforeningen og gennem de lejlighedssange, hun skriver for de fleste af beboerne. I romanen indgår også 12 af hovedpersonens horoskoper og 24 ‘sange’ om forskellige begreber som hygge, smalltalk, selvfølgeligheder og ildsjæle. De er stilistisk løsrevne fra romanens øvrige handling og fungerer som en slags eftertanke, en fortællerrefleksion.
Klokken er femten fyrre og baggården er en scene. Jeg hører brudstykker af mine naboers samtaler, jeg overværer sætninger, og de klistrer fast til mig. Når jeg skriver, kan jeg ikke skelne sandhederne fra hinanden. Jeg er et omvandrende hav af andre folks erindringer, og betroelser er mit vildeste drug. Mit narrative begær kender ingen grænser, jeg vil trænge ind i folks største drømme og mørkeste mareridt, ramme bunden af deres sjæle med et brag. [fra Sange om fortællinger, side 49]
’Sangene lukker op for et andet rum og et andet sprog. Som forfatter er jeg lidt splittet imellem både at ville et lyrisk sprog med rytme og fede billeddannelser og samtidig også gerne ville portrætter og gode historier. Jeg bruger meget bevidst de her to sider af mig selv som menneske og som skrivende i mine bøger’, fortæller Stine Pilgaard, der i sin første roman indskrev de såkaldte ’Monologer fra en søhest’, der ligesom horoskoperne og sangene tillader en stemning af eftertænksomhed og melankoli.
’Temperamentsmæssigt er jeg både en meget glad person og også frygtelig vemodig en gang imellem. Jeg synes egentlig, at verden er et fint sted med mange sjove sammenstød og meget glæde, men nogle gange synes jeg også, det hele er enormt sørgeligt. De to sider kæmper om at få plads – også i bøgerne – og det må de gerne’.
Vi hylder hele tiden normaliteten
I anmeldelser roses Stine Pilgaard ofte for sin humoristiske sans og sit særlige blik for det hverdagskomiske, men selv er hun ikke meget for at tale om det humoristiske som litterært greb.
’Jeg prøver altid at omgive mig med nogle karakterer, som er sjove at være sammen med. Der er ikke nogen grå og kedelige mennesker i romanen, for så kunne jeg slet ikke holde ud at skrive den. Jeg vil da gerne være sjov, men det er virkelig svært at tale om, fordi det kommer til at virke så kalkuleret’, siger hun lidt forlegent og understreger dermed, at humor er situationel og i virkeligheden ikke et udpræget morsomt samtaleemne.
Stine Pilgaard morer sig ofte selv over den måde, vi mennesker ’går rundt og prøver at passe ind i verden’ og det, hun oplever som et modsætningsforhold mellem det, vi mennesker ønsker og hvad der i virkeligheden sker:
’Jeg synes, der er noget enormt hjælpeløst og rørende over det clash mellem, hvad vi vil og hvad vi gør’.
Selvom LEJLIGHEDSSANGE indeholder mange forløsende grin og humoristiske situationer, aner man også en underliggende kritik af visse konventioner, samfundsstrukturer og stereotypier. Kritikken kommer bl.a. til udtryk gennem repræsentationer af minoriteter som udlændinge og homoseksuelle og mere eksplicit gennem hovedpersonens frustrationer og vredesudbrud.
Din far klapper i hænderne og råber, så er der pakkeleg. Mine nerver kan ikke klare det, når tvangshygge og konkurrenceelementer kolliderer. Vi skal le og småsnakke, mens vi stjæler pakker fra hinanden. Vi skal drille hinanden lidt men ikke for meget. Det er signalforvirring, det er skjult krigsførelse, balancegange, jeg ikke kan administrere. [side 190]
’Jeg kan ikke lide, når vi ekskluderer nogen – og det gør man jo i et samfund. Jeg synes, det er et kæmpe problem, at normalitetsrammerne er så små. Nu hvor jeg selv har levet som lesbisk, så ved jeg, hvordan det er at møde fordomme’, siger Stine Pilgaard, der dog ikke ser sig selv som decideret politisk forfatter:
’Jeg vil altid hellere fortælle en god historie end tage et tungt samfundsmæssigt ansvar på mig, men jeg synes da, at man som forfatter har et ansvar for, hvad man sender ud i verden. Der er masser af irritation i bogen, men den er typisk henvendt normaliteten – og det synes jeg ikke gør så meget, for vi hylder normaliteten hele tiden’.
