Hvad stiller man op med sin mors efterladte sexlegetøj? – Martin Glaz Serup ROMERSKE NÆTTER
Med lige dele dårlig samvittighed og nøgtern ømhed maler Martin Glaz Serup et poetisk portræt af sin døde mor. ROMERSKE NÆTTER er en sjovt alvorlig og alvorligt sjov læseoplevelse.
Citat
Det var her jeg boede da jeg hos frisøren fik konstateret mine første grå hår
det var her jeg boede da jeg skrev min sidste artikel
med titlen Sådan går livet tabt og bliver til intet
hvorefter min mor døde
det var her jeg boede da boet skulle gøres op
og hendes lejlighed, der ligner min, skulle tømmesHvad stiller man op med sin mors efterladte sexlegetøj
man smider det ud
hvad stiller man op med det gule bord hun elskede
med den skårede suppeterrin
med klatterierne hun klattede sammen på et kursus engang
med brevene fra banken
man smider det ud
hvad stiller man op med sin sørgende søster
og sig selv og sin sorg
hvis det er det det er
et ubehag, en forvirring, en trang til at gøre rent hele tiden
hvad stiller man op med LIVET i sådan en situationKlokken er 14, jeg skal snart ud at handle
Det er i grunden ironisk, at Martin Glaz Serups nye digtsamling ROMERSKE NÆTTER begynder med et ‘Digt om lykken’, når nu bogen så åbenlyst er i mol. Man skal da heller ikke ret langt ind i digtet, før det lettere desillusioneret lyder: ‘Jeg tænker ikke på mennesker / når jeg tænker på lykken / jeg tænker på alkohol’. Det betyder heldigvis ikke, at digteren ikke tænker på mennesker; faktisk er det lige netop, hvad han gør – først og fremmest sin mor.
I sin Vallekilde-Litt Talk, som kan høres her og læses her, siger Martin Glaz Serup, at det er den italienske avantgardist Pier Paolo Pasolinis digte, som har gjort det ikke bare muligt, men ligefrem nødvendigt for ham at skrive om moren. Således handler en række, og efter min mening en række af de bedste, digte i ROMERSKE NÆTTER om hende. Faderen optræder kun et enkelt sted, og dét med en næsten karrikeret far-agtighed: ‘telefonen ringer og min far spørger om jeg vil have øl med fra Tyskland’. Til gengæld males moderens portræt nuanceret og med nøgtern ømhed, hvilket IKKE vil sige et glansbillede:
– hver dag røg hun cigaretter og så fjernsyn og drak / går jeg ud fra, og gik på toilettet og tog sine piller /næsten hver dag gik hun i bad / går jeg ud fra, hver dag spiste hun mad / går jeg ud fra, ofte talte hun i telefon / hvad mere, hendes duft, hendes nips, hendes store røv / hvad mere / hun ville gerne bo i et sommerhus i sommerferien i Lalandia / et par dage / det nåede hun ikke / jeg ville gerne have givet hende nogle penge / når jeg tjente nogle, give dem til hende / penge var et sprog hun forstod /det nåede jeg ikke.
Man fornemmer tydeligt digterens kærlighed og ømhed over for moren, men samtidig er der et ønske om at fortælle sandheden uden omsvøb. Hendes liv var ikke episk og vildt og poetisk, det var smøger og piller og en drøm om Lalandia. Men poetisk bliver det så alligevel i nærværende digte, og tak for det!
Tematisk er ROMERSKE NÆTTER en vaskeægte midt-i-livet-bog. Vi er i selskab med en digter, der har fået børn og er blevet skilt og har fundet ud af, at livet ikke handler om abstrakte idealer, men om at have en pensionsopsparing og en bil, som man kan hente sine børn i. Bristede illusioner med andre ord. Eller som det hedder: ‘Jeg plejede at fantasere om at vinde en million / nu fantaserer jeg om endetarmskræft’. Det er en mand, der har fundet ud af, at mennesker kan dø, og bevidstheden om døden fylder meget i digtene – ikke mindst i forhold til børnene, som digteren konstant er bange for skal komme noget til. Ligesom han har fundet ud af, at han selv kan dø; eller som det hedder: ‘jeg spiller ikke som børnene min rundbold med befrier i køleskab’.
Sammenlignet med Martin Glaz Serups seneste digtsamling, den konceptuelt cool MARKEN, er tonen langt mere alvorlig, ærlig, autentisk om man vil. I benævnte Litt Talk præsenterer Serup igen med henvisning til Pasolini noget, der kunne ligne en poetik for ROMERSKE NÆTTER: ‘jeg elsker den slags ‘beskidte’ bøger; bøger hvor der sker mange forskellige ting, hvor niveauerne blandes, det afprøvende, ufuldendte, tilsyneladende impulsive.’
I den forstand er ROMERSKE NÆTTER meget ‘beskidt’. Digtene rummer alt, fra litteratur til politik til privatliv – og gerne på én gang. Niveauerne flyder sammen og genrer flyder ind og ud af hinanden på en måde, som også vækker mindelser om Pentti Saarikoski. Hør f.eks., hvordan dette digt springer direkte fra sex (eller hvad man nu skal kalde det, som foregår) til politik (om end Saarikoski formentlig ikke engang ville have haft det lille ‘Og så’ i midten):
–’Min pik i dit ansigt, jeg slår dig / med pikken, min sæd i dit ansigt / varmen slår ud som en slags løsning / så længe det varer // Og så – // I dag er det valgdag, valgdage er noget af det jeg kan lide / ved Danmark’.
Der er masser af den slags beskidte skift. Martin Glaz Serup pendulerer mellem sjov og alvor, ironi og patos, højpandethed og lavpraksis, poetik og dagbog, rejsebeskrivelser og nytårsforsætter, og ofte er det sproget selv, der er styrende for, hvilken retning digtet bevæger sig i. Man har en fornemmelse af, at digtene er skrevet i et højt tempo; linjerne fræser derudad i håbet om at ramle ind i noget poesi, og man fornemmer, at digtmaskinen må holdes kørende for enhver pris.
Det minder næsten om Peter Laugesen, der et sted skriver (her citeret fra en CD og derfor uden linjeskift): ‘fingrene klaprer videre uden nogensinde at ramme de helt rigtige taster, alligevel ved jeg at det skal være automatisk, at det skal tage alt ind, og at det aldrig må standse’. På samme måde hos Serup: ‘hun ligner hverken en forelsket / eller en forelskelse / som hun står der; med sit tæppe med sit tæppe med sit tæppe / tempoet er i det hele taget for lavt, klokken er for mange / og jeg: / En underlig ting lavet af træ’
Det skitseagtige er både en styrke og en svaghed. På den ene side er jeg helt med på den fine flossethed. På den anden side resulterer det også i nogle ikke altid helt skarpe linjer. For eksempel ville jeg i det følgende have skåret den sidste linje, som unødigt udpensler tautologien: ‘Hakket frosset kød ser frygteligt ud / det ligner noget levende / der er blevet slagtet / og systematisk sønderdelt og nedfrosset / som et billede på sig selv’.
Jeg ved godt, at man ikke bare kan fjerne mellemregningerne i en tekst, og digtet bygger netop videre på de sidste linjer. Men det ændrer ikke på, at stykket ville stå stærkere uden den irriterende forklaring – vi har godt fattet, at det er et billede på sig selv! På same måde er der en række billeder, som jeg ikke synes er helt stærke, f.eks. når kapitalen siges at holde alting sammen ligesom tapetklister. Tapetklister som abstrakt masse måske – men sgu da ikke som noget, der sidder under tapetet og holder det fast til væggen, Martin!
Det ændrer dog ikke på, at ROMERSKE NÆTTER alt i alt er en skarp og skæg og fortumlende fin lykkekage af en bog.
