Hverdagen set med små øjne – Kim Fupz Aakeson LILI ELSKER MAD og LILI BØRSTER TÆNDER


Kim Fupz Aakeson har skrevet to bøger for de allernyeste mennesker, nemlig de halvandet til toårige. Resultatet er utroligt vellykket.

Når man ikke er meget større end tobak for en skilling, er verden kæmpestor. Det som for garvede mennesker forekommer let og lige til, rummer for et barn på et eller to år store udfordringer. Udfordringer, der set gennem pigen Lilis øjne, er store eventyr.

Lili er som de fleste mindre børn lykkelig uvidende om sine egne begrænsninger, såvel de fin – som grovmotoriske. Dagligdags episoder, som aftensmåltidet eller tandbørstningen, gribes an med en ukuelig appetit og store armbevægelser. Lili er i fuld gang med at tilegne sig verden, eller i alt fald nærmiljøet, med en del svineri til følge.

De voksne er fraværende og optræder kun som lange arme, der binder en hagesmæk og serverer måltidet for Lili i den høje stol. Læseren og lytteren får med andre ord et eksklusivt indblik i en verden, som ellers er svært tilgængelig. Vi får indblik i, hvad der sker, i det korte tidsrum mellem at barnet leger for sig selv og til at man som voksen registrerer en helt speciel stilhed, som man instinktivt ved betyder, at der er noget på færde. Noget skidt, noget der kræver oprydning, rengøring eller værre endnu en tur på skadestuen for at få fjernet ting fra næsehulen.

Lili er bøgernes stjerne, det er hende der handler, hende der oplever og hende der afprøver. Lilis tro følgesvend er en logrende hund, der velvilligt agerer prøveklud for hendes luner.

I LILI ELSKER MAD skal Lili spise. Mors arme stiller en tallerken med alle Lilis livretter på bordet: broccoli, kylling, gulerødder, agurk og tomat. Faktisk er hun så vild med maden, at hun gerne vil dele den kulinariske oplevelse med hunden, der er en taknemmelig mundskænk. Da Lilis tallerken er tom, og hunden har spist op, er det tid til dessert. Den deler Lili til gengæld ikke. Lili elsker nemlig dessert.

I LILI BØRSTER TÆNDER viser Lili, hvor god hun er til at mestre tandbørstningens svære kunst. Hun kan selv tage tandbørsten ned og putte vand og tandpasta på børsten. Lili børster tænder på hunden og på dukken og lidt på sig selv også. Og så er det tid til at skylle igen og spytte ud. Da Lili endelig er færdig med tandbørsten, ligner toilettet et bombet lokum med store vandpytter, bolsjestribet tandpasta og diverse nedfaldne objekter hulter til bulter. Men læseren er ikke i tvivl. Lili kan vitterlig børste tænder, og alle ved jo, at hvor der handles der spildes.

Bøgerne om Lili er levende, rodede og farverige. Ordene er knappe, som de skal være i bøger til denne aldersgruppe, og handlingen udspiller sig for alvor i illustrationerne af Siri Melchior. Små korte udsagn som fx ’Så gør Lili tandbørsten våd.’ udfoldes for læseren i illustrationen ved, at Lili er afbilledet siddende i badekarret med håndbruseren tændt, sigtende efter tandbørsten.

Lili-bøgerne er små læseværdige perler til de alleryngste. Spækket med humoristiske gengivelser af hverdagens små og store udfordringer kan hverken børn eller voksne lade være med at trække gevaldigt på smilebåndet. Jeg kan kun opfordre til at nyde bøgerne sammen med et lille menneske. Jeg lover, I får noget at tale om.

 

Skrevet af Charlotte Hitzner

Er Cand.theol. med speciale i memento mori-motiver i danske kalkmalerier. Jeg beskæftiger mig allerhelst med børnelitteratur, men er ikke for fin til at kaste et blik på skøn- og faglitteratur, hvis lejligheden byder sig.

Skriv til Charlotte

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *