Hvad betyder noget for dig? – Janne Teller INTET
Et moderne eventyr om dengang Pierre Anton satte Tæring på den anden ende for at finde meningen med livet. Syrligt spiddes barnet i os alle og en tomhed står på lur efter sidste side er vendt.
Citat
Der var ellers intet der hidtil havde tydet på at Pierre Anthon var den klogeste iblandt os, men pludselig vidste vi det alle sammen. For han havde fat i et eller andet. Også selv om vi ikke turde indrømme det. hverken over for vores forældre, lærerne eller hinanden. Ikke engang overfor os selv. Vi ville ikke leve i den verden Pierre Anthon fortalte os om. Vi skulle blive til noget, til nogen.
Janne Tellers første børnebog er allerede blevet en nyklassiker. Den udkom første gang i 2000 under en del postyr på grund af sin kontroversielt uforfærdede tilgang til målgruppen. Den har delt vandene og i nogle lande er den blevet hyldet, mens den i andre er blevet forbudt i skolerne eller bandlyst af forældre og forhandlere. Nu er den genudgivet i en stilsikker hardback.
Det er en voldsom roman om en skoleklasses determinerede idealisme mod at finde mening. Og en vigtig roman, fordi den tager fat i de eksistentielle spørgsmål, som er aktuelle for unge, når barnetroen står for fald og den fortvivlede teenage-nihilisme melder sig. Det er alt eller intet. Polerne er trukket skæbnesvangert hårdt op.
I den lille landsby Tæring skal Pierre Anthon og hans klassekammerater starte i syvende klasse, men Pierre Anton gør oprør. Han forlader klassen med konstateringen: ’Der er intet der betyder noget.’
Han sætter sig i et blommetræ, for det kan jo være lige så godt som alle andre steder. Fra blommetræet angriber han de andre børn med blommer og sine giftige anfægtelser.
– ’Alting er ligegyldigt’, råbte han en dag. ’For alting begynder bare for at slutte. Det øjeblik I blev født, begyndte I at dø. Og sådan er det med alt’.
Sofie, Jan-Johan, Agnes – fortælleren, Ole og de andre indser hurtigt, at der må gøres noget, hvis ikke også de skal miste troen på betydningen i verden. De mødes efter skole for at lægge en plan. Først prøver de at stene Pierre Anthon ned fra træet. Det virker ikke. Efter nogle dage er han tilbage igen på sin pind. En foreslår, at de kan samle alt det, som betyder noget for dem. De vil samle en dynge af betydning. Det bliver en dødsens alvorlig leg, hvor intet er helligt – heller ikke for Fromme Kaj og Hussain, der bliver henholdsvis forvist fra kirken og gennemtævet for deres ofre til dyngen. Og Sofie må aflevere sin uskyld til dyngen og Store Hans. Langsomt vokser bunken og betydningen, og ingen kan stoppe den altopslugende betydningshunger, som børnene er besat af. Det hele eskalerer, selvfølgelig, fristes man til at sige. Og bunken vokser så at sige over hovedet på børnene og for en tid samles hele verdens opmærksomhed omkring lille Tæring. Og Pierre Anthon i blommetræet bliver næsten glemt i den uventede drejning, som bunkens skæbne tager.
Selv sproget er gennemsyret af intetheden. Syntaksen er renset og formfuldendt kun afbrudt af små remseindskud: ’Amok. Mere amok. Mokke, brokke, dumme hund!’. Her et af de sjove, som der desværre er for få af. I længden kommer det minimalistiske sprog nemlig til at runge lidt hult og en form for tomgang træder ind, hvor man kunne have ønsket noget mere legende og løssluppent ordkunst. Den i det hele taget økonomiserede skrift lader ikke megen plads til følelsesudbrud og personlige karaktertræk hos de determinerede syvendeklasses elever, hvilket vel er Tellers pointe. I stedet trækker Teller historien op på et mere universelt plan og fortæller om typer: fromme Kaj – den indremissionske dreng eller perkeren Hussain.
Den minimale sprogstil understøtter den dragende intethed, mens selve fortællingen indkapsles i en ikke-virkelighed, hvor Tæring er et ikke-sted eller et hvor-som-helst. Indtrykket af kunstighed placerer fortællingen i en universel kontekst om ikke længere at være barn. Et ikke-eventyrligt eventyr om søgen efter betydning.
Tag jer i agt: Læsning af denne bog kan føre til en akut følelse af intethed!
