Hverdag i Basra og Randers – Henriette E. Møller DANSKERHELD
Kan man skrive om danskere i krig anno 2007, så alle os, der aldrig har sat vores ben i en krigszone, kan spejle sig i soldaternes dagligliv? Svaret er ja.
Citat
Lige nu er der ingen nedslag, her er ingen, der råber, og PMV’en skal stå stille i garagen hele dagen i dag. Om seks timer skal hun mødes med Fie, og de skal se Sopranos. Inden da skal hun tage sol, læse i en bog og nu: spise morgenmad. Det er som enhver dag i turistland.
Hun når lige at tage den første bid af et stykke bacon, da alarmen hyler. Alle i cafeen smider sig på jorden.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var skeptisk, da jeg hørte om Henriette E. Møllers seneste roman DANSKERHELD. Denne roman, om det sidste hold danske soldater i Irak, er på mange måder en vigtig bog om problemstillinger, der bør behandles – også i skønlitteraturen. Krigstraumer, dødsangst og hele problematikken om, hvorvidt danskernes tilstedeværelse i Irak var en god idé; der er masser af tungt skyts at gribe fat i. For at en bog, hvor så meget er på spil, skal være mere end et anderledes indspark i debatten om dansk krigsførelse i vort årtusinde, kræver det imidlertid mere end, at de velkendte fakta fra tv og aviser er til stede. Der skal også være en vedkommende historie tilbage, når man har fordøjet soldaterlivets barske realiteter.
Heldigvis lykkes missionen for Henriette E. Møller, der har skrevet et enkelt, troværdigt og fokuseret portræt af en dansk kvindelig udsendt.
22-årige Laura tager med hold 9 til Basra i februar 2007. Skulle man have glemt, hvordan det gik det sidste hold danskere i Irak, kræver det bare en googling at finde ud af, at ikke alle soldater vendte levende hjem. Således ved man som læser, hvad man kan forvente, og romanen er da også en barsk fortælling om en hverdag med raketnedslag, vejsidebomber og hårdkogte soldaterjokes, der kan jage hjemveen og frygten væk. Mens soldaterne slås, kæmper de pårørende hjemme i Danmark videre med deres sædvanlige problemer og tæller dagene til deres mand, søn eller kusine atter er hjemme og i sikkerhed.
Det paradoksale ved DANSKERHELD er, at det, selvom det meste af handlingen udspiller sig midt i en krigszone, faktisk ikke er en roman om krig. Det er en roman om hverdag. Vi følger hverdagen hos Laura og de andre soldater i Irak, og vi følger den – via telefonopkald – hos Lauras højgravide kusine Minna. Hun sidder alene i sin lejlighed i Randers, for kæresten Peter er også draget til Irak med hold 9. Lauras tanker er hos Minna, og Minnas tanker er hos Laura, og selvom Laura er i krig, holdes hendes dagligdag et langt stykke hen ad vejen sammen af den samme slags tanker og gøremål, som så mange andre 22-årige tumler med. Laura tæller ned til pausen, når hun er på vagt, spiser pizza på den lokale café, får nye venner og forsøger samtidig at passe på de gamle venner hjemme i Danmark, så godt hun kan. Det er i disse små genkendelige glimt, at romanens styrke ligger.
Jeg ved meget lidt om hverdagen som dansk soldat i Irak, men Henriette E. Møller tegner et særdeles overbevisende billede af, hvordan den kunne se ud. Meget er skræmmende og helt forfærdeligt. Freden varer sjældent ved ret længe ad gangen. Der er altid en luftalarm, der kommer i vejen, for der er farligt i Basra. Soldaterne er langt fra altid tapre og sikre på, at de gør det rigtige, men når alt er kaos, må man finde noget, der kan drive en videre. Interne jokes, glæden ved en iskold cola i pausen og rutiner og små ritualer, der lægger sig på rygraden, uden at man bemærker det. Sådan kommer man igennem hverdagen, både i Basra og i Randers.
