Hvem er inden i Master Fatman? – David Pepe Birch MASTER FATMAN
Det er en rodet og selvhyldende biografi, som kulturjournalisten David Pepe Birch har skruet sammen om hele Danmarks Master Fatman. Mest af alt ender man bare med at være overraskende ligeglad med hovedpersonen.
Citat
Hvorfor vil du ikke være tynd?
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke, det ser godt ud at være tynd til mænd. Jeg kan godt lide Robert De Niro i den der film, hvor han skulle være tyk. Jeg kan godt synes, at mænd ser godt ud.«Synes du, Nicolas Bro ser godt ud?
Det er godt, at han er tyk, men han ser sgu ikke godt ud. Jeg synes, han er rigtig god, jeg når bare ikke ind og se så mange teaterforestillinger.«Man kan dø af at være for tyk
»Alle mennesker dør. Det har jeg forholdt mig til David. Alle mennesker dør, det ved man. Men jeg har ligesom forholdt mig til det…alle mennesker dør. Jeg er overhovedet ikke bange for at dø. Overhovedet ikke, altså. Det kommer, når det kommer, og I’m ready. Der er ikke noget der.
Vil du gerne vide, hvem der er inden i Master Fatman? Det spørgsmål stiller Morten Lindberg, som er Master Fatmans borgerlige navn, på bagsiden af sin nye biografi. Og jo, det ville jeg da egentlig godt. Han har nemlig altid været omgæret af en vis mystik ham Master Fatman. Det er noget med, at han ikke vil afsløre, hvor gammel han er. Det er da mystisk. Og udover at han er rigtig tyk, har store bakkenbarter og er en flittig DJ, vidste jeg ikke særlig meget om manden. Men et eller andet måtte han jo være kendt for. Man bliver jo ikke bare kendt for at være kendt. I hvert fald ikke i 90’erne, hvor Master Fatman lagde grunden til sin karriere. Jeg var altså nysgerrig. Lidt. Meget lidt. Men nok til at læse bogen. Bagefter, 240 mildest talt ujævne sider senere, er jeg overraskende ligeglad med Master Fatman.
Bogen er skrevet af kulturjournalisten David Pepe Birch. Og det er ærlig talt et mærkeligt projekt, han har kastet sig ud i. For hvad er det egentlig for en historie, han vil fortælle? Han vil tilsyneladende prøve at finde ud af, hvem Master Fatman er. På bunden, som man siger. Men det er svært, når hovedpersonen hverken husker særlig godt og i øvrigt svarer totalt i øst og vest, når Birch stiller ham et simpelt spørgsmål. Det irriterer også Birch, men i stedet for at løse problemet, ved for eksempel at skrive bogen med sine egne ord og ud fra sin egen research, holder han sig til Master Fatmans rodede forklaringer og formuleringer. Ofte ved man derfor ikke, om det er forfatterens vurdering af Master Fatman, eller det er Master Fatmans egen vurdering, som forfatteren så har taget ukritisk til sig. Selvhyldende og intern er tonen under alle omstændigheder.
Master Fatmans anarkistiske gør-det-selv stil, bliver også bogens stil. Den hopper rundt i kronologi og form. Så er der pludselig et fremhævet citat, som sad man og læste et portrætinterview i en formiddagsavis. Så er der et intetsigende mini-interview med Kim Foss, en af Mortens nære venner. Så handler bogen lidt om, hvem journalisten Maise Njor var i 90’erne. Så er der nogle fuldstændigt ligegyldige scener. Morten der køber ind. Morten der har en hyggelig dag med sin søn. Og en gang imellem Morten, der bare snakker, mens diktafonen kører. Og hele tiden tænker man. Hvad skal jeg bruge det til?
Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at det giver et billede af Morten Lindberg som person, at bogen mimer hans personlige tilgang til livet. Han er meget inspireret af punkkulturen, siger han blandt andet. Hvor man bare GØR tingene. Men det argument holder ikke. For det er frustrerende at læse, og man bliver hverken klogere eller morer sig over den søgt friske og utraditionelle stil. Sidst men ikke mindst skæmmes bogen af en lang række faktuelle gentagelser og slåfejl, som yderligere forringer læseoplevelsen. Anekdoten om hvordan Mortens far ikke kunne skaffe opium til sin søn, dengang de boede i Odense, bliver ikke sjovere (tro mig) af at blive fortalt to gange. Det er bare sjusket.
