Hvad skal vi lave efter orgiet? – Marius Nørup-Nielsen STYRKEPRØVER
Sorte sider af og om en verden, hvor alt skal måles mod alt. Ubehagelige historier i en bog, der bliver bedre og bedre.
Citat
Aldrig har jeg set så IKEA-agtig en stue, aldrig i hele mit liv, og jeg har ellers måtte lade mig nøje en del i min tid. Men det her, aldrig. Sig mig, var alt i denne stue da lavet af plastic eller snyde-finér. Ubeskriveligt. Ingen sjæl, ingenting. PerverSisse sagde, at jeg pludselig så lidt mat ud og tilbød mig en kop kaffe, som jeg i min befippelse kom til at sige ja til. Hun gik ud i køkkenet, mens jeg drejede rundt om mig selv i vantro. Snart brød en frygtelig, øresønderrivende lyd min katatoniske sørgen. Lyden af en kaffemaskine. En hæslig, tilmed tydeligvis uafkalket, dumdansk filterkaffemaskine, som kun kan producere bittert, ja, faktisk surt diarrefarvet udrikkeligt pis.
I begyndelsen var jeg ikke begejstret. Jeg kunne ikke se, hvilken retning Nørup-Nielsen ønskede at gå med de små historier i bogen (der ikke bærer betegnelsen ’Noveller’, men består af kortere tekster). Jeg frygtede, at det skulle være sådan nogle spøjse og morsomme tekster, men fandt humoren lidt anstrengt. Som når fx en far til en større gruppesexseance meddeler sin søn: ’I øvrigt er din mor også på vej, hun skulle lige til et hastemøde i forligsinstitutionen, så kommer hun.’ Sammenstødet mellem den perverterede gruppesex og den tilknappede forligskvinde er alt for veltilrettelagt til, at det bliver overraskende endsige morsomt.
Jeg kunne dog bare have læst det indledende citat ordentligt. Her citerer forfatteren nemlig sig selv fra en tidligere digtsamling:
– Der er tid nok. Skræm det lille barn.
Til vid og sans. Det er tids nok.
Formålet er lagt åbent ud: Vi skal forskrækkes i en grad, så vi åbner øjnene. Andre forstår nok noget hurtigere end mig, at lystigheden dækker over noget mørkere og farligere.
Bogens anden tekst behandler den manglende sammenhængskraft i moderne familier, men der drages paralleller til det postmoderne slogan om ’de store fortællingers død’. Fortælleren bekender sig til den store fortælling, men kun som ramme for de små. Postmodernismen har fjernet alle absolutte størrelser og kun efterladt et kaos, så man må selv skelne mellem godt og skidt. Den udfordring danner den gennemgående fortælling i STYRKEPRØVER. ’Hvad skal vi lave efter orgiet?’ spurgte den franske filosof Jean Baudrillard for tyve år siden, og svaret er stadig ikke givet.
Orgier er der nok af i STYRKEPRØVER. Når det gælder det seksuelle, er der ingen grænser: ’Mesterslikkeren’ tager sig af en hel hal af lystne mennesker, mens PerverSisse boller med mere end tyve mænd på en parkeringsplads. Ham der stod sidst i køen fik ikke en tur, men kommer til gengæld med hjem til en kop kaffe, kun for at forarges over det usmagelige IKEA-hjem. Denne model varieres gennem hele bogen: Personerne har ingen normer, når det gælder sex og forhold til andre mennesker, men når det gælder møbler, mad og andre genstande, så er deres domme sikre og ubønhørlige. Her findes rigtigt og forkert stadig.
Den slags er behandlet før, men Nørup-Nielsen slipper helskindet fra det. Han stil er personlig og afdæmpet, trods det til tider beskidte sprog. Det groteske finder naturligt sammen med det nøgterne, og som den ene modbydelige situation afløser den næste, bliver bogen bare bedre og bedre.
I en novelle afvejes kærligheden i forhold til tingene. Alting befinder sig i en styrkeprøve med alt andet, i en fastlåst kamp om betydning og værdi. Det er netop i sådan en situation, man kan behøve en forligskvinde til at få tingene sat på plads. Måske er Nørup-Nielsens humor mere raffineret, end denne anmelder først troede.
