Hvis Javier var Hemingway – Javier Cercas LYSETS HASTIGHED
Et sted i LYSETS HASTIGHED står der, at fortælleren under en gevaldig nedtur i sit liv mistede respekten for litteraturen. Det samme var nær sket for mig under læsningen af bogen.
Det begynder ellers fint. Den navnløse fortæller bor i Barcelona, hvor han lever et liv som ”ikke udgivet, negligeret og næsten skriftløs forfatter”. Han flytter dog snart til USA for at fungere som spanskunderviser ved et universitet i Urbana et sted i Midtvesten. Og her møder han Rodney Falk. ”Uden ham ville alt være anderledes”, får vi at vide. Således kaster Javier Cercas et utal af suspense-snører rundt i sin tekst. Det er lige før hårene rejser sig. Hvad skal der mon ske, tænker man.
Desværre viser det sig hurtigt, at evnen til at opbygge suspense er bogens absolut ypperste kvalitet. For Cercas farer vild i sit romanprojekt. Mod slutningen af bogen indrømmer fortælleren, der deler påfaldende mange træk med Cercas, at han er i gang med at skrive en bog, som han ikke forstår. Problemet er nu snarere, at man forstår LYSETS HASTIGHED alt for godt. Længe inden Cercas får fortalt sine episoder færdig, er man som læser klar over udfaldet. Helt uudholdeligt bliver det, da fortælleren og Rodneys liv over en række dødsfald glider sammen og bliver næsten identiske. Side op og side ned fortælles der om lighederne i deres liv. Fortælleren må dog lige udpensle, hvordan selv deres huse er spejlinger af hinanden, før hans tiøre falder: argh, de to er jo ens!
Javier Cercas fik sit store gennembrud med SALAMIS´ SOLDATER, der handlede om den spanske borgerkrig. Også i LYSETS HASTIGHED er krigens traumer – denne gang Vietnam-krigen – det store tema. Den mystiske Rodney er veteran fra krigen og følgelig dybt traumatiseret. Han og fortælleren bliver venner over en række litterære samtaler, hvor Rodney priser Hemingway for hans evne til mellem linjerne at skrive en stor og inderligt rørende smerte ud i sine tekster. Javier Cercas vil gerne gøre det samme. Desværre vender Hemingways berømte isbjergsteknik på hovedet hos den spanske forfatter, der udpensler i et væk og ikke formår at røre læserens følelser – klicheerne er simpelthen for mange.
Det er al ære værd at ville hive fortidens forbrydelser frem og afsløre krig som et til alle tider ulyksaligt fænomen. Problemet med LYSETS HASTIGHED er, at den ender som en rodet blanding af samfundskritik, traumebearbejdning, poetologisk essay og en patetisk elegi over berømmelsens elendighed. Forsøget er sympatisk nok; resultatet er forstemmende ordinært.
”Det er svært at forestille sig, at en bedre roman end denne vil blive udgivet i Spanien i år”, har en anmelder ifølge bogens omslag skrevet i TIMES LITERARY SUPPLEMENT. Det må have været den 31. december. Om aftenen.
