Husker du … – Tove Jansson BILLEDHUGGERENS DATTER
Med barndomserindringerne i BILLEDHUGGERENS DATTER lykkes det Tove Jansson at gengive barnets naive og ligefremme forståelse af verden. Det er lidt af en bedrift.
Citat
Der var varmt inde i kjolen, og indimellem kunne jeg slet ingenting se. Så krøb jeg i en anden retning, og nye tunneller af sort lys åbnede sig igen. Den raslende lyd lød som regn. Jeg krøb lige frem mod fars store arbejdsspejl, som står på gulvet ved gipskassen. Et stort, sort blødt dyr kom krybende imod mig.
Det er på flere måder en nostalgisk oplevelse at læse Tove Janssons BILLEDHUGGERENS DATTER. Dels er bogen en rundtur i hverdagen set fra børneperspektiv, en verden der er ret meget anderledes, og væsentlig mere spændende og skræmmende, end verdenen set fra voksenperspektiv. Dels kan man ane inspirationen til den voksne Tove Janssons fortællinger om Mumitroldene. Begge dele vil uden tvivl sende mange, mange læsere direkte tilbage til dengang, da de selv var på cirka samme alder, som Tove Jansson er i erindringsbogen her.
Det er en tur, man bør tage med på. Den er nemlig lidt af en øjenåbner for alle med et 9 til 17-job eller andre voksenrutiner. For hvornår har du sidst, som Tove gør det i bogen, siddet inde under et juletræ og frydet dig over, at julen dækkede hele den del af verden, du kunne se derindefra? Og hvornår har du sidst været helt opslugt af at trille med en sten – så opslugt, at stenen pludselig blev det mest betydningsfulde i hele verden? Det er længe siden, ikke? Men du kan godt genkalde dig følelsen alligevel, ikke? Hvis svaret er nej, så lover jeg, at du kan, når du har læst BILLEDHUGGERENS DATTER.
Tove Jansson voksede op i et kunstnerhjem i Helsingfors. Faderen var billedhugger, og hans regler, hans kunstnerkaos, hans skulpturer og hans abe – ja, du læste abe – formede hendes dagligdag. Fortællingerne i BILLEDHUGGERENS DATTER er barndomserindringer. Det vil sige erindringer fra barndommen fortalt gennem barnets optik, men erindret af den voksne Tove. At gengive oplevelser set med barnets øjne, når man ikke længere er barn, kan ikke være let, men Tove Jansson mestrer det. Selvfølgelig gør hun det, kunne man indvende, for det er jo netop det, hun gjorde til sit levebrød. Men en ting er at genskabe øjeblikke, noget andet er at genskabe barnets naive og ligefremme forståelse af virkeligheden.
Eksempelvis når barnet Tove fortæller om faderens sviregilder, hvor stemningen er høj, og hvor der danses, spilles violin og drikkes … mineralvand:
– Forresten er mineralvand farligt. Det er det, man får bobler i maven af, og det kan gøre én meget melankolsk.
Det må være noget meget avanceret vand med bobler i, der er blevet udskænket til de sviregilder.
Det er muligt, at man som Mumi-kender kommer til se paralleller overalt. Visse er dog ret genkendelige. Barnet Tove gemmer sig eksempelvis inde i sin mors tylskjole og forvilder sig via den ind i en eventyrverden, som hun fanges i. Hun slipper ud af den på egen hånd ved at tøjle sin frygt og bruge den målrettet til at komme hjem i sikkerhed. Her er jeg næppe den eneste, der kommer til at tænke på Troldkarlens hat, der forvandler Mumitrolden til en hæslig trold, som ingen vil kendes ved. Men kun udenpå er han trold, indeni er han den samme søde trold, som han altid har været, og da han, trods forklædning, får overbevist sin mor om, at han virkelig er hendes troldeunge, bliver han den fine hvide Mumitrold igen.
’Hvem som helst kan slippe det farlige løs, men kunsten er at få det placeret bagefter.’ Sådan funderer Tove Jansson, da hun endelig har redet sig ud på egen hånd. Hun har ret. Det er faktisk lidt af en bedrift. Både for et barn med livlig fantasi, men også for en forfatter. Mange kan skrive uhyggeligt, men langt færre kan bruge uhyggen konstruktivt, sådan at læseren bliver klogere og ikke bare skræmt. Tove Jansson, barnet i tylskjolen, kunne.
