Hvadhedderdet – Christoffer Zieler STEJL FART
Præcist og politisk ukorrekt udstilles selvoptagede og frustrerede mennesker, kloge katte og kreative kulturradikale.
Dengang jeg havde et køleskab, der var mit eget, hang der følgende ting på det: En mængde selvimporterede og bevidst ironiske køleskabsmagneter fra diverse steder i Europa, regninger, koncertbilletter og så rundt regnet 12 udklip fra Weekendavisen. Alle sammen STEJL FART-tegninger.
Det er svært ikke at mene, at tegner og forfatter Christoffer Zieler ikke er bare en lille smule genial. Han kan få sagt det, der er så svært at sige, med banale og umiddelbare situationer, og dengang hans STEJL FART var en del af Weekendavisens 1. sektion, var det første side, jeg gik til, når avisen kom hver fredag. Da hans tegninger forsvandt fra avisen for noget tid siden, var jeg ikke sen til at overveje: Hmmm miltbrand eller brandbombe til Weekendavisen—-?
Det ser ikke ud til, at tegningerne vender tilbage til avisen lige foreløbig, men i stedet kan man så underholde sig med udgivelsen af mange af tegningerne på forlaget Aben maler.
Zieler behandler etiske betragtninger om kunst, politik og kultur og udstiller ikke mindst universitetsverdenen så eminent og satirisk præcist, at man ikke bare fniser, men griner et dybt rungende høhøhøhø. Især, fordi det lykkes forfatteren at fremstille pinligheder, latterligheder og verdens generelt forfærdelige tilstand gennem en tekst, der på en og samme tid er både ekstremt nøjagtig og fyldt af talesproglige fyldord som for eksempel det præcist upræcise ’hvadhedderdet’.
Ofte tages der udgangspunkt i abstrakte betragtninger, der i et sidste ætsende præcist sprogligt billede konkretiseres og derigennem udstiller situationens latterlige natur. Nogle gange må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstår pointen. Enten er jeg ikke godt nok inde i udenrigspolitik eller også går det bare generelt set hen over hovedet på mig.
Disse sidste ætsende nøjagtigheder ses eksempelvis i illustrationen, hvor en mand med pelshat, jakken slået op og handskebeklædte, fremstrakte hænder taler mod en person, der ikke er med på siden.
– Du kan ikke bebrejde mig, at jeg ikke kan forklare, hvorfor vi troede, det ville være klogt at gå i krig i Afghanistan, siger han. Jo jeg kan. Du har taget en lang videregående uddannelse i politik, siger personen uden for billedet, og manden svarer: Ja! Men som jeg også indledningsvis sagde, så kan jeg faktisk ikke huske noget af den.
Det er skarpt, velskrevet og ekstremt humoristisk, og som tekst fungerer det forbløffende godt. Når Zielers streg så samtidig er naivt detaljeret og på samme tid koncis, minimalistisk og krumt kringlet, så er der ikke meget andet at gøre end at hænge lortet op på køleskabet.
Hvis man altså har et.
