Hvis lyde kunne enes – Peter Laugesen og Singvogel DEN HER PLANET GLEMMER VI ALDRIG
Genrerne er forstokkede og til for at blive kastet rundt med. Det har Peter Laugesen og Singvogel med deres poesirock i en efterhånden længere årrække gjort. Med DEN HER PLANET GLEMMER VI ALDRIG peaker de.
Digt
Strisserne breder sig
Strisserne breder sig
Det vælter af dem alle vegne
Hvor kom de fra?
Voksede de ud af små børn?
Var det bare nogen der blev voksne? Fik et job?
De fleste af dem er tavse. De gør ikke noget.
Nogle taler. Der er ikke meget handling.
Det foregår pænt og ordentligt
Først når viseren peger på socialt fravær
Kommer rødvinen hoppende ud af små hvide kasser
Skubber folk ned i stole så de bedre kan betro sig til hinanden
Strisser til strisser
Top secret talk show whispering
Alverdens funk staver igen og igen til pension
Jeg vil vove den påstand, at der findes to traditioner inden for dansk digtoplæsning. Der findes oplæsning, hvor digteren læser op alene, som bare en stemme i et rum eller på en scene eller et kassettebånd, og så findes der oplæsning, hvor stemmen bakkes op af iscenesatte lyde, larm, stemmer, musik som såkaldt spoken word. Det er digterens performance – måden stemmen spiller på som instrument og værktøj, der fremhæver eller nedtoner visse aspekter af digtet – der bestemmer, hvilken tradition digtoplæseren tilhører. Det er stemmens lyd, det drejer sig om.
Den første tradition kan kaldes Inger Christensen-traditionen. Det er her, hvor stemmen bliver slæbt af sted, over hvad der virker som et hav af forhindringer. Intonationen er insisterende, tone og vægt ligges på visse stavelser for at fremhæve dem og for at skabe et nærvær og en følsomhed. Oplæsningstempoet er langsomt, men synes at falde endnu mere, når stemmen snubler over en væsentlig stavelse eller en vokal, der må trækkes ud. Som når Inger Christensen fx er det, der virker som minutter om at udtale ’sommerFUGle’. Det er en strategi, der forsøger at fremme digtets vellyd, sprogets bølgende, nærmest syngende karakter og et udtryk, man, i mangel af bedre ord, kan kalde smukt. Hvis stemmen i disse oplæsninger er et instrument, er den en violin.
Den anden tradition kan kaldes Dan Turèll-traditionen. Det er den plaprende stil, der i hæsblæsende tempo og med samme konstante rytme japper lytteren ind i øret. Tonefaldet er også konstant, og ord og stavelser bliver derfor lige meget værd. Det lyder som om, at det er den samme sætning, der gentages, ordene er bare skiftet ud med nogle andre. Det er energien, der fremmes ved denne type oplæsning, som om en eller anden står og skyder salver op i luften med et maskingevær. Hvis stemmen i disse oplæsninger er et instrument, er den et bækken.
Så er der de oplæsninger, der står ud. En tredje og afvigende stemme kan man kalde Peter Laugesens, som er koldt og nøgternt messende, i hvad der lyder som talesprogstempo, samme toneleje og samme halvtrætte, århusianske melankoli. Det lyder som et helt almindeligt menneske, der taler helt almindeligt, men ordene, sætningerne og syntaksen er sat sådan sammen, at de i oplæsningen fremstår fulde af rytme og betoning. For eksempel bruger Laugesen som en af de eneste stadig rim. Ikke for at underkaste sig det retropoetiske, men for at give digtet form som en lydlig, førsproglig ting og først derefter som betydende, sproglig.
Netop derfor, fungerer Laugesens digte så godt med musik. Der er en indbygget, enkel, næsten poppet melodi i dem. Det har grupperne Mindspray og Singvogel tidligere udnyttet med varierende kvalitet. Med det tredje udspil fra samarbejdet Laugesen og Singvogel synes stemmens musikakkompagnement imidlertid at nå sin kulmination. Når det eksempelvis spiller sammen, som det gør på nummeret Echelon, får kombinationen næsten mytiske proportioner:
– ’åh store satelite of love, åh echelon på himlen’ BADABADABAAA ’lyt til maskinens knitren når jeg skriver her’ BADABADABAAA KLIR KLIR ’ret øret durk herned med alt din kærlighed’ RAKADA RAKADA RAKADA ’til demokratisk vold i natten klam og kold’ RAKADA RAKADA ’slip pøbelvældet fri vælg pøbeltyranni’ BADABAAA ’i alle verdens gader på alle ambasader’ BADABADAAA osv.
Singvogel har denne gang fundet et mere råt og larmende udtryk end tidligere, hvilket er kærkomment. For når Laugesens tekster, som de ofte gør, svælger i dystopi og ragnarok, er det passende, at musikken følger med. Poppen er dog stadig til stede i det hele, fx i den måde et tema gentages på, eller i den måde digtenes enkle rytme spiller op imod larmen. Det er vel det, der giver rocken sin appel, når det rå kombineres med det bløde og skaber harmoni.
Det er stemmen, der er i centrum, når digte læses op, og når det uden om tilmed formår at spille op imod og udvidde udtrykket, bliver oplæsningen for alvor interessant. Jeg kan ikke andet end at bifalde dette nye udspil, som er den bedste udgivelse fra Peter Laugesen og Singvogels munde og måske den bedste, danske spoken word-udgivelse til dato.
