Hvem taler? – Sarah van Gelder VI ER DE 99 %


Antologi om Occupy Wall Street bevægelsen glemmer de 99 procent i sin jagt på den ene.

Citat

Amerika er en fortælling om to forskellige økonomier. Wall Street-økonomien står kun til ansvar for anonyme finansielle markeder og er helliget finansielt bedrag og finansiel manipulation og spekulation med det formål at maksimere udbyttet til markedets stærkeste aktører. Main Street-økonomien står direkte til ansvar for virkelige mennesker, der har en naturlig interesse i at opbygge velfungerende samfund med blomstrende lokale økonomier og naturlige miljøer.

Den 17. september 2011 mødtes en broget skare i Zuccotti Park nær New Yorks finansielle centrum, Wall Street. Deres møde var startskuddet til den globale ’occupy-bevægelse’. Sloganet, de samlede sig under, ’Vi er de 99 procent’, dækker de, som betalte for krisen i modsætning til den ene procent på Wall Street, som aktivisterne mente skabte den.

På kort tid skød lignende grupper op i USA og den vestlige verden inspireret af så forskellige begivenheder som det arabiske forår i Mellemøsten og protesterne i Spanien og Grækenland. Samtidig fik den lille gruppe i Zucotti Park selskab af et bredere udsnit af amerikanere, heriblandt veteraner, fagforeningsfolk, græsrødder, adjunkter og mange flere.

På bevægelsens højdepunkt besluttede nøglepersoner omkring bladet ’Yes! Magazine’ at samle occupy-fortællinger i en antologi. Resultatet er et kampskrift mod den ene procent gennem indlæg fra aktivister, anarkister, freelancejournalister samt en tidligere præsidentkandidat. Som forfatteren og aktivisten Naomi Klein bastant udtrykker det sidst i antologien:

– Uhæmmet grådighed har smadret den globale økonomi.

Desværre tabes bevægelsens styrke – mangfoldigheden – i kampens hede til indlæggenes mange fjendebilleder: kapitalisme, dødsstraf, G8, det politiske system, nationalisme, overfiskning, CO2, de multinationale selskaber, spekulanterne, de rige, de griske og grådige osv. osv. osv.

Fjendebillederne flankeres af en række personlige mål med bevægelsen. Eksempelvis anarkisten David Graebers pointe om konsensusdemokrati i bevægelsen:

– [Konsensusdemokrati burde] ikke være muligt, men det sker hver eneste dag – på nogenlunde samme måde som kærlighed, revolution eller livet selv (set fra for eksempel partikelfysikkens perspektiv) sker.

Tidligere præsidentkandidat Ralph Naders relevante indlæg er desværre gemt bagerst i antologien. Her betoner han de virkelige skæbner i bevægelsen og deres betydning for at finde en fælles stemme og dermed skabe politisk indflydelse. Naders pointe er ellers ligeså relevant som den er en forudsætning for forandring: Alle rammes af en økonomisk krise, men de rammes forskelligt. Sloganet om de 99 procent favner denne mangfoldighed, fx i den ikoniske plakat (se t.v.).

Dette udgangspunkt ligner til forveksling andre amerikanske bevægelsers som borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne og anti-krigsbevægelsen i 1970’erne, hvor problemet gav sig selv, og midlet var synlighed i form af masseprotester, som tvang politikerne til at anerkende problemernes omfang og tage stilling til mulige løsninger.

Udfordringen for occupy-bevægelsen er ifølge freelancejournalisten Nathan Schneider i et af de mere nedtonede indlæg, at det er svært at gøre oprør mod de love som occupy-bevægelsen er imod, da de vedrører finansielle transaktioner, som er fjerne for mange.

Det er givetvis rigtigt, men bevægelsers sejre bliver i høj grad vundet gennem bred opbakning til fælles fortællinger om undertrykkelse udtrykt gennem samlende frontfigurer som Martin Lurther King var det for borgerrettighedsbevægelsen. Occupy-bevægelsen har endnu ikke fundet sin stemme eller frontfigur – og VI ER DE 99 % bringer den ikke nærmere
.

Skrevet af Aleksander Bjerrum

Kandidat i amerikanske studier og statskundskabFuldmægtig i Digitaliseringsstyrelsen; tidligere ansat i Den Amerikanske Kongres og Udenrigsministeriet. Har boet længere tid i Japan og USA.Interesseret i amerikansk og asiatisk skøn- og samfundslitteratur. Plus alt det løse, især film, eventyr og teknologi.

Skriv til Aleksander

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *