Hvis dette er et menneske – Gil Courtemanches EN SØNDAG VED SVØMMEBASSINET I KIGALI
En rejse til nattens ende, mørkets hjerte, Rwanda – arnestedet for et af det 20. århundredes værste folkedrab, et land plaget af AIDS, racehad og håbløshed. Og en hyldest til et land med en storslået natur og en ukuelig befolkning, og til kærligheden som det lys, der skinner i mørket.
På forsiden af EN SØNDAG VED SVØMMEBASSINET I KIGALI ser man en stor rød sol bag nogle høje træer. Det er ikke til at se, om den er på vej op eller ned, men ildrød, det er den, og sceneriet er på en gang betagende smukt og uforklarligt uheldssvangert: Et billede på det fredfyldte Eden, en uberørt natur, og så alligevel – for solen er ligesom for stor, for rød, og man kan næsten mærke, hvor nådesløst den brænder.
Det tvetydige motiv illustrerer meget præcist, hvad der er på færde i canadiske Gil Courtemanches delvist selvbiografiske debutroman, som udspiller sig i Rwanda under hutu-militsernes massakre på knap en million tutsier i 1994. Det er både en betaget skildring af landets paradisiske natur og den rwandiske befolkning, som forfatteren nærer en uforbeholden kærlighed til, og en veritabel rejse ned i et Helvede på Jord, hvor alt håb lades ude.
Romanen følger den canadiske journalist Bernard Valcourt, forfatterens alter ego, som efter at have dækket menneskelige katastrofer fra Vietnam-krigen over folkedrabet i Cambodja til hungersnøden i Etiopien er havnet i Kigali, hovedstaden i Rwanda, hvor han skal rådgive styret i forbindelse med oprettelsen af en tv-station. Det er indtil videre ikke lykkedes, for vi er i Afrika, og ingenting fungerer, undtagen den omfattende korruption.
Valcourt tilbringer derfor sine dage ved poolen på Hotel Mille-Collines, hvor hjælpearbejdere, journalister og diplomater fra Vesten fordriver tiden med at drikke, dyrke sex, spille golf og tale om den fredsaftale, som skal bringe landet på fode, men som aldrig bliver underskrevet.
Udenfor hotellets mure er drabene på tutsierne allerede begyndt, men ingen råber vagt i gevær, for vi er i Afrika, og Afrika er verdens fjerneste kontinent uanset hvor man befinder sig på kloden, uforståeligt og indhyllet i død og lidelse. I Afrika kan én befolkningsgruppe massakrere en anden så meget den har lyst til, for ingen vestlig magt vil ofre noget på at intervenere. De obligatoriske Tordenskjolds FN-soldater er der kun for at lufte deres babyblå baretter, ikke for at redde liv, det er nemlig imod reglerne. I hvert fald må de ikke bruge deres våben.
Vestens massive svigt overfor det rwandiske folk ligger som en uafrystelig anklage under hele Courtemanches fortælling, men EN SØNDAG VED SVØMMEBASSINET I KIGALI er – trods romanens mildt sagt hårrejsende scenerier – en bemærkelsesværdigt smuk og poetisk skildring af, hvordan mennesker selv i den dybeste nød kan finde overskud til latter, til kærlighed og til at fortælle historier – som om livet i skyggen af døden bliver uendelig meget mere intenst og værdifuldt.
Midt i et Ragnarok af drab, voldtægter, lemlæstelser og en altfortærende AIDS-epidemi indleder Valcourt et glødende kærlighedsforhold til hutu-kvinden Gentille – en kærlighed, der kommer til at stå som en nærmest grotesk kontrast til rædslerne i romanen, men dermed også som et billede på den vilje til liv, som Valcourt med forundring og beundring til stadighed iagttager hos den plagede rwandiske befolkning.
Desværre er det også i skildringen af kærligheden mellem Valcourt og Gentille, at romanen står svagest, fordi Courtemanche i dialogerne forfalder til den irriterende intellektuelle rørstrømskhed, som franskmænd (og åbenbart også fransktalende canadiere) har gjort til et varemærke i litteratur og film. Det bliver sine steder temmelig ulideligt.
Alligevel er EN SØNDAG VED SVØMMEBASSINET I KIGALI et veritabelt must read. Den er, for at bruge en kliché, en helt igennem nødvendig roman. Mere intenst, ærligt og forstemmende end tusindvis af tv-klip forsøger romanen at forstå, hvad et folkedrab egentlig er, hvor meningsløst og grufuldt det er. Romanen gør ofrene til mennesker – til afbrudte liv, knuste håb, forstummet latter og uforløste muligheder.
Så meget dybere trænger bogens anklage mod Vesten sig også på: Vestens dybe skam, fordi vi bare ser til, lader ske, som om en afrikaner – skrigende, blødende, voldtaget – ikke er et menneske som dig og mig.
EN SØNDAG VED SVØMMEBASSINET I KIGALI er en roman om et Holocaust i traditionen fra Primo Levis HVIS DETTE ER ET MENNESKE, ligesom den indgår i rækken af store dystopiske fortællinger om Afrika, mest oplagt REJSE TIL NATTENS ENDE af Louis-Ferdinand Céline og MØRKETS HJERTE af Joseph Conrad. Men den løfter også arven fra renæssancehumanisten Giovanni Boccachios DECAMERON, der med sine livskraftige og saftige fortællinger taler døden midt imod, og insisterer på al den lyst, appetit og sanselighed, der gør menneskelivet så dyrebart og værd at kæmpe for, uanset om døden kommer i skikkelse af pest, macheter eller AIDS. Obligatorisk godnatlæsning for enhver magthaver i verden.
